I Collaborations’ udstillingsrum på Store Kongensgade bliver det matte novemberlys fra de høje glaspartier ud mod gaden totalt overdøvet af galleribelysningen. Værkerne står klart frem i lyset mod de hvide vægge og de grå gulve. I den smalle passage mellem udstillingsrummet og det kombinerede tekøkken og kontor træder Thomas Asbæk frem, iklædt “Tinka”-nissehue, da han skal til julearrangement med børnene senere. Vi hilser på hinanden, hvorefter snakken hurtigt falder på kunsten; “New Class er meget typisk for det vi laver hernede. Det er at bruge kunsten til at nå ind til en anerkendelse af vores forskelligheder, ikke set som noget ødelæggende eller fremmedgørende, men som noget man kan favne og som gør os stærkere”. Fred Smith (USA), Kpe Innocent (Ghana), Ryan Travis Christian (USA) og Yumeno Goto (Japan) er de deltagende kunstnere. Udstillingen består udelukkende af malerier, og den kan opleves til d. 26/11.
De store linjer
Thomas taler flere gange om kunstens funktion for mennesket; fortællinger, neutrale rum for diskussion og det særligt menneskelige. “Missionen er vel, at folk forstår, at kunsten ikke er øverst i Maslows behovspyramide. Kunsten er eksklusivt menneskelig. Men vi har en situation lige nu, hvor folk ikke tør gå ind på udstillingssteder eller museer, fordi de er bange for at blive talt ned til eller ikke at forstå det. Folk er ikke klar over, at man har en helt intuitiv forståelse for kunsten, alene fordi man er menneske. Det er meget dyrt, jeg kan ikke se hvad det forestiller, det er grimt, eller det kunne jeg også have lavet er nogle af de undskyldninger, der har været, for ikke at beskæftige sig yderligere med kunsten, frem for at tænke der er nogen, der har et eller andet på hjerte, det er lavet til mig fordi jeg er et menneske. Så vores mission er vel at ændre mindsettet ift. det. Kunst kan tale på tværs af vores forskelle; vi vil vise, at man godt kan kigge på kunst selvom man har et andet køn, seksualitet, oprindelse, osv. end kunstneren”. Specielt ift. oprindelse kommer dette i spil i New Class; kunstnerne har forskellige kulturelle baggrunde, men her er hele pointen, at deres værker alligevel skulle kunne tale sammen. Thomas fortsætter: “Ikke bare, at man godt kan kigge på det, men at man har godt af at kigge på det, af at bruge sine empatiske, grundlæggende, menneskelige kompetencer til at sætte sig ind i, hvad fanden det er der foregår”.
Ensomhed og grønne trolde
Udstillingens mest umiddelbart opmærksomhedskrævende værker er gjort i en tegneserie-agtig og jovial stil eller en minimalistisk og grafisk – man forventer altså ikke eksistentialisme. Først blev jeg lokket af Kpe Innocents værk, Hope-Sees-What-Others-Cannot. Værkets grafiske, næsten helt uteksturerede flader, samt den yderst udramatiske komposition, gør værket meget roligt – nærmest statisk, en smule kedeligt. Den centrale figur kommer til at fremstå meget detaljeret i dette visuelt golde landskab. Derfor kommer man til, som beskuer, at stå og betragte figuren, og det savn af dynamik, der er i værket, smitter af på betragtningen af figuren; jeg kom til at tænke, “Sådan må figuren da også have det”. Værket placerer beskueren i samme apatiske position som figuren, der med morgenkaffen i hånden er faldet i staver – måske grublende over sin eksistens, måske fortabt i kedsomhed. Den formalistiske simplicitet åbner altså op for værkets indhold.
At dette værk flankeres af Fred Smiths Always withhold important information, med dets lidt komiske troldefigur, er en skær kontrast. Runde, uskarpe former, blød farvemodulering og klare farver, hvilket vi er vant til at forbinde med animationsfilm. Man forventer altså ikke et dybt alvorligt indhold, men man skal ikke skue hunden på hårene; kigger man til de andre værker i serien, fortæller de tilsammen en mere seriøs historie. I værket, This is part of the same dream, ser vi den grønne røg, der ved nærmere eftersyn udgør trolden i Always withhold important information, emme fra en cigaret. I det tredje værk, Two truths, and a lie, ser vi den samme grønne røg/troldefigur, denne gang ligge i noget, der ligner et askebæger, mens en cigaret skodes i hovedet på den. Trolden spiller gennem værkerne rollerne som affald, uheldigt biprodukt og forbigået, overset og passiv observatør i fortovets revner. Men som den eneste figur med øjne bliver den den eneste, man som beskuer kan sympatisere med. Værkerne udtrykker på denne måde en andethed, men ikke som noget negativt, rettere som noget relatérbart.
Fred Smith og Kpe Innocents værker berører altså nogle meget menneskelige og grundlæggende følelser og stemninger. Oprindeligt var min tanke, at disse værker måske tematiserede samfundets rand-eksistenser – de ensomme og de anderledes. Men Thomas forklarer, at det er en del af Collaborations kuratering, at arbejde uden om sådanne tematiske detektivarbejder: “Vi er skabt til at lave sammenhænge. Nogle gange kan det give mening, andre gange er det ligegyldigt. Sammenhængen er jo bare den måde, som vi selv strukturerer på. Der er i hvert fald vores udgangspunkt, at det ikke handler om at aflure nogen bestemt sammenhæng, men rettere at få noget mere grundlæggende menneskeligt med”.
Hendes sandhed, vores sprog
Yumeno Gotos værk, Three graces, imponerede mig meget ift. dets formsprog; og her er det iflg. Thomas sprog, der skal betones: “Kunstnerne bruger jo også aktivt et mere formelt sprog, når de skal gå ind og snyde os, og det gør Goto meget aktivt. Hun bruger en kristen ikonografi eller visuel retorik, som vi nærmest er opdraget til at forbinde med Madonna-skikkelsen. Det er meget bevidst, at hun bruger den stil til at fortælle sine historier. Jeg tror hendes hensigt er at fremhæve kvinden som et guddommeligt væsen”. Three graces er komponeret over stablede trekanter, der dannes af kvindernes arme, og som peger i skiftevis modsat retning. Det samme gør deres ansigter, så billedet svinger harmonisk og balanceret. Kvindernes salige ansigtsudtryk, den varme, orange glød, der visse steder nærmer sig glorier, og den gyldne, pastose udsmykning af lærredet og kvindernes hår, er alle sammen faktorer der indhyller figurerne i en hellig aura. At en japansk kunstner taler et klassisk set vestligt billedsprog, er netop det interessante ift. udstillingen: “Jeg mener, at kunst er et fuldstændig afgørende sprog, menneskets fællessprog på en eller anden måde. Det er også derfor, at kunst er interessant at arbejde med ift. forskellige kulturelle ophav og skolinger på tværs af tid og geografi. I etableringen af Collaborations skulle vi derfor finde ud af, hvor vi havde adgang til kunsten og en kunst som var mere globalt orienteret”.
Andet end bare smag
New Class er blot en facet af missionen på Collaborations. Alligevel er udstillingen meget typisk. Og den favner bredt. Den kan faktisk rumme store dele af filosofien bag en måde at formidle kunst på, bag en måde at bruge kunst på, bag Collaborations. Målet er kunsten som et fælles ståsted og en fælles forståelse på trods af forskelle, der i sidste ende ikke er det afgørende. Derfor vil Thomas Asbæk gerne videre fra at diskutere smag: “Jeg kan godt lide ting, der kan mærkes. Det er også vigtigt for mig, at folk forstår, at den æstetiske tilfredsstillelse, ikke at jeg underkender den, den er nærmest det mindst interessante ved et kunstværk. Den kunst vi udstiller har oftest noget at gøre med, hvordan kunstneren oplever verden omkring dem. Det er her-og-nu-fortællinger, som er interessante for os at aktivere. Al kunst er principielt brugskunst – den er til for at flytte os til et neutralt rum, hvor vi kan have nogle diskussioner fra nogle forskellige ståsteder, uden at vi behøver at slå hinanden ihjel. Og for at det skal lykkes, så er vi jo nødt til at diskutere andet end bare smag”.
Collaborations by Tania and Thomas Asbæk
Store Kongensgade 118, 1264 København
Frem til 26. november
