Af Lars Svanholm
På en måde kan man vel betegne Midtjylland som ”Cobra-land”? I Silkeborg finder man museet, der huser Cobras måske mest betydningsfulde kunstner, Asger Jorns, gigantiske samling.
I Herning befinder Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum sig, og her holder man – som i Silkeborg – flittigt ånden fra den kortvarige sammenslutning i live.
Den modvillige og vigtige
Om Svavar Guðnason udtalte netop Asger Jorn engang, at han var Cobras mest ”modvillige medlem” – men samtidigt et af de vigtigste, og det er en del af Svavar Guðnasons livsværk man nu kan se i Herning.
Hvis man i korte vendinger skal skildre Svavar Guðnasons kunstneriske løbebane, kan man groft fortalt beskrive et forløb, der finder sit afsæt i et klassisk modernistisk snit og, via det stærkt fabulerende formsprog, som kendetegnede Cobra, ender i et langt strammere og geometrisk rodfæstet udtryk.
Primært finder man på udstillingen de velkendte abstrakt-eks-pressive værker, som vel de fleste forbinder med Guðnason, men disse suppleres med andre og langt mindre kendte malerier fra samlinger på Island.
Miljøet uden for akademierne
Tidsproportionelt præsenteres man for et mindre antal arbejder med regulære landskaber som tema. Disse fremstår ofte udaterede; men er typisk ungdomsværker fra slutningen i 20’erne og begyndelsen af 30’erne. Man følger kronologisk kunstnerens vej til de løsere kompositioner og de langt mere abstrakte værker.
Svavar Guðnason levede fra 1909 til 1988, og som islænding kunne han på lige fod med sine danske kollegaer søge ind på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvilket han gjorde. Han blev optaget, men opgav sine studier efter et år. Han rejser til Paris og lader sig indskrive på Fernand Légers malerskole. Allerede efter et par uger hos Léger finder han dog ud af, at der findes et frugtbart og inspirerende miljø uden for det akademiske, og han opgiver Légers skole.
Han vender tilbage til Danmark midt i 30’erne og bliver en del af miljøet omkring Høst-udstillingen, som senere sidst i 40’erne danner grundlag for Cobra.
En stille protest
Senere udvikler Guðnason sin egen version af det geometrisk-abstrakte maleri. Udtrykket ligger milevidt fra, hvad man forbinder med Cobra – og muligvis ligger der en stille protest i dette trinvise stilskifte. Guðnason havde sine problemer med en kunstner som f.eks. Asger Jorn og dennes næsten demagogiske magt over kollegaerne.
I de senere år vender Svavar Guðnason i perioder tilbage til landskabet som motiv; men nu i en helt anden og langt mere konceptuel form, end man så det i de tidlige år.
Blandt andet findes der på den aktuelle udstilling i Herning et maleri af et vandspejl, og dette billede rummer næsten karakterer hen i mod en maler, der skulle præge kunstscenen mange år senere, nemlig tyske Gerhard Richter. Ofte oplever man Guðnason i denne periode som stående ved et vadested, hvor der skal tages beslutninger om, hvor hans motivkreds skal ende og om, hvordan værkerne kan udføres.
Til tider ender disse eksperimenter i nogle rodede og kaotiske billeder, men disse er med til at føje en dimension til fortællingen om den islandske maler, og dén er vedkommende og interessant.
Else Alfelts Museum
Birk Centerpark 1, Herning
Frem til den 7. april
