Skal det være så fælt?

13. Nov 2014

Af Preben Winther
prebenwinther@up95.dk

Michael Kvium (f. 1955) har siden et afgørende stilskifte omkring 1990 skabt en lang række malerier, surreelle visioner af galskaben som menneskeligt grundvilkår, udført med klassisk håndværksmæssigt mesterskab. I forskellige ’perioder’ har han fokuseret på specifikke motiver eller udforsket maleriets rum på nye måder. Han har arbejdet med performance og film, ofte sammen med Christian Lemmerz. Men altid har han haft det ubehagelige og det frastødende som sit gennemgående tema.

Kviums rædsler
I øjeblikket kan man på en salgsudstilling i Galleri Nijen-kamp se et halvt hundrede af Kviums malerier fra perioden 1993-2010, samt nogle akvareller. Fire store rum fyldt til bristepunktet, plus lidt i café og gang.
Det er – anskuet fra enhver synsvinkel – en voldsom oplevelse. På et tidspunkt bliver man mæt. Over-mæt. I middelalderen havde man endnu ikke fået for vane at spærre de gale inde, og de vanskabte kunne bruges som underholdende indslag på markederne. I dag har vi Kvium, og hvad hans billeder ikke rummer af deformiteter, sygelighed og perversioner, findes næppe. Nonfigu-rative malerier, der alligevel har karakter af indvolde. Fede hermafroditter. Arme og ben i bandager. Dans med kranier. Ulykkelige, vandhovede spædbørn. Blinde. Åndssvage. Afskårne lemmer og fingre. Man kunne blive ved.
Goya gik med sine grafiske blade Krigens rædsler (1810-) lige så meget i rette med vold og menneskeligt vanvid, som f.eks. Max Beck-mann gjorde det i sit grufulde maleri Natten (1918-19). Hvad er det, Kvium vil?

Præcise diagnoser
Et af malerierne fremstiller en klovn. Og apropos klovn viste Aarhus Kunstmuseum i 1997 Kvi-umudstillingen Circus Humanus. Men er dette cirkus? Underhold-ning med en dybere mening? Ler vi, mens vi trods alt bliver klogere, og hjertet græder?
”Kvium fremstiller det menneskeligt tabuiserede,” er der engang skrevet, ”og har han fået beskueren til at indse, at det ikke blot er freakshows […], men præcise diagnoser af det moderne, kollektivt ubevidste, har han rykket verden i positiv retning.1 Et andet sted hedder det: ”Kviums kunst er ikke motiveret af medfølelsen eller det modsatte […]. Hans menneskelignende eksistenser […] er visuelle udfordringer, der skal få beskueren til at tænke videre over verden og livet og sig selv i verden.2
Nuvel. Sådan kan man se Kviums værker; og selvfølgelig er der en… mening med galskaben. Det bør også nævnes, at hans virtuositet effektfuldt tørner sammen med billedernes udsigelse. Men alligevel kan man i sit stille sind spørge: Skal det være så fælt for at vække folk?

Galleri Nijenkamp
Kratholmsvej 62C, Odense S
Frem til 18. januar 2015
Artikel fra: Nr. 10 / 2014 – Nov. / Dec.



Follow by Email
Facebook
Twitter