NEW YORK NEW YORK

10. Dec 2014

Af Brynhild Bøtker Eriksen
brynhilderiksen@hotmail.com

Udsprunget fra den merkantile verden
Viborg Kunsthal ligger smukt ned til Søndersø i Viborg og viser frem til den 1. februar den ganske særlige og smukt kuraterede fotoudstilling, New York, New York, skabt i et samarbejde mellem Viborg Kunsthal og cand. mag. og studieleder på Medie-skolerne i Viborg, Gunner Byskov.
5 danske fotografer, bosat i New York, byder på stor spændvidde i forhold til deres udstillede motivverden, men det lader sig ikke fornægte, at de har udspring i den merkantile verden, og tilmed har 4 ud af de 5 fotografer en dansk erhvervs-uddannelse med sig i bagagen.

Motiverne spænder bredt
Udstillingens motiver spænder bredt. Fra Torkil Gudnasons farvestrålende surrealistiske modefotografier til Jens Honorés stemningsfyldte fotografier af mennesker fra Amerikas nederste sociale lag. Men også Anne Nicolajsens sort/hvide værker af smukke kvindeansigter og Peter Funchs fascinerende øjebliksbilleder fra sprængningen af den nedslidte Amelia Earhardt Brid-ge præsenteres på udstillingen.
Dertil kommer Kenneth Wil-lardts fotos af en kendt nøgenmodel, bizart omgivet af forskellige dyr. Fotos, som skiller sig ud på en særlig måde, idet de 5 udstillede er fra hans første udstilling som kunstfotograf, hvor han under titlen ”Size Does Matter”, har fotograferet en plus-size topmodel nøgen sammen med en række forskellige dyr. Om det er lykkedes ham, som teksten til han fotos påberåber sig, med humor at udforske begreberne kvindelighed, magt og natur, skal jeg lade være usagt. På mig virker hans fotos noget kunstige, nærmest celluloidagtige.

Motivisk bred spændvidde
Fotograferne bevæger sig mellem kategorierne reportage, dokumentar og reklame og modefotografi og hælder måske en smule over mod kunstfotografiet uden dog helt at forlade de andre områder. De forskellige genrer låner fra hinanden, og fotograferne benytter sig af netop dét fotografiske udtryk, der passer bedst i situationen til at udtrykke meninger, fortælle historier eller eksperimentere. Ikke på noget tidspunkt er man i tvivl om deres fotografiske tilhørsforhold.

Sofistikeret følsomhed
Tilsammen giver de fem fotografers værker et facetteret indblik i kontemporært fotografi, hvor motiverne spænder bredt, men alle indeholder en sofistikeret følsomhed og stærk intensitet, om end man kan komme i tvivl om, hvorvidt en sådan udstilling hører hjemme i en kunsthal.
Spændende udstilling
En spændende udstilling, som lægger op til en diskussion om, hvad kunst er, og hvor man placerer fotos som disse, og om hvor netop de genrer, som vises på Viborg Kunst-hal nu, hører hjemme.
Altid rart med en kunstdiskussion!

Viborg kunsthal
Riddergade, Viborg
Frem til 1. februar 2015 
Artikel fra: Nr. 11 / 2014 – Dec. / Jan.