AVISEN

ANNONCE
NYHEDSBREV
Modtag vores gratis nyhedsbrev
Indtast Email:




Camille Pissarro, Ennery-vejen. Val d'Oise, 1874. Musée d'Orsay. Foto: Musée d'Orsay, Dist. RMN-Grand Palais / Patrice Schmidt.
Pissarro på Ordrupgaard

ORDRUPGAARD sætter med sin udstilling ’Pissarro, et møde på Skt. Thomas’ den tidligere danske koloni på dagsordenen. Impressionisten Camille Pissarro kender vi alle, men den ukendte guld-aldermaler Fritz Melbye er en stor og glædelig overraskelse, båret af grundig forskning og god formidling. Museets dedikation er tydelig

Af OVE BJØRN
Ovebjoernp@mail.dk

Udstillingen vises i anledning af hundredåret for salget af De Vestindiske Øer til USA. Men datidens kolonihistoriske temaer berøres ikke, for kunstnernes og dermed museets interesse er en ganske anden, nemlig udviklingen af fremtidens kunst. Og her stiller Ordrupgaard det interessante spørgsmål: Er der er en forbindelse mellem dansk guldalder og fransk impressionisme? Svaret er et overraskende og et overbevisende JA, idet Melbye er ’the missing link’.

Camille Pissarro (1830-1903) er en af de vigtigste skikkelser i fransk impressionisme, det ved de fleste. Færre ved, at han som født i Dronningens gade 14 i den lille hovedstad Charlotte Amalie på Sct. Thomas var dansk statsborger, og ikke mange ved om den danske guldaldermaler Fritz Melbye fra Helsingør, der spillede en vigtig rolle i Pissarros kunstneriske modning, men uden at indskrive sig i kunsthistorien.

Udstillingen præsenterer flere end 100 værker af Pissarro og Melbye fra deres år sammen på øerne midt i 1800-tallet (og i Venezuela). Med udgangspunkt i malerier, skitser og tegninger fra museer og samlinger verden over, ser vi, hvordan Pissarro bygger videre på sine erfaringer fra de tidlige læreår med Melbye som mentor, og hvordan han tager disse erfaringer med sig til Paris og ind i impressionismen. Som unge malere er de altid i bekneb for penge, hvad enten de er her i Vestindien eller i fjernere kontinenter, så der skal også bruges tid på at lave malerier, der kan sælges. At se sådanne næsten postkort agtige malerier ved siden af deres banebrydende værker, vidner om deres evner og overskud ud i det maleriske.

Ind i impressionismen

Camille Pissarro. Som ganske ung viser han talent og interesse for tegnekunsten, men faderen vil, at han skal videreføre familiens forretning. Da er det, at mødet med den lidt ældre Fritz Melbye bliver skelsættende. Han er kommet til ’den nye verden’ for at søge inspiration, og de to unge kunstnere begynder at arbejde sammen, og snart vælger Pissarro at blive maler. På de mange værker, malerier som skitser, ser vi Pissarro som den lærenemme elev, og det kan være mere end vanskeligt at afgøre, hvem der er ophavsmanden, når ikke værket er signeret. Tydeligvis inspireret af Melbye tager de sammen de første skridt til den malerstil, der senere skal blive kendt som impressionismen. Da Pissarro slår sig ned i Paris i 1855, er Vestindien glemt, men Melbye holder han kontakten til. Pissarro har fundet sin stil, og med sine særegne billeder knytter han tæt kontakt til Paul Cézanne, Paul Gauguin, Geor-ges Seurat og Claude Monet. To årtier senere får den nye malemåde sit navn ’Impres-sionisme’, da han og Monet arrangerer en udstilling på ’Le Salon des Indépendant’ - provokerende og trendsættende.

Den fundne kuffert
Ganske særlig interessant er det i billed og i streg at følge de to kunstneres videre færd i Venezuela. Træer, palmer og skov dominerer deres tegninger, og fortsat er Melbye den førende figur; han slår den maleriske tone an. En af deres lokale kolleger siger herom i et brev til Pissarro, der nu er i Paris: Jeg kan stadig se dig, igen og igen, kikke på talløse studier udfærdiget af Melbye, der sådan rørte din opflammende fantasi”. Et tydeligt udsagn om, at det var af Melbye, at Pissarro skulle lære at skabe lys, skygge og dybde i sine billeder.

Men så skilles de. Pissarro tager til Paris og Melbye til USA. Den rejselystne og søg-ende kunstner tager videre til Kina og Japan, og skriver sig dermed ud af den danske kunsthistorie, som han aldrig blev en betydende del af; han dør i Shanghai blot 43 år gammel.

Ved afrejsen fra USA i 1860’erne efterlader Melbye store dele af sit bohave hos en amerikansk malerkollega, bl.a. en stor kuffert. Uåbnet bliver den sat under en trappe i huset, og ingen tager notits af den de næste hundrede år. Men så sker det! Sidst i 1900-tallet åbnes kufferten, der viser sig at være en sand guldgrube med hundredvis af tegninger og lærreder af både Melbye og Pissarro, skabt i Vestindien og ikke mindst i Venezuela. Et fund for forskerne, der må omskrive historien, og nu en glæde for udstillingens besøgende. Ikke mindst de ophængte værker på den store sals olivengrønne væg gør indtryk, se f.eks. ’Palmetræer og græs’ og ’San Juan de los Morros’.

Udstillingen er pædagogisk præsenteret med vægfarver, der fint understøtter den kunstneriske oplevelse, med interaktive medier der giver en oplevelse af virkelighed, og med gode vejledninger på tavler. Alligevel kan man blive usikker på, om de besøgende får det fulde udbytte, hvis de ikke inden besøget læser den flotte og instruktive katalog fra forskning til fortælling, selv om forskningen er nedprioriteret. Inden længe kommer katalogen i en engelsk version, hvor forskningen får sin rette plads. Forhåbentlig kan den bane vejen for, at Fritz Melbye får sin rette plads i kunsthistorien, ikke blot den danske men også den franske.

Den tredje mand
Udstillingen vises som sagt med anledning i 100-året for salget i 1917 af De vestindiske Øer. Da har den sidste Picasso familie ejer af malerens fødehus solgt det lille hus og forladt øen. Selv om danskerne i mange årtier ikke har ofret kolonien megen opmærksomhed, er man klar over, at den er en økonomisk belastning. Så da USA slå til, er det med at få solgt. Men i tiden op til, søger en række forretningsfolk at forhindre salget, og i samarbejde med den franskfødte prinsesse Marie i det danske kongehus financierer de den danske maler Hugo Larsens tre-årige ophold fra 1904 til 1907 på øerne. Opgaven er klar: Malerier og skitser skal overbevise danskerne om det vigtige i at beholde øerne som en del af det danske kongerige. Det lykkes dog ikke.

Hugo Larsen maler landskaber, genrebilleder og portrætter i en blanding af realisme og impressionisme, og helt som Pissarro og Melbye distancerer Larsen sig fra at beskrive negerslaveriet. Vi får smukke naturscenerier, hverdagssituationer og en eksotisk, men også modløs befolkning.

Hugo Larsens virke ligger uden for museets fokus og er derfor ikke præsenteret på udstillingen, men læs om ham på siden: tuxen.info/Hugo Larsen.

Ordrupgaard
Vilvordevej 110, Charlottenlund
Frem til 2. juli 


Send til ven
Artikel fra: Nr. 04 / 2017 - April / Maj
ARTIKLER FRA NYESTE AVIS
Et land i sort/hvid
Krass Clement foto af byer og mennesker i Syrien
Af Orla Schantz
Together we get somewhere
Jacob Rantzau og Oscar Björck på Skagens Museum
Af Grethe Hagensen
Fremragende Tal R
Tal R’s værker fra de sidste to årtier på Louisiana 
Af Finn Storgaard
KUNSTKALENDER - 243 Arr.