Portræt af Danh Vo. Foto: Heinz Peter Knes.

Take My Breath Away – Danh Vo på Statens Museum for Kunst

Af Inger de Stricker - 24. Sep 2018

Skæbne eller tilfældighed

Var det skæbne eller tilfældighed, at Danh Vo kom til Danmark som bådflygtning i 1980?

Hans familie besluttede at flygte fra Vietnam og tage til USA, men på grund af et Mærsk skibs redning af den, kom den til Danmark. Hans familie lavede en aktiv beslutning, men resten er tilfældigheder eller måske skæbnebestemt. Skæbnen beror på en forudbestemmelse. Den synes Danh Vo at lede efter.

Han er konstant søgende. Han vil finde ud af, hvordan tingene hænger sammen. Tit søger han i de små ting for at finde en større forståelse. Han er bredspektret og nysgerrig i sin tilgang til livet.

Vietnam

Vietnamkrigen er af gode grunde et emne, der interesserer ham meget. Han viser Ikke krigen som sådan, men små omstændigheder med en sammenhæng til krigen, såsom udenrigsminister Kissingers breve til en balletven, der ikke handler om krigen og så alligevel har en forbindelse. Den berømte lampe, der hang over forhandlingsbordet i Paris i 1973, da USA besluttede at trække sig ud af krigen og dermed banede vejen for Nordvietnams sejr i 1975, vises som et trofæ. Også amerikaneren Joseph Carriers fotos går uden om krigen som emne, selvom hans fotos er taget, mens krigen var på sit højeste. I stedet ser vi fotos af dagligliv fra Sydvietnam med unge vietnamesiske mænd, der holder hinanden i hånden.

Disse reminiscenser er typiske for kunstnerens værker. Han samler ting, sætter dem sammen på en ny måde, lader dem indgå i historiske sammenhænge, som er overraskende. Han skaber sjældent selv. Han maler og tegner ikke, laver ikke selv skulpturer. Måske har han selv lavet en afstøbning af sin nevø, som senere er blevet støbt i bronze, men som regel bruger han andres værker eller rester af noget, der var. Han er en detektiv, som støver rundt og finder objekter til brug for nye værker. Hans forældre i Valby har forbud mod smide noget som helst ud. Alt kan anvendes på et tidspunkt til at fortsætte familiens historie.

Et brudstykke af skulpturen af Frihedsgudinden.

Religion

Danh Vos forældre var katolikker i Vietnam og genoptog dyrkelsen af deres region i Danmark. Vietnam var sammen med Laos og Cambodia tidligere fransk koloni under navnet Fransk Indokina, og i 1800 tallet drog franske, katolske missionærer dertil for at kristne området.

Det lykkedes især i Syd-vietnam, hvor Danh Vos familie er fra, men efter Vietnamkrigens afslutning og Viet Minhs sejr forsvandt denne kultur.

At Danh Vos katolske opdragelse påvirker ham meget, kan man se på alle de kristne skulpturreminiscnenser på udstillingen, men han holder dem i udstrakt arm og med en ironisk, grænsende til satirisk distance. En af titlerne på en Kristus figur er Dirty Dancing. En anden tidlig gotisk figur af madonna med barnet hedder Shove it up your Ass you Faggot”

Joseph Carriers foto af to unge mænd i Saigon under Vietnamkrigen, sort/hvid foto.

Familie

Danh Vo kredser om familiens historie i stort set alt, hvad han laver, men giver det ofte et politisk twist. Hans far og mor ønskede sig til USA, fordi det amerikanske demokrati og frihedsbegreb var en ledetråd for dem.

Det lykkedes ikke for dem at komme derover, men Danh Vo tager det op ved at kredse om disse begreber i flere af sine installationer. Afstøb-ningen af Frihedsgudinden er den bedst kendte af dem. Han får helt bevidst ikke loddet afstøbningsdelene sammen, men udstiller dem fragmentarisk. Det er vel i sig selv en sigende handling om hans syn på amerikansk frihed og tolerance.

Også installationen ”She was more like a beaty Qeen from a movie scene” viser rekvisitter fremstillet for at fejre 100års jubilæum for Den amerikanske Uafhængigheds-erklæring. Rekvisitterne er opkøbt antikvarisk, og er samlet som de i sin tid blev vist i salgskataloget, men titlen viser en afstandtagen.

Han siger selv, at han er uafhængig af familien og familiens værdier, men sådan virker det ikke. I et interview i Politiken fra 2013 siger han: ”Familier er per definition dysfunktionelle. Også min egen. Vi opgav meget tidligt ideen om en funktionel familie. Det har skabt et godt forhold i dag. Vi måtte acceptere forskellighederne for at blive ved med at se hinanden«. Med disse bemærkninger bekræfter han sit tilhørsforhold som sammen med udstillingens genstande viser et dybt tilhørsforhold.

Udstillingsprincipper

Udstillingen er meget stor. Den omfatter de to store særudstillingsrum i stueetagen. Desuden er Skulpturgaden inddraget.

I skulpturgaden har han udvalgt antikke skulpturer, romerske og græske, fra Den kongelige Afstøbningssam-ling. De kombineres med plantekasser med urter til museets café.

I udstillings rummene ses desuden kinesiske træpavilloner, som man kan se i kinesiske parker. Det er nogle store trækonstruktioner i lyst fyrretræ, som man sidde i som træt udstillingsgæst. Desuden er der store, temmelig grimme lagerreoler, som rummer en række af kunstnerens værker. En slags ikke-udstilling, hvor værkerne nok er med, men ikke er udstillet, så de præsenterer sig. Det ligner lagervarer. Måske kunstenerens måde at være retrospektiv på?

For at opdele rummet i det ene særudstillingsrum, er der lavet mastodontagtige trækasser i råt træ, som man kan gå ind i. De rummer ophængning af småværker, såsom Henry Kissinger korrespondancen og Joseps Carriers fotos fra Vietnam. Ved hjælp af disse rum kan man komme tæt på de små værker. Det er selvfølgelig praktisk med en rumopdeling, men det virker voldsomt og bombastisk.

Lysekrone fra hotellet i Paris, hvor USA underskrev aftalerne i 1973 om at træde ud af Vietnamkrigen.

Er udstillingen breathtaking?

Ikke helt, men bestemt interessant. Man fornemmer de rastløse og myldrende tanker, der sætter formen på udstillingen, så meget form som nu en Danh Vo udstilling kan have. Han er hele tiden på vej videre og har ikke fast hjem nogen steder. Det er vel den rolle skæbnen har givet Danh Vo. Han er dømt til evig vandren for at genfinde sin skæbne, som sank et sted på havet ud for Vietnam i 1979, men ligesom i Herodots fortælling Polykrates Ring altid vender tilbage, for skæbnen kan man ikke løbe væk fra.

Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50, København
Frem til 2. december

Artikel fra: Nr. 08 / 2018 – September / Oktober



Follow by Email
Facebook
Twitter