Berlinde De Bruyckere: Embalmed - Twins, 2017. Foto: Erik Meistrup.

Ubehagelig patos

Af Erik Meistrup - 20. Dec 2017

Berlinde De Bruyckere viser dyrekroppe i Kunsthal Aarhus

Kunsthal Aarhus fortsætter sin succesrige linie fra Song Dong til belgiske Berlinde De Bruyckere, der de senere år har placeret sig solidt på den internationale kunstscene som f.eks. Biennalen i Venedig, ikke mindst med sine udstoppede hestehuder og sære træformationer (opbygget i voks, læder, reb, træ, jern m.v.). Udstillingens tre værker er i hvert deres lokale, så der er mulighed for fordybelse i de umiddelbart urovækkende værker.

Det smertefulde

Berlinde De Bruyckere trækker tydeligt på den flamske/nederlandske kunstneriske baggrund i 1600-tallets realisme med ‘momento mori’ eller ‘vanitas’-motivet om tilværelsens forgængelighed. Men hvor de dengang f.eks. malede ”Motiver med jagtudbytte” som i Jan Weenix´ maleri af ophængte blodige fuglekroppe, ca. 1690, der arbejder Bruyckere med at uddrage tilsvarende typer motiver i en tredimensional ramme i en blanding af skulptur og installationsagtig præsentation. Ved at blæse motivet op i stor skala og gøre det fysisk nærværende får det en kraftfuld effekt, hvor den patos, det udsiges med, samtidig får det ubehagelige og smertefulde til at træde klart frem som en appel til følelserne mere end til den intellektuelle tilgang. Også, selvom værkerne i deres indre uudgrundelighed i anden omgang vækker til eftertanke på samme måde som de oprindelige Vanitas-malerier gjorde.

Liv uden liv

Værket “No Life Lost II”, 2015 er allerede i titlen tvetydig. Man står og ser på to døde heste, der er bundet sammen i et glasskab på en måde, der er grotesk og synes at indikere vold og måske tortur. Med titlen fortæller De Bruyckere os, at hestene ikke har måttet lade livet for værket, men at hun har fået huderne efter hestenes naturlige død. Selvom man registrerer dette ordspil, er det alligevel svært ikke at blive trukket hen til værket med en ømhed for de smukke døde dyr og samtidig blive skubbet væk fra det ukendte voldsomme drama, der udspilles for øjnene af en.

Heste er i vores moderne livsform gået fra at være slidte trækdyr til smukke, velnærede hobby- og kæledyr på linje med hunde og katte. Derfor gør det ondt at se dem i de forvredne stillinger i den store glasvitrine. Et skab, der viser tilbage til de skabe/montrer, man i de ældre naturhistoriske museer udstillede udstoppede dyr i. Står vi overfor et historisk mindesmærke over vores umenneskelighed overfor de nærtstående dyr? Eller er det allegorisk spejling af den inhumane politiske virkelighed, vi på mange måder fortsat lever med både overfor dyr og mennesker, når bare de er kommet på afstand?

Mumificeret virkelighed

Det andet store udstillingsrum rummer tilsyneladende to gamle kæmpetræer, der er faldet og ligger og venter på skæbnen, men som titlen (igen) antyder, så skal de opfattes som om de på samme måde som ægyptiske og indianske mumier har gennemgået en forvandlingsproces for at kunne bevare deres form på vej ind i et andet rige og en anden tid. Men det hele er selvfølgelig kunstigt og tilrettelagt. Den kinesiske kunstner Ai Weiwei har på samme måde arbejdet med det udgåede træ som manifestation – sidst, jeg så det stå i sin vælde, var i Basel i juni.

De Bruyckeres træer er væltede og ligger med deres amputerede strittende arme (grene) mens stammerne er indhyldede i gamle slidte mugne bandager – som når man støder på mumierne i gravene. Træerne ligger der som vanitas-vidnesbyrder om deres engang stolte liv som mægtige træer i en ukendt skov. Vil hun have os til at tage vare på træerne? Er det et suk over, at selv det mest magtfulde og stolte liv forgår og forsvinder? Det er bemærkelsesværdigt, at vi samtidig med, at vi har ophøjet hestene til kæledyr, også også nogle steder har fået øjnene op for den storslåethed, der er i de gamle trækæmper. I England og USA er de fredede, men her i landet halter vi fortsat bagefter. Vi vil jo så gerne pleje nyttehensynet (grøn realisme)!

Baggrunden

Berlinde De Bruyckere er født i 1964, i Gent i Belgien. Hun fik sit gennembrud i 2000 med fem døde heste i værket “Flanderns Marker”, der var en kommentar til 1. ver-denskrigs massedød. Værket kom i 2003 til Venedig. Efterfølgende har hun udstillet på de tunge steder i Belgien, Tyskland, USA, Nederland, Schweiz og nu i Aarhus.

Hun begyndte i 1990´erne at arbejde med tæpper og håndklæder i flere forskellige sammenhænge, og selvom dyrehuder nu er trådt i forgrunden, kan man se, at hendes opmærksomhed omkring de tekstile materialer til at svøbe og beskytte det sårbare fortsat er med. Heste-hovederne er f.eks. delvis indsvøbt som for at lindre deres fiktive smerte. Når katastroferne rammer som krig eller jordskælv, er det jo også telte og tæpper som er noget af det første, der sendes af sted. Hun har selv tidligere udtalt, at netop tæppet som symbol repræsenterer beskyttelse – det har en slags sjæl, fordi det svøber sig om den skadeslidte.

Men hendes optagethed af dyrekroppe stammer også – har hun fortalt – fra sin opvækst med en fader, der både var slagter og jæger, hvilket har givet hende en realistisk forståelse af døden for dyrene.

Kunsthal Aarhus
J. M. Mørks Gade 13, Aarhus C
Frem til 21. januar 2018

Berlinde de Bruyckere: No Life Lost II, 2015. Foto: Erik Meistrup.
Artikel fra: Nr. 11 / 2017 – Dec. / Jan.