Det første indtryk af udstillingen er lidt specielt. Et orange gulvtæppe bredder sig ud og på det står nogle sorte skulpturer. Til højre et orange podie med nogle mindre sorte skulpturer. Samspillet mellem gulv og skulpturer er overraskende velfungerende, faktisk får det skulpturerne til at stå klarere i rummet, og man fornemmer tydeligere linjernes spil i den enkelte skulptur.
Mellem masse og tomrum
Bjørn Poulsen fortæller selv arbejdet med de nye skulpturer: ”Det begynder i midten. Linje føjer sig linje. Krumme linjer, lige linjer. De danner hvirvler, eksplosioner, implosioner, det regner gennem dem, gennem husene, gennem kroppene. Et netværk af forbindelser som vokser, ekspanderer. Indefra og ud. Lag på lag. Fra kernen og ud i rummet… Nu kan jeg se ind i kernen. Massen er ikke hermetisk. Den består af linjer, og mellem linjerne er der tomrum ….. Det er kun mængden af linjer, der skaber massen. Mængden skaber massen, men opløser linjen. …”
Historisk linje mod massen
Det var i 1915, at en russiske kunstner på gennemrejse i Danmark midlertidigt var endt i Norge, hvor han eksperimenterede med netop at opløse massen i skulpturen. Naum Gabo (1890-1977) var sammen med sin bror Antoine Pevser en aktiv del af den russiske avantgarde, der også omfattede Malevitch. I 1920 formulerede brødrene ”Det Realistiske Manifest”, der lagde grunden til et dybtgående opgøre med den klassiske skulptur, der først og fremmest hvilede i sin massive masse af sten eller bronze. Nu skulle skulpturen frigives, og hos Gabo blev det til en række ’Linear Constructions’ hvor et sæt af linjer så at sige skulle skabe eller holde sammen på det tomme rums masse i skulpturen. Gabos nytolkning satte sig langtrækkende spor hos en Calder eller Barbara Hepworth og hos mange andre gennem tiden.
Den komplekse tomhed
Det er denne tradition, Bjørn Poulsen bruger i sit nye skulpturprojekt, hvor han igen og igen vender og drejer stålets linjer i alle retninger og lader formen vokser ud af det indres enkelhed. Eksperimentet ender i en kompleks masse af linjer, der nu er formen omkring den reelle tomhed, der var udgangspunktet og som stadig gemmer sig et eller andet sted inden for linjernes verden. De sorte linjernes vriden og venden sig gør det umuligt at følge linjens vej gennem fletværket, hvorved skulpturen opstår som et monument, hvor ”ingen linjer ender blindt”.
Bjørn Poulsen har gennem årene igen og igen eksperimenteret med skulpturens form, dens materialer og dens indre betydning/hvilen i sig selv, hvilket gør ham til en af de vigtigste fornyere af skulpturen som medie i vores egen verden.
Galerie MøllerWitt
Christiansgade 18, Aarhus
Frem til 20. april
