Glaskunstner Peter Hermansson

Af Helle Jessen - 21. Mar 2022

Gallerie Montan i Bredgade præsenterer i April den svenske glaskunstner Peter Hermansson´s første soloudstilling i Danmark.

Da jeg første gang oplevede en af Peter Hermansson´s glasvaser tage form i glashytten på Holmegaard Værk, var det en oplevelse af de sjældne. I løbet af et par timer viste han og værkstedsleder Bjørn Friborg – med assistance fra en af hyttens glaspustere – hvordan man gennem teamwork kan frembringe en unik vase med rødder i graffitikunsten og referencer til det Kählerske formsprog. Håndværk og talent gik op i en højere enhed.

Vasen blev udført i Graal-teknik, og den er ikke for begyndere! Den fordrer, at håndværket bemestres til perfektion i alle faser.

I Danmark er Graal-teknikken ikke særlig kendt. Teknikken er opfundet på det svenske Orrefors Glasbruk i 1916. Den giver mulighed for, at der kan indarbejdes figurative motiver i glasemnet. Der arbejdes med flere lag farvet glas, hvorigennem der kan slibes og/eller graveres, så underliggende glaslag blotlægges. Lidt ligesom man kender det fra den keramiske teknik kaldet Sgrafitto. Der kan også pålægges farvet glas på emnet. Til sidst overtrækkes emnet med et glasklart lag, hvorefter det kan formgives gennem pustning og konstant slyngning.

Peter Hermansson fattede som ung grafittimaler interesse for Graal-teknikken. Han havde set Eva Englund´s glasarbejder og var blevet optaget af hendes måde at anvende den meget specielle teknik på.

Efter i en årrække at have koncentreret sig om maleriet, valgte han at gå hele vejen. Han ville lære glasmagerhåndværket fra bunden,

Peter Hermansson besluttede at uddanne sig som glasdesigner ved Riksglasskolan, Orrefors. Det lykkedes ham at få det arrangeret sådan, at han under uddannelsen kunne arbejde gratis som glaspuster mod at få såkaldt blæsetid hos den kendte mesterblæser Micke Johansson, som den gang arbejdede på Pukeberg Glasbruk. Hvilket betød, at Micke Johansson blæste for Peter Hermansson

Det blev starten på en rejse, som førte kunstneren ud på en ekspedition, hvor de specielle teknikker Graal og Ariel´s utrolige potentiale er blevet grundigt undersøgt. Sammen med Bjørn Friborg og Micke Johansson har han udforsket teknikken, udviklet nye arbejdstrin, flyttet de tekniske grænser og derved taget Graal- og Arielteknikken til et nyt niveau.

Et er til husbehov at kunne gennemskue teknikken. Noget helt andet er at kunne bruge den kunstnerisk. At holde styr på farverne i de mange lag samt at tage højde for, at figurerne ændres, når emnet – gennem pustningen – udvides fordrer et godt overblik, teknisk kunnen og ikke mindst kreativt overskud.

Sikkert er det, at også de kalkulerede forvrængninger bibringer det figurative et udtryk, der fint lægger sig op ad grafitti. På den måde er det lykkedes Peter Hermansson at forene sin oprindelige passion for grafittimaleriet med sin nu opnåede suveræne bemestring af glasmagerhåndværket – og ikke mindst Graal-teknikken.

Mange designprocesser er i dag løsrevet fra håndværket. Designeren har ikke altid selv en håndværksfaglig baggrund, men designer ofte formen på papir uden at kende det materiale, – som designet skal udføres i – til bunds.

Peter Hermanssons værker viser, at det netop er i mødet mellem den håndværksfaglige bemestring og den kunstneriske intention, at der kan opstå helt uforudsigelige udtryk, som fører værket til nye højder.

Galleri Montan
Bredgade 10
1260 København K

1. april – 23. april

Mandag – fredag 11 – 17
Lørdag 11 – 15