Fermat – Grafiske værker af Pernille Bejer

Af Christa Conradsen - 26. May 2023

Pernille Bejer, grafiker, har samlet nogle serier af sine grafiske værker fra 2019 – 2022 til en bog, som Ole Jul, kunsthistoriker, har skrevet tekster til, hvor han fortolker Pernilles værker i termer, som var de musikalske værker. Ole Jul har bl.a. i mange år været ansat på Museum Sønderjylland, Kunstmuseet Tønder.

Pernille Bejer er uddannet arkitekt på Arkitektskolen i Århus og er medlem af Billedkunstnernes Forbund og Danske Grafikere. Hun har eget værksted i Ballum ved Vadehavet, hvor hun også bor.

Om sig selv siger Pernille Bejer:” … Det er grafik, der er mit arbejdsfelt som kunstner gennem 20 år. Dybtryk nærmere bestemt, hvor farve/sværte arbejdes ned i ridsede eller ætsede fordybninger i en plade …” Nogle gange bruger hun også flere plader til et billede.

Baggrunden til Pernille Bejers værker er umiskendeligt vadehavet og kysten langs med det. Værkerne er abstrakte og mangfoldigt fyldt op med store og små elementer; hvert værk er en komposition af enten organiske mønstre eller afgrænsende flossede linjer, geometriske linjer eller utallige streger, der står hen over eller strømmer bag ved flade og langstrakte abstrakte motiver. Alt minder om hav, strand og bølgegang. Fascinerende er de mangesteds store sværme af tynde levende streger, der minder om græs i blæsten eller stimer af fisk i havene. Derved opstår bevægelse hen over ro – ofte med en vildskab, der så igen tæmmes ved en stram strukturering. Hun behersker mesterligt kunsten at fylde et billede op uden at ende i ”for meget”.

Stærke billeder, der ”dufter” af liv og giver berigende oplevelser for alle sanserne.

Ole Jul har fortolket værkerne fuldstændigt uafhængig af kunstneren. Han oplever billederne som klassisk musik. Citat fra hans præludium: ”Det drejer sig om at betragte et billede, der ikke er konkret, men abstrakt, og finde ind i det mentalt ukendte: Redskaberne dertil kan være musik … Hvorfor musik? Fordi … musik er usynlig og ikke håndgribelig, men alligevel i stand til at nå ned til vores sanseapparats dybder og der afsættes i abstrakt form.”

Teksterne er en enestående fortolkning af Pernille Bejers værker.

Jeg vil dog råde i første omgang kun at se og betragte billederne – frem for at læse teksten sammen med billederne – for at gå på opdagelse med sine egne sanser og finde sin egen fortolkning.
Men ellers spiller billeder og tekst stærkt op til hinanden – som to selvstændige melodier i et harmonisk samspil.

”Grafiske værker”, af Pernille Bejer
Titel: Fermat
Forlag Havgus, 2023
82 sider, 250 kr.
Kan købes via Pernille Bejer: pernille-bejer@hotmail.com

Samt hos udvalgte boghandler og på Museet Holmen, Løgumkloster.