Kunstavisens udsendte mødte den kurdisk-tyrkiske kunstner Halil Altindere, som er inviteret til Danmark med to værker – det ene et fotobillboard, som kan opleves på Københavns Hovedbanegård, spor 11, hvorfra S-togslinje E kører til Køge. Og det andet er videoværket Homeland, som vises på selve udstillingen TRANSIT på KØS – Museet for kunst i det offentlige rum. Kunstneren Halil Altindere er internationalt anerkendt for sine værker, som sætter fokus på flygtninge og migrantsituationen. Allerede kort efter han dimitterede fra sin akademiske kunstuddannelse blev han i 1997 inviteret på Venedig Biennalen, og derfra gik turen over Sao Paolo til Berlin og London. MoMa Museum of Modern Art i New York har lige købt videoværket Homeland. Foreløbig behøver du nu kun at tage turen mellem København og Køge.
Halil Altinderes billboard med titlen Köfte Airlines viser et fly, der letter med taget fyldt af mennesker, som vi genkender det fra orientens passagertog, eller som vi også alt for ofte ser det i overfyldte gummibåde på Middelhavet. Motivet kan ikke undgå at røre noget i os, medfølelse og bekymring på samme tid.
”Jeg kommer med fred” – råber robotten Buzz Lightyear, som i animationsfilmen Toy Story dumper ned i børneværelset og skaber ufred og ravage blandt legetøjets faste indbyggere. Hvorfor denne reference?
– Jo, jeg tror ikke, at ret mange migranter og flygtninge gør sig begreb om, hvor de lander, og hvad det medfører, når de løber over hals og hoved fra krigens rædsler afsted til en tryg destination, hvor der er FRIHED, DEMOKRATI, YTRINGSFRIHED og gode muligheder for at give børnene en ordentlig opvækst og uddannelse. De kender ikke nødvendigvis ret meget mere end de fem forventninger til deres destination.
Frejas sal
Men i den anden ende af rejsen, der bor der jo nogen i forvejen. Vi danere plejer at se os selv som humanister, der gerne står med en fremstrakt hånd, når nogen er i nød. Men, når der kommer myriader, og der tales sprog som slet ikke lyder som de europæiske, nordiske, ja måske er flokken endda temmelig urolig og højtråbende? Så synker hånden ned langs siden, og smilet glider over i andre grimasser.
Især, når den ankommende ikke selv ønsker at give hånd! Men måske ønsker at være adskilt fra os her med et tørklæde.
– Jeg kommer uden våben, er den ældgamle, symbolske betydning bag håndtrykket.
– Og her behandler vi hinanden ligeværdigt og de svage ordentligt, så kvinden er ikke nødt til at pakke sig ind for at skærme sig for uartige blikke og henvendelser, som var hun et bytte, en vare, og en del af klanens avlsprogram.
Forskellene er til at tage at føle på. Men, ingen af os er herrer over, hvor vi er født, eller hvad vi har fået givet af forfædrene som grundlæggende antagelser. Vi står til gengæld til ansvar for, hvor vi har vores værdier og hvordan vi handler på dem. Altså også i forhold til, hvordan vi omgås i det offentlige rum.
Du skal elske din næste som dig selv
Der er enorme forskelle på de kollektive kulturers familiebånd og ære, og på retorikken i kulturen, sat overfor den selvstændige og individuelt frie borger, der taler sandt, og som enkeltperson står inde for, hvad han/hun gør, siger og må. Der er en kæmpestor forskel på at skulle frygte myndighedspersoner, uniformer, autoriteter og så at samarbejde med de samme i ligeværd, ret og pligt. Uanset om det er personer i de nære relationer eller i offentligt regi. Der er trygheden til forskel – og menneskesynet.
Vi må erkende, at viljen og hensigterne i den enkelte tæller, når menneskestrømme skal flettes sammen, som følge af krig og ufred i folkerige dele af verden. Det gælder om at udveksle viden og få indsigt, om at give tegn undervejs, og om at få trafikstrømmene til at glide i denne nye bølge af folkevandring.
Homeland
– Eller gør det? For, hvad kæmper vi for? Jeg mødte den kurdisk-tyrkiske kunstner Halil Altindere ved ankomsten til udstillingen TRANSIT på KØS Museet for kunst i det offentlige rum, og så det andet værk, videoen Homeland.
Begge værker har migrantens vanskelige vej og drømme og håb som omdrejningspunkt. Videoværket Homeland viser indledningsvis, hvordan en gruppe yogaturister på en badebro pludselig konfronteres med en gruppe flygtninge, som gør klar med redningsveste til at begive sig ud over det smukke, blå Middelhav, nærmest fra den samme badebro. Derfra følger man flygtningenes strabadser på Balkanruten op gennem Europa med Berlins aflagte Tempelhof som trøstesløs og desillusionerende endestation.
Lydsporet udføres af rapperen Mohammad Abu Hajar, som sætter ordkraft på scenerierne, der dels bygger på dokumentarisk materiale og dels på genindspillede sekvenser. De optrædende er her en gruppe af migranter, som fik mulighed for at medvirke, og som også optræder på den nævnte billboard. Vi lades ikke i tvivl om flygtningenes strabadser, som Mohammad Abu Hajar beskriver, og som videobillederne viser.
Köfte Airlines på Spor 11
På billboard billedet af Köfte Airlines flokkes unge mennesker forventningsfuldt på taget af flyet.
– Jeg spørger, hvor meget de flygtende egentlig ved om de samfund, de rejser til, og Halil Altindere giver som svar de fem forhåbninger, jeg nævnte ovenfor – Frihed, Demokrati, Ytringsfrihed, tryghed og god uddannelse til børnene, og trækker lidt på skuldrene. Jeg er ikke overrasket, for jeg har før oplevet det samme svar.
– Jeg spørger, om han er bekendt med, at der er indført en ny lov i Danmark, som forbyder maskering, også kaldet burkaforbuddet?
Halil Altindere har ikke hørt om det, men vil læse nærmere om det. Jeg fortæller, at det faktisk bryder med nogle af vore grundlæggende principper, og at det er vedtaget med stor ulyst, for vi ønsker ikke at gribe så meget ind i, hvordan den enkelte går klædt. Og at sætte regler op for en fysisk håndtrykshilsen giver os også en dårlig smag i munden.
– Han kan nu godt forstå, at vi gerne vil se, hvem vi har overfor os, og han mimer forstående en undvigende person, som ikke ønsker at give hånd til hilsen. Med et undvigende smil, for han kan godt se dilemmaet mellem de traditioner, man kommer med, og det nye, man møder.
Halil Altindere kan ikke nødvendigvis vide, hvor meget og hvor lidt migranterne ved om det land, de rejser hen til. Han henviser, dels til fortællingen af rapperen Mohammad Abu Hajar, og dels til de bagmænd, der står bag at instruere og at sende flygtningene af sted. Det handler meget om penge, indrømmer han, for nogle af redningsvestene er kun attrapper, har det vist sig.
I Danmark er jeg født
Halil Altindere citerer et tyrkisk ordsprog: Det er ikke hvor du er født, men hvor du spiser, som bestemmer, hvor dit hjem er, siger kunstneren. Jeg nikker, og forstår, at det helt basalt handler om adgangen til kilden, til pladsen i oasen, hvor nomader kommer og går.
Vi taler lidt om forfatteren bag bogen Nomaden, somalisk fødte Ayaan Hirsi Ali, som nu er bosat i USA, og som med sine bøger har åbnet vestens øjne for nye indsigter i de kollektive klankulturer. Hun fortæller, hvordan der er en masse strid om klanernes indbyrdes rang og status. Det forklarer, hvorfor der er så stor skepsis overfor mennesker, flygtningene møder, hvor de kommer frem, men også i forhold til deres egne landsmænd.
Halil Altindere får lidt mere information om forfatteren, som i sin tid skrev manus til filmen Submission.
– Jeg spørger Halil Altindere, om han får plads til at afspejle synsvinkler og problematikker hos den anden side, modtagerlandet, i sit næste projekt? Han har dog planer om at studere indenrigs dilemmaer, bl.a. den gamle ottomanske historie, de tyrkiske forfædre. Han har selv kurdisk baggrund, så der er noget at sætte sig ind i.
Som bonusinfo får han at vide, at vi i København har en fin samling islamisk kunst på Davids Samling i Kronprinsessegade. Den vil han forsøge at nå, inden turen går tilbage til menneskemylderet i Istanbul. Der bor godt 4 mio. mennesker nu. Det er svært at være der. Når man ser billederne fra det udbombede Aleppo, så forstår man godt, at alle transportmidler tages i brug for at bringe sig selv og familien i sikkerhed andetsteds.
Foran os står et stort arbejde med at dele viden og kultur, at opbygge mellemmenneskelig respekt og tillid, og at lære at omgås hinanden i en tid med folkevandringer. TRANSIT – projektet er en dør til gensidig forståelse. 17. november udkommer en særavis i samarbejde med dagbladet Information og til foråret afleveres et postdoc projekt. Følg med på itransit.dk, hvor du kan læse mere om udstillingens danske og internationale bidrag. KØS projektet får fire stjerner.
København H – Køge
KØS, Nørregade 29, 4600 Køge
Frem til 10. februar 2019
