Lysende Spindelvæv og svævende glaskupler får tankerne hen på en helt anden verden, hvor alle farver er forsvundet... en apokalypse, måske...

Ødelæggelse og skønhed forenes på forunderlig vis i Cisternerne

Af Monica Ritterband - 26. Sep 2020

Jeg sender et kys til Cisternerne

Cisternerne på Frederiksberg har fremtryllet et magisk værk, hvor liv og død, ødelæggelse og skønhed forenes på forunderlig vis. Hvor man ikke længere er beskuer af et kunstnerisk værk, man er forvandlet til at være en slags fjerde dimension, vi er inde i værket, vi ser det, vi føler det, det bliver et med os

Hvad er kunst for mig, har jeg tit tænkt, og det afføder altid et virvar af modsatrettede følelser og svar der både strider mod og samtidig supplerer hinanden, men alligevel, så er det komprimeret sagt; når jeg føler jeg bliver bevæget og berørt, provokeret og tænksom og på samme tid tømt for tanker, og ultimativt en smule forandret.

Alt det oplevede jeg, da jeg forleden besøgte Cisternerne på Frederiksberg. Den seneste udstilling af den argentinsk fødte kunstner og verdensstjerne Tomás Saracenos værk under jorden: Event Horizon. Det er et værk som møder en med en intensitet af dysterhed parret med en sælsom skønhed, og en forudsigelse om menneskelig ødelæggelse død og dispair.

Jeg blev gelejdet ned i de frederiksbergske cisterner, det gamle vandreservoir og drypstenshule som blev bygget i 1856-59 for at forbedre vandforsyningen til Hovedstaden.

Flere meter under jorden i Søndermarken ligger de frederiksbergske cisterner og her kan kan man indtil efteråret 2021 ro rundt og indtage med alle tilgængelige sanser den betagende og insisterende udstilling “Event Horizon”.

Og som nu med sin forunderlige arkitektur er Frederiksbergs absolut mest attraktive kunstneriske og unikke udstillingssted for samtidskunst. Ingen af deres udstillinger kan efterlade en uberørt. Og slet, slet ikke den nu aktuelle.

Jeg troppede op uden at have læst det mindste op på udstilling i forvejen. Jeg hav-de besluttet at komme nøgen og åben for mine egne sanseindtryk. Og jeg må sige, at jeg blev overvældet, ikke kun af hvad jeg så og hørte, men af de mange overrumplende følelser udstillingen satte igang hos mig.

Jeg må erkende, at jeg var i et melankolsk stemningsleje, knas på kærlighedsfronten, og lidt frysende gik jeg ned ad trapperne ind i et dybt mørke som øjeblikkeligt fandt sin klangbund i mit eget indre. Jeg måtte med tøvende fødder sætte det ene ben foran det andet indtil jeg blev placeret i fronten af en robåd og udstillingens kurator satte sig som færgekvinden og roede mig ind i en anden verden.

Med gutturale, dybe, rumlende, lyde, som i mine ører forvandledes til brudstykker af et requiem, blev jeg langsomt men uafvendeligt sejlet ind i begyndelsen til mit eget endelige. Min kommende død. Jeg kunne pludselig ikke tænke på andet end at sådan måtte rejsen være væk fra livet.

Egentlig blidt, ikke truende, men med dødens massive overmagt over alt levende. Sort og hvidt. Og gråt og goldt. Et totalt fravær af farver. Lysende skulpturer som spindelvæv, kugler, planeter og spejle – og vi sejler forbi film på små lærreder der viser abstrakte gevækster i sitrende bevægelser. Befinder man sig monstro i døden efter 3. verdenskrig? Eller er man eneste kortvarige tilbagelevende efter en naturkatastrofe?

Er udstillingen et opråb om, at vi er i gang med at orkestrere en menneskeskabt apocalypse? Kan man overleve efter en apocalypse? Og i fald ja, hvordan?

Tomás Saraceno – Event Horizon, 2020, Cisternerne. Foto: Torben Eskerod.

Saraceno som er uddannet arkitekt er kendt for at være optaget af alternative boligformer, der skal skabes for at vores efterkommere kan leve i en bæredygtig fremtid. Han har i dette, sit gigantiske værk, tydeligvis naturen på hjertet og advarer os om vores tankeløshed, og med denne fortælling om at intet er som før, alting er dynamisk, og at vi må finde nye veje for at overleve.

Udstillingens titel, Event Horizon er et astronomisk og relativitetsteoretisk begreb som kredser omkring et sort hul, hvor tyngdekraften, læs døden, overvinder alt, suger alt til sig, selv lyset.

Den sugende intensitet, man oplever under hele dette postapokalyptisk besøg, sidder i kroppen som en nagende viden, da turen med færgekvinden slutter og vi igen kan træde ind i livet, i Søndermarken på Frederiksberg, hvor træerne står grønne og frodige, hvor børn leger med hinanden og hvor et modent par kysser hinanden på bænken. Livet er her i al sin skønhed og besværlighed, vi må passe godt på det, og på hinanden. Jeg sender et kys til Cisternerne.

Cisternerne
Indgangen ved Søndermarkens springvand
Frem til 30. november 2021

Artikel fra: Nr. 08 / 2020 – September / Oktober



Follow by Email
Facebook
Twitter