Corner Udstillingen 2026 har lejet sig ind i Dahlerups Kælder i Langelinieskuret under Københavns smukke havnepromenade til årets store gruppeudstilling, og er nu retur i København efter nogle år i Kgs. Lyngby og på Gammelgaard i Herlev. Udstillingens placering ved havnen genspejles som et nærliggende tema hos mange af kunstnerne.
I det gigantiske, 100 meter lange, 13 meter brede, og ikke særligt højloftede rum byder 30 Corner-medlemmer og 12 gæster på et møde med et udvalg af årets frembringelser.
Selve udstillingsdesignet er løst med et hækkeløb af lette skillevægge, placeret monotont ned gennem den tøndehvælvede bygningskrop, som er et tidligt og ret smukt eksempel på industriel jernbeton, tegnet af Vilhelm Dahlerup. Langeliniepromenaden ejes og drives i dag som eventsted af Karberghus, og Corner ønskes tillykke med realiseringen af udstillingen her, hvor de heldigvis er velkomne igen sammen med andre kulturindslag som koncerter, oplæsning, workshops og egne performances.

Gå en tur langs med havnen
Min gennemgang af udstillingen starter helt bagest, hvor Maya Peitersen meget passende har installeret et Fordelermøbel – en avanceret Søkikkert med mange rør, rettet tilbage mod kollegernes nicher, så man kan forsøge et overblik. Dertil har hun en fin frithængende formation af glimtende stjerner, hvor en eventyrlig udforskning kan begynde i den Psykedeliske Vandskov, der danner ramme om Maya Peitersens performances.
Lars Heiberg, der er kendt for sine fortolkninger af hverdagens oversete oaser, viser ti computerkomponerede Søstykker – motiver af skibe med fortællinger. Heiberg har monteret dem på en tekstilt tapetseret baggrund i et repeterende mønsterformat, der leder tankerne hen på Fanø-kaklerne med de blå motiver af småskibe og tropeøer.
Af de ti ses et maleri med den mytiske titel Den anden side, som skildrer færgemandens perspektiv ved overgangen med den gule færge mellem Orø og Sjælland. Det vender vi tilbage til. På sidevæggene dukker der neonlysende maritime tatoveringer frem, designet af Martin Askholm, blandt andet Ankeret og Hjertet, som enhver nostalgisk sejler kan bryste sig af, måske sammen med et soltegn et andet sted på kroppen.

Mellem havnens søjler finder vi næste gæsteudstiller, Martine Myrup. Hun har bundet et af sine værker fast med reb omkring en søjle med udgangspunkt i rurer-krebsenes kalkhvide familieformationer, der typisk ses under overfladen på havnens pæle. På bunden – her er det gulvet – ses totemdyr, der bærer urner og minder i favnen. Minder siver der ligeledes frem af de fortællinger, som hendes genbrugte tekstiler rummer. Det er tid til at stoppe op og sanse livsfortællinger. Stykkevis erkender vi, som i titlens Flotsam & Jetsam, der i den nautiske terminologi dækker over det vraggods, vi møder eller selv skiller os af med, når storme raser.
Længere henne anes grafiske plancher af Jens Bohr. På afstand minder de om klassiske kobbertrykte søkort og om Scherfigske junglemotiver, men tæt på går motiverne på mærkelig vis i opløsning, som kigger du ned gennem vand. En ikke ubetinget charmerende effekt i værkerne. Hvad mon der er på færde, set med kunstnernes egne briller?
Kunsthistorien revisited
Maleren MatWay sætter meget bevidst sin egen kunstnertilværelse i relation til kunsthistoriens genkendelige koryfæer, mens han afsætter sine gyldne spor ganske konkret på lærredet. Her danner kunstneren det figurative motiv med sin særlige teknik, neograttage, der foregår hurtigt og spontant ved at skrabe og kradse både kontraster og former frem i den våde akrylfarve.
MatWays begyndelse som plein air-maler og sikkert også uddannelsen fra kunstakademiet i Hamburg kommer ham tydeligvis til gode, når han skildrer kunstneren, iklædt Caspar David Friedrichs svingende malerfrakke ved staffeliet mellem to kyster.

Historie er der også bag Anne Marie Plougs værk. Hun præsenterer fyrre skinnende Vulvae på rad og række med den sigende titel Langeliniepigerne – et værk, der ikke er til at komme udenom, og som oplyses af Søren Hüttels boksbidrag.

Hvad tager jeg med i sidste sekund
Claus Handgaard blev grebet af tanken om, hvad han ville vælge at tage med sig på sin bibelsk tømrede ark, hvis han i al hast skulle forlade Sodoma og Gomorra. Mens han tænkte, rumsterede Elvis Costello i baggrunden, og værkernes titler er hentet fra en LPs skæringer. Heldigvis har han valgt at tage nogle kunstnervenner med og familien, samt Marx og Engels.
– Dem kan der blive god brug for at samtale med under genopbygningen ved Syndflodens ende, mener kunstneren.

Jesper Aabille leverer isometriske madopskrifter, skabt lagvis på cyanblå grund – en populær farve med en lang historik, her i en typisk Aabille-sindrig anvendelse. Grundige referencer ligger også til grund for Martin Askholms uhøjtidelige Sailor Selfie med det svømmende blik. Under kasketten gemmer sig filmglimt og opdagelsesrejser på det gode skib Horisont. – Måske har den smilende sømand også spottet Merete Hansens Gul Danserinde på havnen Mexico – dejlig er hun i den pastost malede gyldne kjole.

Vi går i land med Linda Bjørnskovs Spero – Den østlige kaj I, et stemningsfyldt maleri af format, og når dermed kun at se en lille tredjedel af de udstillede værker. En udstilling af det omfang kræver mere end et enkelt besøg for at yde de medvirkendes indsats retfærdighed. I Thy og på Mors åbner i disse dage to Corner-aflæggere, udstillingerne Dobbelt Corner Vest hos de to kunstforeninger i Thisted og Nykøbing M. Der er således rig mulighed for at stifte bekendtskab med flere sider af Corners kunstnere i de kommende uger og måneder.
Tilbage // igen
Corner Udstillingen er efterhånden blevet en ældre dame på den danske kunstscene: godt 90 års levetid aftvinger en vis form for respekt. Omvendt er der også noget at leve op til for de medlemmer, der vover at gå planken ud – år efter år. Den anden side ved kunstnersammenslutninger med årlig udstilling er nemlig risikoen for repetition og halvgjorte viser. Her bliver den kollegiale samtale essentiel for hele projektet. Det kræver mod til at diskutere indbyrdes, men en frugtbar feedback kan opstå i tilliden mellem gammelkendte kolleger, og dertil byder gæsterne ind med nye øjne, nye udtryk, nye medier og materialer, flere i skulpturelt installatoriske værker, der får god plads i det lange rum. Lad endelig samtalen fortsætte – og nye begavede gæsteudstillere komme til.
PS. De enkelte værker kan studeres nærmere i CornerShoppen på hjemmesiden.
Langelinieskuret – Dahlerups Kælder
Langelinie Allé 10 – København
Frem til 30. august
Besøg også:
Corner Vest – Dobbeltudstilling 2026
Kunstforeningen Det Ny Kastet, Thisted
14. august – 26. september
Morsø Kunstforening af 1961, Nykøbing Mors
15. august – 4. oktober

