Anita Houvenaeghel.

Nye maleriske overraskelser og fotografier

Af Pier Marie Andersen - 29. Mar 2023

Nye maleriske overraskelser og fotografier – Arte Museum & Gallery, Lildstrand udstiller i påsken nye malerier af den talentfulde og anerkendte kunstner Anita Houvenaeghel. Samtidig vises fotografier, hvor naturen er tolket af kunstneren gennem linsen, så der fremstår helt nye overraskende motiver.

Udstillingstitlen ”Hvilken verden” lægger op til en forundring og nysgerrighed. Bevæger vi os mod en ny verden? Er vi ude i himmelrummet? Eller er det en slags efterliv, hun viser? Måske indgår også gamle erindringer, som ligger i det ubevidste og dukker op i billeduniverserne. Der kan være så mange spørgsmål forbundet med de nye billeder. Noget af det, man bemærker er, at de er fuldstændig frie i det. Helt uden styring, men dog med en stor grad af professionalisme. Det er et ukendt sted, hun aldrig har betrådt før. Ligesom når hun går den samme tur, men hver gang med en oplevelse af en helt ny verden. Hun ser og sanser, er skarp i sin iagttagelse.

Motiverne er malet i et åndedrag, og Anita Houvenaeghel står fuldstændig koncentreret til henimod slut. Inden hun går i gang, overvejer hun holdningen i farverne. Når hun begynder at arbejde, er hun ikke bange for at miste grebet, selv om hun som noget nyt lader farverne flyde sammen og leve deres eget liv på lærredet. I hendes malerier finder man en gentagen rytme, forskellige farver og indtryk. Man drages af friheden i motiverne, af lyset og af stemningerne samt af det lyriske.

Anita Houvenaeghel har arbejdet som billedkunstner fra hun var 21 år. Ved hendes første barns fødsel skete der noget forunderligt. Hun blev modtagelig for en natur, som med et føltes så levende, stoflig og betydningsfuld. Hun begyndte at udtrykke naturoplevelserne i maleriet. Senere begyndte hun at arbejde med mere naivistiske billeder med glade farver og rum i billederne. Det var med disse billeder, hun gik gennem censuren. Hun debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1975.

Senere flyttede hun med nu to piger, Louise og Jeanette, til Jylland, hvor hun var i 40 år. Noget af det, vi kender hende allermest for, er hendes liv i Troldemosen, hvor hun omskabte et forfaldent hus, der næsten var en ruin, til et smukt hjem med to store atelierer og værksteder. Her boede hun i syv år, fra 2000-2007. Noget andet hun er kendt for er hendes 11 kirkeudsmykninger, og der er flere på vej.

Hun er nu igen flyttet tilbage til Sjælland – til Søllerød – hvor hun bruger stuen til atelier om vinteren. Det er her malerierne til udstillingen ”Hvilken verden” er blevet til. Samtidig har hun et stort atelier og lagerrum, der ligger i en gammel bondegård i den smukkeste fredede natur.

Anita Houvenaeghels udstilling ”Hvilken verden” viser kunst i særklasse. Malerierne er med helt nye stærke motiver. Her foregår noget helt særligt, noget vi aldrig har set før. Samtidig udmærker hun sig med en række særegne og smukt sete fotografier.

Arte Museum & Gallery
Krinkelkrogen 20
Lildstrand, Frøstrup
Frem til 30. april