Er en film, der viser en skulptur, en skulptur i sig selv? En del spørgsmål melder sig efter et besøg på den aktuelle udstilling i galleriet Skulpturi i København
Af Lars Pryds
pryds@mac.com
Det lille kunstnerdrevne udstillingssted har siden 2007 vist udstillinger under et bredt skulpturbegreb. Denne gang har Skulpturi ladet kurator Tommy Støckel udvælge fem internationale kunstnere, der har eksperimenteret med filmmediet. Han understreger, at udgangspunktet for de fem er arbejdet med skulpturelle udtryk, og at filmene tager afsæt i objekter og/eller rumlighed. At værkerne skulle være “i oplagt dialog med skulpturers sædvanlige præsentationsform”, blot fordi monitorerne er placeret på sokler, virker en smule søgt. Forhåbentlig er disse forbehold mest en slags undskyldning for at vise værkerne netop i dette galleri – men meld da bare rent ud: her handler det om god gammeldags videokunst.
Fire værker er i både udtryk og udførelse utroligt enkle: Olivia Seiling fra Tyskland har filmet en hånd, der kommer op af gulvet i en model af udstillingslokalet; danske Henriette Heise viser “Tv-video” fra 1997, hvori smådele til et gammelt fjernsyn tilsyneladende bliver samlet til et helt apparat – i virkeligheden er det en optagelse af det modsatte, blot vist baglæns. Haris Epaminonda fra Cypern har helt tæt på filmet dagligdags objekter i bevægelse, og derefter spejlet dem over midten af billedfeltet, så virkningen bliver kalejdoskopisk. De langsomme stoflige bevægelser er både fascinerende og frastødende – dobbeltheden gør at man dels forsøger at gætte, hvad det helt konkret er man ser, dels danner egne associationer ud fra de abstrakte billeder der opstår. Svenske Sofia Hulténs værk er todelt: på ét skærmbillede ser vi kunstneren stående ubevægelig foran forskellige store sten, mens en skærm ved siden af viser tekster, der synes taget fra en instruktionsbog, der beskriver en måde at flytte stenene ved tankens kraft.
Mest gennemtænkt – men også super enkel i sin idé – er tyske Mark Formaneks “Standard Time” fra 2008. Filmen er dokumentation af en performance, hvor tallene på et “digital-ur”, konstrueret af 2 meter lange brædder, gennem et døgn skiftes, så de viser det aktuelle minut-tal. I alt 70 medhjælpere muliggjorde Formaneks projekt, der blev filmet fra midnat til midnat. Resultatet er en 24 timer lang film, eller rettere et ur, der også er omsat til en dvd-version, man kan købe og installere på sin computer som et rigtigt ur. I galleriet vises uret på en lille skærm, og er naturligt nok sat til at vise den aktuelle tid, hvilket desværre betyder, at man ikke får de mørke timer at se. En ophængning (som i den viste illustration) i galleriet af fx ni skærme, indstillet til forskelligt starttidspunkt, ville have præsenteret det ambitiøse og veludførte værk langt mere loyalt og ville have givet udstillingen et løft i retning af at vise, hvordan filmmediet også kan bruges som installation. Måske ville det oven i købet kunne blive helt skulpturelt.
Frem til den 4. september
