Noa Noa voyage de Tahiti. Berlin, 1925, Paul Gauguin (1848-1903) © Ny Carlsberg Glyptotek. Foto Ana Cecilia Gonzalez.

Blandede Gauguin-bolcher på Glyptoteket er vanskelig at afkode

Af Karen Hammer - 19. Dec 2020

Paul Gauguin (1848-1903) giftede sig I 1873 med Mette Sophie Gad fra Danmark, der studerede fransk i Paris. Han var en succesfuld børsmægler med interesse for impressionistisk kunst. De fik hurtigt fem børn. Ved børskrakket i 1882 mistede han sit arbejde, og hele familien flyttede til København for atter at komme ovenpå. Gauguin hadede Danmark af flere grunde: Han fandt ikke noget arbejde, danskerne med undtagelse af Theodor Phillipsen kunne ikke forstå eller acceptere hans kunst, og klimaet var rædsomt. Mette måtte forsørge familien ved at undervise diplomater i fransk. Allerede efter 1½ år rejste han hjem til Paris for helt at kunne koncentere sig om at male. Han malede nogle somre i den lille havneby Port-Aven i Bretagne, var sammen med en ven på Martinique og besøgte Vincent Van Gogh i syv uger i 1888. Denne lange indledning er nødvendig for at kunne forstå, hvorfor lille Danmark har en af de største samlinger af den nu verdensberømte postimpressionist Paul Gauguin, og hvorfor Glyptoteket nu atter stiller op med en ny stor udstilling af hans prægtige værker.

Landscape from Tahiti with nine Figures (Paysage de Tahiti), 1898, Paul Gauguin, MIN 1834 © Ny Carlsberg Glyptotek.

Flugten til Tahiti

Paul Gauguin havde haft en lykkelig barndom i Peru hos rige slægtninge. Lige efter skoletiden havde han gennem tre år rejst rundt i verden med den franske handelsflåde som sømand. Han var lidt af en eventyrer, og de mange mytiske beretninger om Tahitis paradisiske verden trak i ham. Romanen ”Lotis giftermaal” (1880) øgede hans drøm om at rejse ud og træffe de ”ædle vilde” i Polynesien. I 1891 besøger han familien i København en sidste gang inden rejsen til Tahiti og bliver væk i to år. Efter tre måneder i Papete har han fået nok og flytter ud – væk fra den kolonicivilisation, som har skuffet ham . Han er vred og føler sig snydt, – hvor er de traditionelle ægte mennesker henne? Og hvorfor er de få indfødte, han træffer, så vrede og uinteressante?

Myten om de tahitianske kvinders seksuelle lyster

Da Paul Gauguin ankom til Tahiti i 1891 havde europæiske handels-og krigsskibe allerede gennem 100 år haft kontakt med øen og havde takket være vold og indførte sygdomme decimeret den indfødte befolkning med omkring 50%. I 1767 sejlede det brittiske ekspeditionsskib Dolphin ind i tahitiansk farvand under ledelse af Samuel Wallis. Takket være mytiske forventninger, misforståelser og forvirring vedrørende seksuelle ydelser fandt Wallis det nødvendigt at bombe øen i fem døgn og dræbe en mængde indfødte. Endelig indså de tahitianske kvinder, hvad der forventedes af dem og lystrede. Da to franske skibe under ledelse af Louis Antoine de Bougainvilles ni måneder efter ankom til Tahiti, mødte de en befolkning, der vidste hvad der forventedes af dem og uden ”skam” straks tilbød seksuelle ydelser.Franskmændene så dette som et medfødt særpræg hos et oprindeligt folk og startede derved myten om de tahitianske kvinders sensuelle lyster. Sømændene var henrykte og nød disse naive kvinder, hvis eneste funktion var at tilfredstille mænd.

Et dumt svin

Da Kaptajn Cook ankom i 1769 bemærkede han bekymret, at seksuelt overførte sygdomme allerede var udbredte før hans ankomst. Pseudovidenskabelige udsagn florerede om mentalt svage kvinder fra Sydhavnsøerne, der kun havde et formål i livet: Sex. Man hævdede, at det varme klima gjorde pigerne meget tidligere seksuelt modne, at deres libido var fuldt udviklet ved 10 års-alderen, hvorfor det var i orden at dyrke sex med børn. Man anså, at disse villige kvinder havde en del af skylden for mytteriet på Bounty i 1790, hvor skibets officerer efter mytteriet var sejlet tilbage til Tahiti for at hente deres kvinder, inden de stak af og gemte sig på Pitcairn. Da Gauguin bosatte sig på Tahiti, fulgte han bare normen og tog store smukke børn som elskerinder og fik adskillige børn med 13-14 årige børn som f.eks. Tekamana, som han forlod gravid, da han rejste tilbage til Paris i 1893. På sin næste rejse til Marquesasøerne 1895-1903 fik han børn med flere 14 årige piger, hvis efterkommere stadig lever på øerne. Vi ville idag nok kalde ham ”et dumt svin”. Han betalte for sit lystne liv i Polynesien og døde i 1903 af syfilis.

Culture for Sale, 2014, Yuki Kihara. (1975-). Foto. Sarah Hunter.

Hibiscus Rosa Sinensis, 2010, Angela Tiatia (1973-) © Angela Tiatia – Sullivan Strumpf.

Hvordan skal man bedømme Gauguin?

Glyptotekets udstilling er vanskelig at afkode: Vi nyder som altid Gauguins farvestærke malerier af eksotiske kvinder i smuk natur, og vi beundrer hans flotte stenskulptur ”Oviri (1894), som museet har lånt i Paris; en kopi i bronze står ved hans gravsted i Hiva Oa på Marquesasøerne. Idag har vi nemt ved at bebrejde ham hans hensynsløse adfærd og hans reklame- via de smukke erotiske malerier – for det paradis, han søgte, men aldrig fandt. Glyptoteket har bedt lokale kunstnere fra regionen om deres syn på Gauguin og hans værker. Sjovest af de mange videoværker er Yuki Kiharas talkshow ”First Impressions”; hun beder et panel af transkønnede fyre i kvindeklæder udtale sig om Gauguins værker og spørger f.eks. ”Hvad ville du ændre ved dette maleri?” ”Alt” griner han/hun. Angela Tiatia viser en video, hvor hun æder en hibiscusblomst ( et erotisk symbol?) og viser os to montre med datidens souvenirobjekter og postkort. I sidste sal har Yuki Kihara sat nogle spillemaskiner op ”Culture for Sale” 2014 – putter du en tokrone i, kan du se eksotiske personer danse i ½ minut! Glyptoteket har prægtige malerier men har foretrukket at vise os baggrunden for deres skaben og stille spørgsmålet: ”Hvordan bedømmer vi kunst? Efter kunstneren eller efter effekten af den?”

Glyptoteket
Dantes Plads 7, København
Frem til 15. maj 2021

Artikel fra: Nr. 11 / 2020 – December / Januar



Follow by Email
Facebook
Twitter