100-året fejres for Johannes Larsen fugleekspedition i Grønland

Af Jens Rolighed - 30. Aug 2025

I år er det hundrede år siden, at den fynske maler, Johannes Larsen, var med på en stor fugleekspedition til Grønland. 100-året fejres med en fornem lille udstilling på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Den vises sammen med sommerens store særudstilling, Aqqut/Sti, med kunstnerne Aka Høegh og Bolatta Silis-Høegh (mor og datter), hvis motiver først og fremmest kredser om den grønlandske natur og forholdet mellem mennesker.

Grønlandsrejsende

Interessen for Grønland er i den seneste tid steget enormt, ikke mindst efter Donald Trumps storpolitiske overvejelser om at overtage det store landområde. Trump sendte sine støtter til øen. Kort tid efter var både Kong Frederik og Mette Frederiksen på besøg og siden hen den franske præsident Macron, men det er overhovedet ikke det, som de to udstillinger handler om.

Udgangspunktet for Johannes Larsens rejse til Grønland er ornitologen Eiler Lehn Schiølers ambitiøse værk om Danmarks fugle. Hertil havde Schiøler brug for en dygtig fugletegner som Johannes Larsen, som på ekspeditionen oplevede en helt anden verden med en anderledes kultur end den han kendte fra bl.a. sin hjemstavn i Kerteminde.

Johannes Larsen – Udsnit af Havørneunge i rede. 1925. Foto: Ole Friis

Ornitologen

Schiølers valg af Johannes Larsen som illustrator til sit store værk om fugle virker helt fortræffeligt, fordi Larsen var en særdeles dygtig og omhyggelig skildrer af fugle. Det kan man forsikre sig om ved en tur rundt på museet, men der er naturligvis noget særligt over den måde fuglene i Grønland skildres på.

Hovedparten af værkerne på udstillingen er akvareller, skitser, fotos og enkelte oliemalerier. Akvarellerne og skitserne giver en helt anden tilgang til motivet, fordi de på sin vist er mere umiddelbare og hurtigt sansede og giver også et indblik i, hvordan Johannes Larsen arbejder med sine billeder. Mange af akvarellerne er af døde fugle, som man skød og tog med hjem til Danmark til udstopning. Det gav selvfølgelig stor mulighed for kunstneren til i fred og ro at nærstudere fuglenes særkender og gengive det i nogle fine akvareller.

Det umiddelbare

Skitserne i akvarel og tusch er fremragende og giver det helt umiddelbare indtryk videre til beskueren. Her viser Larsen sig som en særdeles hurtig iagttager af den natur, som han så gerne ville skildre.

Den hurtige skitse blev senere brugt som udgangspunkt for en planche i bogen om Danmarks Fugle, men skitsen med de hurtige optegninger med både tusch og blyant og den ret præcise farvegengivelse med akvarellen giver værket sit helt eget umiddelbare liv. Havørneungen er fint kamufleret i landskabet i den diagonale komposition og Larsens brug af hurtige tuschstreger og skraveringer oven på akvarellens okkerfarver får både fugl og landskab til at vibrere. På mange måder er det vel sådan de fleste af os oplever naturen i et splitsekund uden at kunne fæste den på et stykke papir.

Til udstillingen er udgivet en særdeles fin bog, som skildrer hele ekspeditionen. Kildematerialet hertil er blandt andet Johannes Larsens 10 dagbøger med notater og tegninger. Tidligere inspektør ved museet, Malene Linell Ipsen, formidler på glimrende vis rejseindtrykkene fra Grønlandsrejse, som havde et helt andet fokuspunkt end den, det fylder i nutiden.

Johannes Larsen Museet
Møllebakken 14, Kerteminde
Frem til 26. oktober

Artikel fra: Nr. 07 / 2025 – August / September