Kastrupgårdsamlingen har smukt til huse på et nu restaureret landsted fra 1757 på Amager bygget af kongelig hofstenmester Jacob Fortling. Stedet oplevede meget dramatik gennem seklerne, før Tårnby kommune i 1957 købte gården. Først blev det et bibliotet. Tyve år senere foldede det sig ud som et kunstmuseum. Ikke færre end 1600 grafiske værker blev indkøbt. I 1979 blev museet så statsanerkendt.
Nu er samlingen nåst op på imponerende 6000 værker af over 580 kunstnere, lige fra danske grafikere som Asger Jorn, Svend Wiig Hansen, Lene Adler Petersen, John Kørner, Morten Buch, Erik A. Frandsen og internationale navne som David Hockney, Man Ray, Niki De Sant Phalle, Sam Francis og Picasso.
Hvis man forbinder grafik med kluntede sort/hvide linoleumstryk fra 1960erne med revolutionære slagord (okay, Dea Trier Mørch er også med), har man ikke opdaget de mange udformninger og teknikker, der rummes under fællesbetegnelsen grafik.
På udstillingen ”GRAFIK GRAFIK GRAFIK – Kastrupgårdsam-lingen 40 år” kan man opleve alskens motiver fra de sidste 80 år og blive overrasket over mangeartede udtryk i et væld af farver, former og materialer.
Men hvad er grafik i grunden?
Betegnelsen ”grafik” dækker generelt over kunst som udelukkende er trykt. Og det siger ikke så lidt. Det er et enormt felt, både historisk og nutidigt. Træsnit, linoleumssnit, kobberraderinger, silketryk, litografi, monotypi, serigrafi er nogle af genrerne. Selv om definitionen kræver, at værket skal være trykt, betyder det ikke nødvendigvis, at det dermed er færdigt. Der kan males, skrabes, ridses i det bagefter med uventede æstetiske virkninger. Det er en ren fornøjelse at opleve diversiteten i form og indhold.
Vi ser for eksempel ”Hatten”, et træsnit af Jane Muus fra 1980, der viser en trivelig og lettere melankolsk kvinde med en (formodet) nyindkøbt hat. Stilen er rolig og bastant, men også indlevende.
Så et farvestrålende litografi af Man Ray, der skyder et billardbord op midt mellem kulørte skyer fra 1973. Tre år før sin død var han således stadig sprælsk og så dadaistisk som i sin unge år i Paris i 1920’erne. Det er et kraftfuldt værk med knald på farver og paradokser. Man tænker på hans samtidige Magritte.
Den skælmske og farveglade Niki De Sant Phalle tager serigrafi til nye glade højder med værket ”Løbende figur”. Som altid i hendes værker bruser der en overflod af følelser og kolorit ud af hendes figurer, der synes mere og mere po-pulære, desto mere minimalistisk arkitektur og indretning bliver i nu-tiden.
Den evige leg med metoder
Et par løbende skikkelser optræder også i John Kørners serie ”Understanding the Impact of Architecture V”, et litografi fra 2018, der i hans lette stil undersøger vekselvirkningen mellem bygning og menneske i flere udgaver. Det er svært at afgøre, om figurerne løber hen til eller bort fra murene – synkron tiltrækning og frastødning.
Johanne Foss har ofte landskabet som sin vigtigste inspiration. Foruden farveraderinger, akvareller og oliebilleder afprøver hun også andre metoder. Her viser hun en ætsning, akvatinte (dybtryk) med titlen ”Bjergplateau med trælyng. Blå. San Cataldo Italien” fra 2015. Det er en finurlig, næsten barnlig leg med motiv og teknik.
En række portrætter fra 2000 af Kurt Trampedach forvrænger ansigter i farverig ekspressivitet i effektiv udnyttelse af monotypi-teknikken, hvor der ofte kan være farverester tilbage på pladen efter trykning, som så kan udnyttes til endnu et tryk ved simpelthen at male videre ovenpå. Det giver akvarelagtige nuancer, som når brede pensler dupper farver på lærredet. Det fungerer virkelig godt.
Morten Buch opdaterer linoleumssnittet, så værkerne ligner nogle af David Hockneys digitale iPad billeder. I de to portrætter ”Line og ”Lone” fra 2014 får vi synsvinkler, vi ikke forventer. Douche farver, tykke linjer og slørede overgange får tilskueren til at tænke på alt andet end gammelt tungt linoleumssnit. Vi mærker snarere sensualiteten.
Kig i både udstilling og værksted
Andreas Brinch eksperimenterer også i to serigrafibilleder fra 2013 med de enkle, men præcise titler ”Lilla” og ”Gul”. På disse farver vrimler det med kruseduller, skøre vækster, flasker, små mænd og stirrende øjne. Der er vildskab og barnlighed i værkerne, og man glemmer, det er grafik.
Den gamle mester Asger Jorn river også i traditionen med et skrattende, farvelagt træsnit med titlen ”La Mère Ibis” fra 1972, med den langnæbede vadefugl omgivet af truende kaos.
Udstillingen stritter selvsagt i alle verdenshjørner tematisk, fordi den ikke har en såkaldt rød tråd, men i stedet en fælles teknik som overskrift. Men det giver os chancen for ikke kun at gå rundt i de lyse lokaler og iagttage værkerne, men også at se ind i de rodede forløb i værksteder bag de grafiske resultater.
Alt i alt er det et livligt vue over det sidste halve århundredes forsøg med grafik i alle dens facetter i en stor farvemættet collage, der er en hyldest til grafikkens spændvidde – og Kastrupgårdsamlingens skønne magasin.
Kastrupgårdsamlingen
Kastrupvej 399, Kastrup
Frem til 29. september
