Vilhelm Bjerke Petersen var dansk surrealismes solar plexus, der samlede nervetrådene og fordelte dem til alle kunstverdens organer. Nu hyldes han i stor udstilling på Øregaard Museum, der forresten også fejrer sin 100 års fødselsdag
surrealismen vil et udtryk og en udtryksform, der kan benyttes af og henvende sig til saa mange som muligt… saaledes vil den nye billedverden, som udløser for indetrængte kræfter, kunne blive ethvert menneskes naturlige udtryksform, der kun forudsætter absolut oplevelsesevne baseret paa hengivenhed og tro: kunsten er død – livet styrkes.”
Sådan skrev Vilhelm Bjerke Petersen (1909-1957) i sin tekst ”Surrealismen” fra 1934, og han forsøgte altid at leve op til idealet.
Året efter forargede han bornerte København ved at arrangere Skandinaviens første ”Internationale kunstudstilling kubisme = surrealisme” i Den Frie Udstillingsbygning på Oslo Plads.
I dag 86 år senere ville folk tabe både næse, mund plus underkæbe, hvis de så listen over de kunstnere og deres værker, Bjerke Petersen havde fragtet til byen. Her er et udpluk: René Magritte, Salvador Dalí, Max Ernst, Alberto Giacometti, Man Ray, Joan Miró og Paul Klee.
Selveste André Breton, den franske digter og kendte forfatter af Det surrealistiske Manifest i 1924, havde sågar skrevet en tekst i kataloget.
Bedst uddannede kunstner
Selv om Bjerke Petersen i sit eget manifest begik et lystmord på kunsten og næsten dansede på dens grav, var maleriet og dets formsprog hele hans liv, både i praksis men i høj grad også i teori.
Han var sikkert nok en af de bedst uddannede danske kunstnere i mellemkrigstiden. Det begyndte allerede i hjemmet, hvor han som søn af Carl V. Petersen, kunsthistoriker og direktør for Den Hirsprungske Samling, fik kyndig vejledning og opdragelse.
Kunstneren P. Rostrup Bøyesen, der var en ven af familien, underviste ham i tegning. Derefter gik han på Harald Giersings maleskole (1926-27). Men da både Bjerke Petersen og faderen mente, at undervisningen på Det Kgl. Danske Kunstakademi var for støvet og gammeldags, søgte han ind på Statens Kunstakademi i Oslo (1927 – 1929) under professor Axel Revold.
Bauhaus gjorde stærkt indtryk
Hvad der virkelig både rystede og inspirerede ham mest indtraf, da han som den eneste danske elev tilbragte et år på Bauhaus-skolen i Dessau (1930-31), hvor han bl.a. blev undervist af Vasilij Kandinskij og Paul Klee.
Som bekendt blev Bauhus-skolen senere et ikonisk centrum i europæisk kunst-, design- og arkitekturhistorie.
På baggrund af sine notater og skitser fra Bauhaus-tiden kaster han sig nu over arbejdet med surrealistiske abstraktioner, hvor æstetikken bor i punktet, linjen og fladen i symbolsk forening.
Det bliver til fortællinger, født af fragmenterede figurationer, der samler sig om motiver, som alle udtrykker en indre værdi.
Hvor Bauhaus betød kunstnerisk praksis for Bjerke Petersen, fyldte Sigmund Freuds psykoanalyse hans kunstteori.
Drifterne på lærredet
Dramatiske drømme, fantasier, ubevidste seksuelle drifter, storbyens fordærv og første verdenskrigs vanvid og absurditet blev surrealisternes brændstof.
Anti-rationalisme blandet op med heftig kapitalismekritik føg hen over det intellektuelle Europa. Fuldt forståeligt efter værdiernes sammenbrud i århundredes frygtelig begyndelse.
Bjerke Petersen sugede ideerne til sig. Han tilslutter sig Salvador Dalís (1904-1989) figurative surrealisme.
Psykoanalytiske begreber dominerer flere af hans værker i denne periode ofte med motiver som mand og kvinde, livets træ, ’stensamleren’ og ’det svævende menneske’ som freudianske symboler på menneskets driftsliv.
Skabelse af en ny verden
Politisk bekender han sig til kommunismen og anti-fascismen. Det var mellemkrigstiden politiske korrekthed blandt intelligentsiaen.
Men for Bjerke Petersen var det ikke kun den salonfæhige udgave af ideologien, der drev ham. Han ville lave verden om, basta! Det førte til mange stridigheder og opgør blandt kollegaer i den (dengang som nu) lille danske kunstverden.
I 1935-36 udgav han som modsvar i alt seks numre af sit tidsskrift ”Konkretion” med tekster af bl.a. René Magritte, Andre Bretón og Jean Arp.
I det første nummer skrev han meget karakteristisk i sin programartikel, at “i det ubevidste smelter form og genstand sammen til almenmenneskelige symbolværdier: kvindeligt, mandligt, befrugtning, fødsel o.s.v.”
Fra Danmark til Sverige
”Konkretion” får afgørende betydning for hans liv. Her trykker han collagen ”Førerne og idealerne”, der forestiller Hitler og hans officerer som krigsofre med amputerede lemmer. Collagen mishagede nazisterne og får ham i 1943 til at flygte til Sverige, hvor han bor i Halmstad resten af sit liv indtil sin død i 1957.
Som en konsekvens af sin kommunistiske overbevisning lagde han stor vægt på at bringe kunsten ud til folket i stort format. Mange danske skoler, børnehaver, husgavle og biblioteksbygninger prydes af hans enorme malerier.
Han tænkte stort – i alle dimensioner. Tillykke til Øregaard for at vise hans grandiositet.
Øregaard Museum
Ørehøj Allé 2, Hellerup
Frem til 3. oktober