Fremragende retrospektiv

18. Aug 2011

Og udstillingen handler allermest om menneskets opfattelse af egne og af fælles livsværdier

Af Lars Lisberg

For Kunstmuseet i Tønder er det en væsentlig del af det museale arbejds- og ansvars-område at belyse nordisk kunst og kunstnere i det 20. og i det 21. århundrede.
Og en af de danske kunstnere, vi i særlig grad sætter i forbindelse med tonerne og trådene i det nordiske maleri , er maleren Kehnet Nielsen. Han har længe været indskrevet som en meget betydelig dansk kunstner på den nordiske kunstscene på linje med den fremtrædende plads han indtager i samtidskunsten. I udstillingen "Kehnet Nielsen; ,,Painting out of Time 1980-2011" er vi i et Kehnet Nielsen-univers fra før han deltog i den i dag så navnkundige udstilling "Kniven på hovedet" i 1982 på Trane-gaarden i Gentofte.

Sanselig intensitet og skønhed

Tønder Kunstmuseum har rum og er rum til Kehnet Nielsen-værkerne. De klangfulde og massive malerier bølger ud i rummene med og af intensitet og tæt stof.
Her er konkrete modstillinger af det massive og af det æteriske, og sort og gråbrunt driver som fugt ned over billedfladen. Det kan næppe blive strammere!- og det leder da også tankerne hen på nogle af Kehnet Nielsens meget formfaste digte.

Jeg har læst i kataloget "Some places" fra 1995, i de billedtætte og melankolske prosadigt, hvor stof hentet fra kunstnerbiografier og fra litteraturen får teksterne til at stå sansetunge og dirrende.
Kehnet Nielsen forstærker de budskaber i malerierne. De er fyldt med uhåndgribelige stemninger og toner: Inde-stængt og underspillet drama, melankoliske beretninger, af-dæmpede fortællinger og vældige paradokser.

Prægtig bogkunst
Et ypperligt monografisk bogværk med samme titel som udstillingen understøtter hele Kehnet Nielsen-præsentationen på Kunstmuseet i Tønder.
Det er en fremragende og en smuk bog, som vil kunne leve sit eget liv, også når udstillingen ikke er mere, for bogen er gjort af det stof, ædle kunstformidlere bruger og lever i: Sproglig kompe-tence, indlevelse i stoffet, glæden ved at viderebringe viden og indsigt på et smukt og levende dansk. Sådan er bogen! 300 sider, og prisen er 299 kroner.

Livtag med kunsten
Kunstmuseet i Tønder har med udstillingen "Kehnet Nielsen: Painting out of Time 1980-2011" skabt et levende og et klogt retrospektivt billede af kunstneren og mennesket Kehnet Nielsen. Jeg skal anbefale udstillingen meget varmt, for den er så fyldt med værker, der giver et fortættet indblik i Kehnet Nielsens livtag med kunsten gennem 30 år, billeder, der beretter om hans mellemværende med maleriets liv og hans fascination af de store formater og den kraft, der gløder i dem og i de klassiske traditioner.

Kunstmuseet i Tønder
Kongevej 51, Tønder
Frem til den 2. oktober
Artikel fra: Nr. 07 / 2011 – August / sept.