Dét der tæller

Af Lasse Højgaard - 15. Nov 2017

Det er en dejlig årligt tilbagevendende begivenhed, at kunstanmelder ved Jyllands Posten og redaktør ved Kunstavisen Tom Jørgensen udsender sin bog ”101 kunstnere”. Bogen udkommer i år for 9. gang, så man kan vel efterhånden godt tillade sig at sige, at det er blevet en tradition – en dejlig én af slagsen, som vi forhåbentligt kan se frem til mange år endnu.

Bogens grundidé er dybt sympatisk: ”At vise mangfoldigheden i det danske kunstliv, uanset alder, køn, uddannelse og geografisk placering.” Samme grundidé i øvrigt som ligger bag Kunstavisen, som med sine anmeldelser af kunstudstillinger ikke kun på storbyernes gallerier, men også ude i de mindre kendte gallerier spredt ud over det ganske land, er med til at give kunstnere og kunstinteresserede et billede af det levende og engagerede kunstliv, som findes overalt i Danmark. Et sympatisk og særdeles demokratisk projekt!

I sit forord til bogen formår Tom Jørgensen, som ovenfor citeret, at gøre sit projekt helt klart. Han uddyber sine holdninger omkring kunst og kunstlivet i Danmark og lægger ikke fingrene imellem, når han for eksempel spidder kunstforeninger, der kun vil vise kunstnere uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi på deres udstillinger. ”En helt igennem forkert beslutning”, siger han og fortsætter med at sige, at sådanne kunstforeninger ”ikke har nogen ide om, hvad god og levende kunst er.” God og levende kunst har intet med et eksamensbevis fra kunstakademiet at gøre, den kan skabes de mest overraskende steder og derfor er man nødt til at være nysgerrig og åben, se værket. Det er dét, der tæller!

Og det gør man så… Ser værket, bevæger sig ind i bogen og bliver overrasket og overvældet. Så mange forskellige kunstnere, så mange forskellige udtryk, så mange forskellige materialer, så megen skaberlyst, så mange budskaber. Mange mænd, flere kvinder. Her er keramik, maleri, grafik, akvarel, foto, digital art, tegning… Og kunstnerne kommer fra København, Nørre Alslev, Thisted, Roskilde, Allingåbro, Slagelse, Esbjerg, Aarhus, Thyborøn… En vidunderlig og fantastisk spredning i både materialer, udtryk og geografi, som fortæller en lovende historie om, at kunsten i Danmark er sprællevende og ikke centraliseret. Og det hele er præsenteret i en rigt illustreret og flot indbundet bog, smukt trykt på det helt rigtige papir.

På den måde er bogen også god som inspiration for enhver kunstner, gallerist og kunstinteresseret i Danmark. Her er nok af talent at vælge imellem som inspiration, til den næste udstilling eller til den næste tur ud i landet for at se kunst. Nærmest en slags kunst-guide.

Tom Jørgensen glæder sig i forordet også over, at der år efter år i forbindelse med hans research til bogen, altid dukker nye spændende kunstnere op. At der bliver ved med at være talent og nye kunstnere på vej. I den forbindelse peger han på de mange kunstskoler, som findes rundt i landet. Skoler fyldt med mennesker som vil lære noget, som vil mestre teknikker, som vil udtrykke sig og give alle os andre oplevelser. Han siger det ikke, men det er vist et hip til de politikere, som måtte ønske de kreative fag i folkeskole og gymnasium endnu lavere prioriteret. Det er ikke vejen frem og han opfordrer alle de, som arbejder med kunst – inklusive ikke mindst de, der ikke har niveauet til at hænge på Louisiana, – til at finde sit eget niveau, erkende sin begrænsning og skabe sin kunst alligevel – og så se at komme ”ud over stepperne” og ikke lade sig begrænse af den cv-fikserede del af den danske kunstverden, arbejde med sin kunst, skabe sine værker, lade os andre opleve dem. Det er dét, der tæller!

Tom Jørgensen: ”101 kunstnere – 2017”
Forlaget Peter Schmidt Hansen
ISBN 978-87-999845-0-3