Pablo Picasso, Portrait de Marie-Thérèse, 1937. M usée national Picasso-Paris © Succession Picasso- VISDA 2019.

Picasso og modellerne indtager ARKEN

Af Orla Schantz - 16. Nov 2019

Det er en udsøgt udstilling på Arken. Over 50 værker indenfor maleri, skulptur, tegning og grafik vises i en klassisk ophængning uden de store falbelader. Næsten alle værker er lånt fra Musée national Picasso-Paris. Og det er Picasso classic, som han er elsket og berømt for. Malerierne dækker fem årtier fra 1920’er til 1970’erne, kort tid før hans død i 1973.

De svulmende former, de tykke streger, den kubistiske form, de forvredne kroppe og ansigter, de farveglade portrætter af elskerinderne, de løsslupne penselstrøg og de sanselige foreninger af erotiske par-(ringer) stråler ud fra lærrederne. Nøjagtig som vi kender ham.

Skønt Arken har valgt konceptet ”Elsket af Picasso – Kærlighedens magt”, rummer udstillingen også stilleben malerier som ”Opstilling: buste, skål og pallet” (1932) ”Stor opstilling på søjlebord” (1931) og andre. Men det er kvinderne, der dominerer, ikke kun som portrætter af hans koner og kærester, men primært som kønsvæsener.

Karakteristisk for Picasso er hans evne til at skildre nærvær, koncentration, ja næsten zen-agtige stunder, mættet af mental handling. ”Læsende kvinde” (1939) emmer af tilstedeværelse og selvspejling i den studerede tekst. ”Kvinde med dolk” (1931) er trods ekstrem abstraktion i illustrationen svanger med uhygge og påtænkt fatal handling. ”Sid-dende kvinde med korslagte arme” (1937) er begivenhedsløs som motiv, men de kubistiske blikke i ansigtet peger både frem og nedslået på tilskueren. Det hele holdt i sprælsk kulør. ”Kvinde med armbåndsur” (1936) er motivisk banal, men det bekymrede blik koblet med ængstelse er tynget af skyld. Den stille ulykke er dragende.

Pablo Picasso, Portrait de Dora Maar, 1937.
Musée national Picasso-Paris © Succession Picasso – VISDA 2019.

Lyst og begær overalt

Erotikken pibler – næh, bruser frem overalt. ”Nøgen kvinde i en have” (1934) ægger med vellyst i det grønne. ”Sovende kvinde ved persienner” (1936) får næsten ruden bag til at dugge. ”Kvinde med pude” (1969 – altså da han var 88 år gammel) byder sig pornografisk til.

Et af de tidligste værker fra 1921 med titlen ”Kvindehoved” minder stadig en smule om en naturalistisk stil og om Olga Khokhlova, hans første kone, men kort tid efter kastede han sig ud i de kendte kubistiske streger og former.

I dag er han en myte. Den store alfahan i moderne kunst. Alle kender ham, og alle kan næsten automatisk genkende et værk af ham. Og myten besejrer (næsten) altid virkeligheden.

Myter lever uden for tid og rum. De er et slags kollektivt billede, oftest forvrænget i forhold til realiteternes verden. Det er blevet Picassos skæbne. Hans kunst er ikke kun blevet identisk med (hvad der stadig opfattes som næsten uforståelig) moderne kunst. Picasso selv som person er også forfremmet til en myte om den store kunstner med stort K. Han er arketypen på den vilde maler, der levede udenfor borgerskabets normer.

Picasso. Familien. 1970. Foto: Orla Schantz.

Den vilde maler

Forestillingen om den frie og ekstraordinære kunstner, hævet over det ordinære samfund er over 200 år gammel, men stadig vital. I Ro-mantikken udviklede myten sig om den elitære ener, der kunne ane det guddommelige. Derfor var han ikke underlagt det øvrige samfunds regler. Og dog. Det var et skizofrent forhold. Kunstneren foragtede de åndløse købmænd, men begærede deres anerkendelse – og penge.

Picasso passer om nogen ind i rollen som den utæmmede kunstnertype, ikke tynget af borgerskabets dorske normer, men fri og potent. Han levede det liv, andre ikke kunne eller turde. Helt i overensstemmelse med myten.

Især i sit forhold til kvinder svarede han til de (bedsteborgerlige) fordomme. Han så sig selv som den catalonske Casanova. Han brugte, misbrugte og til sidst opbrugte en lang stribe kvinder gennem hele sit liv. Fem konkrete kvinder, der både var kærester/hustruer og modeller for Picasso er i centrum: Olga Khoklova, Marie-Thérèse Walter, Dora Maar, Francoise Gilot og Jacqueline Roque.

Pablo Picasso, Jacqueline aux mains croisées, 1954.
Musée national Picasso-Paris © Succession Picasso – VISDA 2019.

Fra Olga til Jacqueline

Olga var en let og feteret balletdanserinde med aristokratiske aner, der hjalp Picasso ind i det pæne selskab i Paris, men hans portrætter af hende er tunge og mørke. Efter hun fødte deres fælles barn, gik Picasso på jagt efter endnu en uprøvet kvinde, den 17-årige Marie-Thérèse Walter, som han maler i lyse og legende farver fyldt med erotik som i ”Liggende nøgen kvinde” (1932). Efter hun fødte deres fælles datter, skifter han hende ud med Dora Maar, der selv var kunstner. ”Portræt af Dora Maar” (1937) udstråler mørk stolthed. Derpå følger den 21-årige kunstner Françoise Gilot og nogle år efter den 26-årige Jacqueline Roque, som han giftede sig med. Ægteskabet varede 11 år til hans død i 1973.

Kunstnerisk havde alle kvinderne stor indflydelse på Picassos utallige værker. Personligt udraderede han dem. Marie-Thérèse Walter hængte sig, Jacqueline Roque skød sig selv, andre af hans elskerinder fik nervøse sammenbrud. I bøger og interviews har andre, båds børn og børnebørn skildret den tyran, den store mester og tyr var i privatlivet.

Arken har i sit koncept for ud-stillingen ”Elsket af Picasso” valgt den biografiske vinkel og forsøgt at gøre hans kvinder til stærke modspillere. Derfor snor man sig i bornerte omskrivninger i den forklarende prosa for at dyppe ham i sukkerlage. Det lykkes ikke helt. Hel-digvis. Hvorfor kun gøre ham pæææn og mondæn, når han også var grusom, grov – og genial?

ARKEN Museum for Moderne Kunst
Skovvej 100, Ishøj
Frem til 15. marts 2020

Artikel fra: Nr. 10 / 2019 – November / December



Follow by Email
Facebook
Twitter