Inge Bjørn - Tæt på havet, 2007. Foto: Galleri Tom Christoffersen.

På shoppingtur med Statens Museum for Kunst

Af Orla Schantz - 30. Jan 2021

Nej, det er ikke bare fem bunker jord med en sort bold øverst. Det er et af de godt 100 samtidsværker af danske kunstnere, som SMK har indkøbt for Carsbergfondets penge.

Kigger man nærmere efter og læser man den medfølgende tekst af Nina Beier, der er kunstneren bag, er det samlinger af gødet jord, der understøtter ”coco de mer”, på dansk ”havets kokosnød”, verdens største nød. Den ligner foruroligende meget en kvindes underliv forfra og bagfra. Værket hedder ”Female Nude” (2015) og rummer selvsagt skjulte hints om patriarkatets fremstillinger af kvindefiguren. Jorden under er ifølge Nina Beier ”en rodebunke af magtstrukturer”.

Der er flere kroppe i andre rum. Ester Fleckner (f. 1983) laver natblå træsnit af det uperfekte og skæve. Rasmus Myrup (f. 1991) viser sprøjtende pikke i skrøbelige sammensætninger med spinkle planter.

Nermin Duraković går i meta-mode med sit plakatværk “Multiculturalists, please deal with the Danish racism and leave us foreigners alone” (2018), der svarer på Superflex’ kendte ”Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes”-plakat fra 2002.

Der er også blevet plads til den nu 95-årige tekstilkunstner Inge Bjørn og hendes utrolige billedtæpper. Tre pragtfulde værker bl.a. ”Tæt på havet” (2007) viser hendes tekniske færdigheder med silke-, hør- og uldtråden.

PISCINE – Blue Lagoon, 2016. Foto: Kaare Viemose.

Kunstnergruppen Piscine har levet en drilsk skulptur, der forestiller springeren i skakspillet. Associationer om nutidens flygtighed, trojanske heste, problematiseringer af rytterstatuer etc. springer en i øjnene.

Hvad er et museum?

Et museum er en slags fabrik, der producerer fortid. Og nutid. Desuden frembringer kunstmuseer også hierarkier af æstetiske værdier. Hvad er værd at bevare, og hvad skal smides væk? Når det gælder et statsligt foretagende som SMK bliver produktet også befalinger og ordrer.

Hvilke fortællinger om nationens historie skal prioriteres? Hvem er helte og skurker? Museet er statens og bliver dermed politisk.

Og staten er jo os allesammen, ikke sandt? Hmm!, i SMKs tilfælde er det nok nærmere det bedsteborgerlige samfund. Men fra 1500-tallet og de næste 350 år frem var det faktisk kongens eget kunstkammer. Først ved enevældens afskaffelse i 1849 blev kunstskattene statens ejendom.

Jessie Kleemann – Orsoq III, subarctic sushi!, 2015. Foto: Iben Mondrup.

Fortiden er elastisk

Historie er historier. Fortiden laver vi hele tiden om. For nylig blev den lystige libertiner, kong Frederik 5., der regerede Danmark og Norge fra 1746 til 1766 således pludselig til en grusom slavehandler. Han stod ellers i spidsen for et rige i fred, hvor interessen for kunst og videnskab blomstrede.

Det Kongelige Danske Kunstakademi blev grundlagt i 1754 som en gave til netop Kong Frederik 5. på hans 31-års fødselsdag. Derfor stod en buste af ham i akademiets festsal, indtil den i november i fjor som led i en ”kunstnerisk” happening i protest mod den danske koloni-fortid blev smidt i havnen.

Forargelsen var glødende. Først fra de sociale medier, derefter fra de etablerede medier som dagblade, derefter tøvende fra ældre kunstnere og endelig i forskellige grader af forståelse og afstandstagen fra museumsdirektører og andre offentligt ansatte kuratorer.

Rasmus Nyrup – Re-member Me (2009).

Værsgo, her er nogle millioner

Museer er også en slags kirkegårde og opbevaringsanstalter. SMK råder over ca. 9.250 malerier og skulpturer, 247.000 tegninger og grafiske blade (Den kongelige Kobberstiksamling) samt mere end 2.900 gipsafstøbninger.

Hvad der vises er langt fra, hvad man kan se. Et museum er et offentligt finansieret forsvindingsnummer. Næsten alt er gemt væk.

Nu har museet kunnet købe en lang række nye videoværker, installationer, malerier, tegninger, grafiske værker, fotografier, skulpturer og performances – i alt 104 væsentlige værker – af 61 toneangivende kunstnere.

Nina Beier – Female Nude, 2015.

Hvordan laves indkøbslisten?

Hvordan har man bestemt, hvad der skulle bruges penge på?

I en kronik i Politiken den 7. januar i år prøver SMKs direktør Mikkel Bogh at formulere nogle principper for et kunstmuseum i 2020’erne.

”Store kunstinstitutioner skal afspejle politiske strømninger i brede dele af befolkningen og ikke kun snævre fagprofessionelle interesser. Samtidig bliver der formuleret nye forventninger om, at kulturinstitutioner går foran, når det kommer til klima og bæredygtighed, opgøret med seksuelt krænkende adfærd, minoritetspolitik og strukturel racisme,” skriver han blandt andet.

Det er, hvad man kan kalde nutidsnarcissisme. Hvad der er politisk og kulturelt aktuelt i 2021 skal bestemme, hvad der skal udstilles af museets over en kvart million kunstgenstande fra de sidste 500 år.

Juvenokrati hedder det også, nemlig den styreform, hvor ungdom regerer og hvor samtidsfanatisme er den officielle ideologi.

Det er en slags nutidsarkæologi, hvor fundene nu kan ses. Her har vi en antologi over den herskende, men altid flygtige (og dog så forudsigelige) Zeitgeist. Sådan produceres æstetiske målestokke. Også af den grund anbefales udstillingen.

Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50, København K
Frem til 2022

Artikel fra: Nr. 01 / 2021 – Januar / Februar



Follow by Email
Facebook
Twitter