William Scharff (1886-1959) er en af de betydningsfulde malere i det moderne gennembrud i Danmark, men han var også omdiskuteret og dømt ude flere gange. Noget af den skyldes sikkert, at han ikke var akademisk, men det afgørende var, at han var overraskende fleksibel og skiftede både motiver og farveholdning ud. Noget, der ophidsede anmeldere og kolleger.
Meget alsidig
Scharff skiftede mellem realisme og bondemaleri, kubisme, ekspressionisme og historiemaleri (som han kalder legender) og nåede også at arbejde med tekstiler i form af vævninger af malerimotiver og tekstiltryk til kommerciel anvendelse. Han var kort sagt alsidig og kunne kombinere den nye kubistiske ekspressionistiske tendens med en varme og glæde, ikke mindst i hans motiver med fugle og dyr, hvor især hønsene står stærkt. Man mærker, hvordan Scharff var tæt på Jais Nielsen og Oluf Rude, og hvordan de delte oplevelser og metode for at benytte sig af den italienske futurisme og dens skildring af det moderne byliv med sporvogne og at nå toget til tiden.

Skoven og grantræet
Endelig malede han også skovbilleder på en ny og anderledes måde, hvor ikke mindst grantræet får en særlig position og betydning. Se f.eks. “Granskov, efterår” (1922), hvor der er et utroligt spil af røde og gule farver på jorden og bakkerne bagved, hvor det går over i det violette. Grantræerne står som spidse grønne skulpturer fra de helt små til de høje, der rækker mod himlen, og i mellem står de nøgne stammer fra bøgetræerne og laver indramninger. Sådan har man ikke set en skov, men sådan har Scharff oplevet erindringen om skoven som den åndelige katedral.

Legendernes tabte tid
Det er blevet en udstilling, der er tæt besat med værker og en opfordring til at lægge vejen forbi, fordi hans værker virker meget nutidige og på flere kanter passer ind i den nuværende diskussion om at passe på naturen, herunder ikke holde produktionsdyr som grise og høns på vilkår, der grænser til mishandling. Se hans grise, der øffer rundt i halmen, eller hans mange malerier af høns i en gammeldags hønsegård. Alle skildret som en positiv farverig kaosroulette. William Scharff boede på landet i Tisvilde, så han havde datidens landbrug tæt på og afbildede også sin egen moster Hanne. Hans legender som f.eks. “Legende IV” fra 1920 er tydeligt en hyldest til landbrugssamfundet, men hesten i midten af billedet vender ind i billedet, som om han forudser, at dens tid er ved at være forbi. Der er et svagt anstrøg af surrealisme over opstillingen. I ”Høsten Legender VII” er maleriet på et værksted i Sverige omskabt til en gobelin på 375 x 450 cm (1957-58), der hænger i Folketinget. Originalen er i privat eje og blevet udlånt til Randers i sidste øjeblik, så man kan se den på udstillingen. Den er et tidsbillede på det husmandssamfund, der netop på den tid var i gang med at blive afviklet. De gyldne farver, dyrene i frihed – læg mærke til hønsene helt ude til højre – og hesten i galop på marken ånder af tradition, af frihed og fattigdom og hårdt arbejde. I træet over kvinden sidder skaderne symbolsk klar til at rippe idyllen.

Mosekonen brygger danskhed
William Scharff meldte sig ind i Danmarks Naturforening og var allerede den gang opmærksom på, hvordan naturen var ved at få det værre. Han så skoven som en slags spirituelt rum. Hans tilnærmelse til den kristne tro synes at have været en slags hybrid animisme. At han brød konventionerne, vidner også hans heksemalerier om med deres ældre bondekoner, som danser med dagligdagens redskaber uden anstrøg af noget diabolsk. I midten af dem folder hans store værk “Mosekonen brygger” (1926-28) sig ud med sin tæt besat række af teateragtige bondefigurer som trolde, hekse og lygtemanden. Maleren Edvard Weie var fortørnet og kaldte det kedsommelig “ammestueunderholdning”. Willem Scharff var en ‘sær’ og stor kunstner i dansk sammenhæng og måske en af de mest danske på linje med L.A. Ring og H.A. Brændekilde. Jeg bliver fornøjet og lidt opløftet af at gå rundt i hans verden. Men prøv det selv.
Randers Kunstmuseum
Stemannsgade 2, Randers
Frem til 3. januar 2027