Per Kirkeby - Maleriet Nach der Abnahme, 1988. Skulpturer Torso I og II , 1983. Foto: Erik Meistrup.

JORN/KIRKEBY-DUEL – To giganter støder sammen på ARoS

Af Erik Meistrup - 19. Dec 2020

To af dansk kunsts giganter er blevet sat sammen for første gang sådan for alvor og bliver gennem en række temaer spejlet i hinanden.

De mødtes aldrig

Asger Jorn 1914-73 og Per Kirkeby 1938-2018 repræsenterer sammen med den nulevende Bjørn Nørgaard dansk kunst i det 20. århundredes senmodernisme inden postmodernismens indtog. Jorn og Kirkeby mødtes aldrig, og Kirkeby så først Jorn som nærmest en spærreballon, der skulle gøres oprør mod, men senere dog også som en inspiration, hvor ”han tog over, hvor Jorn slap” – som han nogenlunde formulerede det.

De fælles træk, udstillingen ønsker at udforske, er, at begge på et tidspunkt var involveret i gruppeeksperimenter: Jorn med Cobra og Kirkeby hos Eks-Skolen, men senere så de sig selv som fornyere af maleriet, selvom Jorn også arbejdede med at dekorere keramik, mens Kirkeby har lavet skulpturer af mursten og sorte tunge bronzer, der peger mod selve eksistensen som udtryk – selvom mange har svært ved at se det. Hans mest kendte værk er nok de seks kæmpehoveder på toppen af det tyske Forbundsparlament i Berlin.

Det handler om maleriet

Begge startede ét sted med maleriet og bevægede sig et andet sted hen. Jorn i begyndelsen med en kraftigt snert af surrealismen videre til en farverig, løssluppen, spontan og legende ekspressionisme, der har dannet skole for mange andre kunstnere og fortsat gør det.
Kirkeby startede med et mere direkte amerikansk inspireret pop-art- og collage-maleri – som i dag virker lettere og mere spontant – og bevægede sig frem mod en natur- og landskabsabstraktion, nogle gange med mere eller mindre skjulte referencer til bl.a. kristendommen og kulturhistorien.

Asger Jorn – Melmoth, 1955. Foto: Erik Meistrup.

Meget forskellige menneskeligt og kunstnerisk

Jorn er oprører, uhæmmet, voldsom erotisk, politisk, internationalt orienteret, men ønskede samtidig at være folkelig og antiestablishment – han giver bogstaveligt talt fingeren til det prestigefyldte MOMA i USA, da man vil give ham en pris. Han lever nærmest ADHD-agtig i sin evige rastløshed i både værker og privatliv, hvor koner og elskerinder kommer og bliver gået. Han skriver nogle bøger om sit syn på kunst, men mest bemærkelsesværdigt er samarbejdet med den franske fotograf Gérard Franceschi, hvor de i fire bind ønskede at dokumentere den nordiske historiske folkekunst i 10.000 år fra jernalderen, i Grønland og hos samerne. Den side er slet ikke med, men kunne være sat overfor Kirkebys optagethed af den mellemamerikanske mayakultur (der heller ikke er nævnt) til en forståelse af de lange linjer i kulturen og kunsten.

Kirkeby er nærmest højborgerlig naturvidenskabsmand, intellektuel, kontrolleret, upolitisk, nærmest elitær, men tænksom og mest til det indadvendte og meget optaget af andre store kunstneres arbejde, som han skriver bøger om. Han har efterladt sig et omfattende forfatterskab, der også dækker lyrik og rejseoplevelser.

Senmodernistisk klassicisme

Han er som Jorn en fornyer med sin storladne naturabstraktion – der efter min udlægning har etableret sig som en ny slags klassicisme, hvilket er ironisk, da både han og Jorn ville gøre op med modernismens klassicisme. Der er en tendens til at se Kirkebys maleri som noget unikt, han selv fremmaler, men han trækker efter min opfattelse meget på f.eks. en Edvard Weie (1879-1943), der netop trængte dybt ind farvernes udtryksmuligheder og hvis maleri ”Vej gennem skov” fra 1932 peger frem mod Kirkebys ”Sommernat II” fra 1990.

Både Jorn og Kirkeby har mange forskellige materialeeksperimenter. Kirkeby er meget privat og så underspillet i det erotiske i værkerne, at man skal have vejledning for at lægge mærke til det som f.eks. det nævnte ”Sommernat” og det tilsvarende ”Grün Frühling” (1988), der skulle indeholde erotiske motiver som det beskrives i kataloget side 118: ”det hele emner af safter og damper af erotik… (dog) måske mere længsel end forløsning”.

Asger Jorn – Krukke 1953. Foto: Erik Meistrup.

Melankolien var de fælles om

Det sidste del af udstillingen fokuserer på teamet: Nordisk melankoli og selvfremstilling, og udstillingens kurator Jeanette Stampe formulerer det således i kataloget: ”Fælles for Jorn og Kirkeby er, at deres landskaber indskriver sig i en særlig nordisk landskabstradition. De indfanger begge, hvad man kunne kalde en særlig nordisk melankoli”, som de har fælles med norske Edvard Munch, ”som de begge havde som forbillede”. Jorn spændte fra eufori til tungsind, der satte sig dybe sorte spor i værkerne. Hos Kirkeby er han mere den ensomme vandrer med brug af en mørk jordfarvet palet og med et ophøjet – og nok temmelig selvhøjtideligt – mål om kampen for at realisere den (store) kunstneriske skabelsesakt i en ny sublim form – som den store kunst.

Jorn vinder duellen

Både Jorn og Kirkeby har været udstillet mange gange. Man kan godt diskutere, hvad dette møde- denne duel – reelt fører med sig af nye oplevelser, men det giver i hvert fald en bedre og meget synlig forståelse af deres forskellighed, og for mit vedkommende er det Asger Jorn, der vinder denne duel. Selvom hans værker er mindre i omfang end Kirkebys, så er de mere eksperimenterende og artikulerende, og han slipper ikke helt det figurative, hvor Kirkeby i mine øjne nærmest ender i en hang til det mystiske.

ARoS
Aros Allé 2, Aarhus C
Frem til 5. april 2021

Gruppearbejde EksSkolen – Bjørn Nørgaard, Richard Winther, Per Kirkeby, Poul Gernes. Uden titel, 1975. Foto: Erik Meistrup.

Artikel fra: Nr. 11 / 2020 – December / Januar



Follow by Email
Facebook
Twitter