Peter Brandes: Isak. Monotypi. 1995.

Peter Brandes´ Isak og du og jeg

Af Leo Tandrup - 19. Mar 2018

I Grenaa har Peter Brandes´ skulptur ”Ofrende” stået på en central plads i bymidten siden 1996. Men den vakte fra starten stor debat, og nu er den sendt på depot, mens torvet renoveres. Om den kommer tilbage, er uvist. Der er tænkepause. Lad os bruge den til at spørge læseren, om han måske hører til en af de mange, der har ment, at Brandes´ skulptur er grim, negativ, uudholdelig at se på, ja grinagtig, og at den derfor ikke igen skal opstilles så centralt et sted.

Ét skal siges. Folk, der har den opfattelse af værket og de mange værker, der ligger bag det i udstillingen på Pavillonen, har for så vidt ikke uret. Værkerne er hverken kønne eller harmoniske, og de er slet ikke skabt naturalistisk, og sådan som vi mener, vi selv ser ud.

Men det er altså heller ikke meningen. Kunst, der viser os sådan i dag, bliver kitsch eller bullshit, sødladen og hvinende falsk. En smuk krop kræver en smuk sjæl, og har vi mere sådan en? Det er i hvert fald gået tilbage siden gotik og renæssance. Da dyrkede man endnu legeme og sjæl som ét og dermed den nære sammenhæng mellem Det skønne, Det gode og Det sande, og det gav mening, fordi mange borgere dengang stræbte efter at leve sådan. Men i dag må man nok spørge: har sjælen ikke taget skade, ja er den måske endda ikke helt forduftet, fordi vi har prioriteret æde, penge, sex og magt frem for omsorg og kærlighed? Bruger vi ikke alt for lidt tid på hinanden og vore børn? Har arbejdet ikke næsten erobret magten? Har vi meget andet end os selv og vor ydre anseelse i hovedet?

Hvis vi må mest svare til vor egen bagdel på de spørgsmål, vil det være en god ide at tage hen i Pavillonen og kikke på Brandes´ mange værker, hvor Isak bøjer hovedet og forfærdet venter på, at hans far Abraham skal skære halsen over på ham. Og det vil han, fordi hans Gud har forlangt dette makabre offer imod til gengæld at ophøje ham og hans slægt som herskende over jødefolket. Siger man bare, det var da også for galt, og hvad skal vi i øvrigt med den skøre gamle skrøne, så går man imidlertid selv galt i byen. For så glemmer man at tænke sig selv og sine nære ind i historien. Hvem har ikke været for hård eller urimelig over for sine børn, måske helt glemt at tage sig af dem, så de har savnet én og følt sig ensomme, ligefrem forladte? Hvem har ikke nedgjort konkurrenter og ofret al fairness, for ikke at tale om næstekærlighed, for egen fordels skyld.

Vi kan få gang i vor egen erindring om den slags begivenheder, som er så ubehagelige for os, at vi har fortrængt dem, hvis vi giver os tid foran nogle af Brandes´ billeder. Det er langt fra nok med de ti sekunder foran et værk, som de allerfleste vanligt nøjes med. Så fæstner man sig ikke ved detaljerne. Og ser man ikke det små, så ser man slet ikke det store, der sætter det små i perspektiv. Nogle gange, som i monotypien her fra 1995, bøjer Isak sig så meget forover, at det ser ud, som er hans hals eller ryg knækket brat over. Så er det, man må spørge: skyldes det, hvad også du og jeg har udsat børn eller hinanden for?

Nogle gange stikker der pigge ud fra ryggen på ham, som i keramikfadet her. Isak har gjort modstand. Der løber en af hans livsglæde skabt rød livslinje gennem hans lyse krop fra ansigt til fod. Og drengen er med røde streger bagud og op mod faderen i færd med at sige: Kalder du det her retfærdigt? Hvad har du gang i? Har du nogen sinde elsket mig? Hvem er du egentlig? Kommer vi så langt, kan vi dårligt undgå at få op i lyset, hvordan det nærmere forløb, de gange du og jeg selv tvang et menneske i knæ? Puh, så rammer den frigjorte erindring os næsten lammende. Vi husker med ét drengens mere og mere trodsige attitude, den frygtelige sitren i hans krop og rædslen i hans øjne. Det ligefrem sortner for os, som i fadet, hvor kun drengen lyser op, og hvor håbets røde og grønne farvepletter driver hjemløse rundt. Vi har ikke ladet dem sive ind i os. Måske vi så ser ud som i kunstnerens ”Epigram” fra 1993.

I andre værker skinner et velsignende lys ned på Isak, som ånden fra en kærlig gud, der vil gøre sin barske kollegas overgreb godt igen. Vor kristne Gud er anderledes end jødernes oprindelige nidkære og hævnende Jahve. Så skulle vi måske selv få bragt vor egen ånd eller bevidsthed på banen, få sonet vore forsømmelser over for vore børn og venner og begynde at handle mere omsorgsfuldt ikke bare næste gang, men helst for fremtiden?

Alle gode kunstneres værker kan ses fra mere end én synsvinkel. Den ofrende kan også være et menneske, der gerne vil ofre sig for andre og for sager, der står over ham selv og egeninteressen. Og han kan arbejde så hårdt på det, at han er ved at knække sammen og give fortabt. Men så står vi dér med en lysende mulighed: at opmuntre og hjælpe ham. Får vi først øje for det livgivende i Brandes´ tegn, som for de advarende signaler i det om ikke at sige fra over for næsten, så kan vi bære tegnet med os i sindet.

For tegnet er så stærkt, og det er så kraftfuldt skabt, at det vil kunne forvandle os, så vi mere bliver en del af lyset i verden end af det omsiggribende mørke. Og lys, det trænger vi alle til, og dét mere og mere lys, hvis vi skal holde os selv ud og kunne folde os ud. Kun så kan vi i stort og småt bidrage til, at menneskeheden ikke går under i stammefejder, klimakatastrofer og affaldsbunker som følge af profitjag og unødig produktion i en vækstgal globalisering, hvor næsten alle bare koncentrerer sig om at proppe sig med en stigende del af kagen. Gør vi det, dør vi med et mat blik midt i en vammel mundfuld. Og uden at ane hvem Isak var. Hvad ragede det os.

Ofrende, en skulptur til Grenaa.
Pavillonen i Grenaa
Kærvej 11
indtil 2. april

Peter Brandes: Isak. Keramik fad.
Peter Brandes: Epigram. Litografi, 1993.