Af Lisbeth Tolstrup - 23. Mar 2019

For knapt 25 år siden erhvervede Louisiana et videoværk af Pipilotti Rist. Siden har flere enkeltværker været vist i forskellig sammenhæng, men lige nu Rist aktuel med en omfattende separatudstilling ”Open My Glade” / ”Åbn min lysning”, der ganske enkelt brager igennem til alle sanser. Et festligt, farverigt og tankevækkende visuelt projekt

Et stort rum er på det nærmeste mørkelagt. I loftet er installeret to store, organisk formede skærme, hvorpå der projiceres videoer – som optaget under vand – og vist i en gengivelse, der efterlader beskuerne med en oplevelse af at ligge under vandoverfladen i en sø eller en flod en varm sommerdag. Gulvet er dækket af bløde tæpper, skåret i organiske formationer som videoskærmene og forsynet med forskellige typer af senge, stillet op på kryds og tværs. Der er madrasser i alle senge og publikum inviteres til at tage skoene af og lægge sig ned for at kunne fuldende oplevelsen. En oplevelse, der suppleres af et særligt lydspor, hvor sætningen ”When I was a child” går igen flere gange.

Ved mit besøg på Louisiana er en lille lyshåret dreng tilfældigt på besøg medbringende en hæklet abe og en sut fastgjort i en klemsnor. Han har taget skoene af – ligesom far og mor – men er ikke specielt interesseret i at ligge i en seng eller at se de flimrende formationer i loftet. I stedet placerer han omhyggelig sit sovedyr og sutten på en pude i en af sengene, hvorefter han tager en turbotur rundt på det bløde gulvtæppe.

Denne dobbelthed mellem det umiddelbart registrerbare, det sanselig og de mange betydningslag i en enkelt af Pipilotti Rist’ installationer (”4th Floor to Mildness”, 2016) kan ses som et billede på de niveauer, der konstant udfordrer beskueren uanset forudsætninger. Undervejs er der klare referencer til hjemmet som rammesættende omdrejningspunkt, og kroppen som en organisk mekanisme, med egne udsondringer og uomgængelige forfald. Alene titlen ”Open My Glade”, der både kan referere til en lysning i en skov eller et krat, men også til de åbninger, der findes i den menneskelige krop – og alle andre kroppe for den sags skyld – udfordrer nysgerrigheden. Er der tale om en skjult dagsorden? Er der noget bestemt, Pipilotti Rist gerne vil fortælle os? Eller har hun i sit samlede værk en tilgang, der er åben for fortolkning – uanset hvilke forudsætninger, man kommer med?

Bagom Pipilotti Rist

Pipilotti Rist er født i 1962 i Schweiz, hvor hun fortsat bor og arbejder. Oprindeligt hed hun Elizabeth Rist og blev kaldt Lotti – i 1982 udvidet til Pipilotti inspireret af Astrid Lindgrens rebelske figur Pippi Langstrømpe. Efter en ud-dannelse i grafisk design producerede hun den humoristiske video ”I’m Not the Girl Who Misses Much” (1986) og anslog allerede i den en dobbelthed af betydninger, der siden har fulgt hendes kunstnerisk. Næsten ikonisk blev værket ”Ever Is Over All” (1997), hvor en tilsyneladende glad unge kvinde kommer dansende frem ad et fortov med en kunstig blomst, der viser sig at være et slagkraftigt værktøj, med hvilket hun smadrer bilruder i parkerede biler. Af flere opfattet som en direkte inspiration til dele af Beyoncés musikvideo ”Hold Up” (2016).

Begge videoer er med på Louisiana, hvor udstillingsarkitekt Brian Lottenburger har præsteret et fornemt koncept, på en gang er sammenhængende og med et utal af detaljer, der afbalancerer inddragelsen af artefakter, lyssætning og den svære disciplin at vise videoer som en dynamisk del af udstillingen. Det har ikke været helt nemt og fortjener en håndfuld stjerner, hvis vi ellers gav os af med at uddele den slags.

I en indledende artikel i kataloget skriver Pipilotti Rist, som ”Hunden ππlotti Ristorante”, at ”Udstillinger er ritualer, der opfinder spilleregler og udstyrer dagliglivet med nye undertekster. Vi binder vores sko, forlader vores private bolig, tager toget, cyklen eller en rullende blikdåse og bevæger os til museet. Kunstnerne og museumsfamilien stiller en scene til rådighed, og de modtagelige gæster giver den liv med alle deres sanser”. I den fortsatte forholden sig til museet som begreb og institution skriver hun at ”Museet er en politisk og åndelig inspirations- og helbredelsesanstalt”, ”en fælles lejlighed” og ”en skole for æstetisk dannelse”.

Med disse tilsyneladende enkle greb åbnes for en særlig bredde, en spontan lystvandring gennem de rum – indre som ydre – der her er skabt som ramme om en udstilling, der spiller på mange strenge. Vi omfavnes og udfordres – uanset om vi lader os synke ned foran den dobbelte projektion af ”Mercy Garden Retour” (2014) eller den næsten vulgære video, ”Open My Glade” (2000-2017), der har lagt navn til udstillingen. Her ses en voldsomt sminket Pipilotti Rist trykkende sine læber og hænder mod en glasplade, hvorigennem der filmes, så genkendeligheden svinder ind til en grotesk erotisk maske.

Som tilskuer til og deltager i Pipilottis installationer kan man lade sig forføre og drive med. Uden at tænke i referencer eller erindringer, men bare være med og sanse som den lille dreng med den hæklede abe. Men spørgsmålet er, om det er muligt, fordi der i hver enkelt sekvens, hver enkelt installation er så mange lag og referencer, at alle sanser bringes i spil. Nogle er klart orkestreret og antydet af Pipilotti Rist selv, andre opstår på den indre nethinde, efterhånden som de enkelte visioner materialiserer sig.

”Åbn min lysning / Open My Glade” med værker af Pipilotti Rist kan ses på Louisiana i Humlebæk frem til 23. juni 2019. Der er til udstillingen udgivet et katalog i form af en Louisiana Revy med referencer til en app, der kan gengive udvalgte værker.

Louisiana
Gl Strandvej 13, Humlebæk
Frem til 23. juni

Artikel fra: Nr. 03 / 2019 – Marts / April