Af Arne Bremmelgaard
bremmelgaard@gmail.com
Der er god grund til at sætte fokus på de kvindelige danske billedkunstnere fra de seneste par hundrede år, idet de afspejler en periode med en udvikling af det danske samfund, hvor ligeret i både familie og samfund vandt frem skridt for skridt. I kunsthistorisk kontekst er det i dag almindeligt at foretage en billedanalyse ud fra et feministisk perspektiv. Den aktuelle ”fejring” af kvindelige danske kunstmalere gennem de seneste 200 år er en præsentation af 30 betydelige kunstnere fra Guldalderen til i dag. Vejen til kunstnergerningen var alt andet end let i starten. Kvinder var forment adgang til uddannelse på Kunstakademiet, og først i 1800 tallets sidste halvdel fremkom skoler specielt for kvindelige billedkunstnere. Kunstnerpro-fessionen med uddannelse, rejser m.v. passede ikke godt ind i ægteskab og familieliv.
Nationalromantiske kunstnere
Guldalderens og Senguldalderens kvindelige billedkunstnere arbejdede ofte med det ikke særligt præstigefyldte blomstermaleri. Christine Løwmand, ”Blomsterstykke” 1841, repræsenterer fint genren. Den tekniske kvalitet er høj, og nationale symboler og memento mori fremstilles i pagt med tiden. Elisabeth Jerichau-Baumann født i Polen agerede internationalt og var af internationalt format. Det historisk inspirerede værk ”En såret dansk kriger” er et akademisk, realistisk fortællende genremaleri, der gengiver samtidens fokus på nationale værdier. Jeri-chau-Baumann bruger ofte den sunde frembrusende kvindeskikkelse med attributter til allegoriske landeskildringer bl.a. i ”Britannia.
Realister og naturalister
Fra omkring 1850 blev kvindekønnet for alvor sat på dagsordenen. Bertha Wegmann var lige som Jerichau-Baumann internationalt uddannet og orienteret. I ”Model-studie” 1879-82 ses at hun mestrede portrætmaleriet med en levende, dynamisk karaktergengivelse, en rigdom i lys/skygge virkninger og koloristisk detaljerigdom. Pauline Thomsen koncentrerede sig fortrinsvis om landskabsmaleriet, og blev her inspireret af Vilhelm Kyhns senromantiske landskaber, og betitlede ligesom han et billede ”Sommerens farvel til efteråret”. Billedet giver en impressionistisk øjebliksoplevelse. Agnes Lund og Anne Marie Carl Nielsen var studiekammerater og beskæftigede sig begge med skulptur af dyr. Kunstnerne interesserede sig for dyrenes anatomi – ofte i ekstreme positurer.
Anna Ancher vises med ”Ung pige, der plukker en svane” ca. 1900. Det er en gengivelse af et hverdagsmotiv uden noget ekstraordinært indhold, men billedgengivelsen er unik i lys, farve og stoflighed, og bringer hollandsk renæssance maleri i erindring. Agnes Slott-Møller er eksponent for et stiliseret symbolistisk formsprog og hun fandt ofte sine temaer i folkeviser og historiske hændelser eller sagn. Hun var ikke folkelig, snarere aristokratisk i sin kunst.
Modernismen
I 1900 tallets første halvdel fremkommer mange betydelige kvindelige billedkunstnere. Der vises værker af bl.a. Christine Swane, Franciska Clausen og Rita Kern-Larsen. Det er en rejse gennem kubisme, konstruktivisme og surrealisme og er en spejling af tidens betydende avantgadistiske kunstretninger. I Rita Kern-Larsens ”Kvindernes oprør udtrykkes en tydelig feministisk symbolik, hvori der kan fortolkes kønskamp, livgivende kvindelighed og selvstændiggørelse.
Ungdomsoprør, kvindefrigørelse og kønsidentitet
Fra 70’erne fremkommer markante politiske og feministiske positioner i kunsten i lighed med det øvrige samfund, men efterhånden bliver synet på kønnet mere nuanceret. Udstillingen viser værker af bl.a. Ursula Reuter Christiansen, Kirsten Justesen, Lene Adler Petersen, Jytte Rex, Nina Saunders, Marianne Jørgensen, og illibeth Cuenca Rasmussen. Medierne er maleri, tryk, keramik, kollage, broderi, skulptur og video
Udstillingen er en fornem præsentation af væsentlige kvindelige kunstnere i perioden og den byder på er et kært gensyn med velkendte værker, men også en mulighed for fordybelse og analyse af det nye.
Rønnebæksholm 1, Næstved
Frem til 6. oktober
