Marina Rubini Rordam - Stair Case Bird Stare.

Illusionisten

Af Inge Schjødt - 16. Mar 2020

Ser du en nydelig dame stå på hovedet i en container, så er det muligvis collagekunstneren Marina Rubini Rordam, der er på jagt. Magasiner, gamle lærebøger og alskens antikvariske marskandiserfund går hun og gør fund i til sine collager og assemblager. En kunstform, der blev hendes livgivende passion af mange snirklede veje. Undervejs tog hun kunstnernavnet Marina Scissorhands.

Kunstneren er udstillingsaktuel her i foråret, når Mississippi Kunst & Kultur i det vestjyske slår dørene op for årets første gruppeudstilling i nye lokaler på Odby Gl. Skole, Uglev, Thyholm. Marina Rubini Rordam får følgeskab af Kung Hansen, Frida Franko-Dossar, Helle Hee Degaardt og Malene Hedetoft.

Marina Rubini Rordam – Play My Yoga Fiddle.

Low cost // Zero waste // No purchase

Marina Rubini Rordam bruger øjnene! Og så sætter hun nogle kriterier op for sit arbejde, som skærper hendes egen opmærksomhed i jagten på de rette elementer til klippebordet.

– Jeg bruger kun originalmateriale, helst fundet, modtaget eller købt, meget, meget billigt, fortæller kunstneren. Low cost, zero waste, no purchase er blandt mine kriterier. Nogle collager tager måneder og udvikler sig efterhånden, som jeg finder materialet, andre opstår efter dogmeregler, som f.eks. et antal bøger, som jeg har valgt fra begyndelsen.

– Jeg har altid et barberblad på mig og skærer glad sider ud af blade hos lægen, der kalder på at blive brugt, beretter Marina Rubini Rordam. Nogle materialer er fundet på rejser, hvor hun gerne tjekker både hotellernes byttereoler og lokale genbrugsbutikker for magasiner og blade, vi ikke ser herhjemme.

Marina Rubini Rordam – Handsome Hound.

Af den fingernemme slags

Hendes blik for de allerfineste finesser kommer både hjemmefra og udefra. Hun valgte at uddanne sig i broderi på Håndarbejdets Fremmes Seminarium i Bredgade. Her tænkte hun ud af hulsømmene, fuld af alternative ideer og tanker om, hvad man kunne bruge kunsthåndværket til.

– Når nogle elever broderede yndige blomster, så valgte jeg at vise kromosomerne for Downs Syndrom i kæmpeformat. Skulpturelt broderi var noget nyt på den traditionsrige skole, hvor syprøverne var så godt som ens i 1940’erne og 80’erne.

Siden er det blevet til tøjdesign og nogle broderede kirketekstiler i tidens løb, men periodevis også karrierer indenfor undervisning i broderi for blinde, sprogkursus for adoptivbørn, EU-administration mm.

Marina Rubini Rordam – Daddy is Home.

Marina Rubini Rordams far, som var ud af cirkusslægt, bosatte sig på Haiti i 1970erne, og ved besøg her fik hun smag for den detaljerige, haitianske billedkunst.

Og detaljer er der virkelig mange af i værkerne fra Marina Scissorhands. Yderst sammensatte er hendes billeder. Se eksempelvis indholdsfortegnelsen til værket Daddy is Home.

– Figuren ”Far” er sat sammen af 4 dele: underbenene er et par arme fra en gymnast, der står på hænder, kroppen er fra artikel om at arbejde nøgen i haven, halshvirvlerne fra en lægebog fra 1930, og hans hoved er et klistermærke fra Dark Light Illustrations. Venstre side er fra et katalog om emballage til butikker og en blank side fra et blad. Højre side kommer fra et boligblad og plancher fra fuglebog. Orkideerne er fra et plantekatalog.

– Ja, klik og kig lige en ekstra gang på billedet, Daddy is Home.

Køn og roller

Gennem livet som singlemor har køn, mænd og kvinder ofte været på nethinden, ikke mindst gennem fem år som blogger med singleliv, som omdrejningspunkt. Det er der kommet flere billedserier ud af, efter at hun en mørk nat forgreb sig på børnenes materialer til at lave julegaver af, og collagekunsten for alvor begyndte at tage fart.

Marina Rubini Rordam kan, med sin veludviklede iagttagelsesevne, ikke lade være med at undre sig over nogle af de skæbner og levemåder, som mennesker vælger at gå ind på med åbne øjne i deres parforhold.

Marina Rubini Rordam Bridezilla NY.

I værkserien Bridezilla viser hun således, hvad kjolen kan gemme, for den mand der uopmærksomt vælger sin brud.

Således lyder indholdsfortegnelsen for Bridezilla N.Y.:
– Kjolen er fra et spansk brudekjolekatalog, krybdyrsarmene fra en bog om dinosaurer, jeg sankede, da jeg arbejdede som frivillig i en genbrugsbutik i Spanien. Hendes hoved/hals er fra et boligblad om glaskunst. Bøffen med fluer er fra en mellemkrigstids-husmodermanual. Hjertet fra en brochure fra UK. Baggrunden er fra en bog om opførelsen af Chrysler bygningen, fundet i vores byttebod i andelsforeningen.

Guldrammen var sat ud til storskrald.
– Bruden, der måske i starten lignede en Madonna Marilyn viser sig måske at være en Bridezilla, som flår hjertet ud og bider hovedet af ham, eller det ender måske som et Match Made in Hell.

– Skulle du så få brug for et trøstende kram? I Need a Hug / Unconditional Love er på lærred med guldspray, dobbelt sæt sommerfuglevinger fra bogklubbog fundet på loppemarked, en svømmer med et kranie fra en lægebog fra 1900-tallet, tekst fra dameblad.

Værsågod, det er lige her, smukt og bizart på samme tid.

Marina Rubini Rordam – Cribble-Crabble.

Bille serien

Marina Rubini Rordam jublede, da hun en dag kom over en bogklubbog om insekter. Her lå en helt forunderlig verden og ventede på hendes lup og saks, og hun gik i gang med at skabe sin egen version af verdens fauna, hvor en serie af Rubinis biller nu ser dagens lys, alle opbygget efter samme dogmeregler.

På udstillingen på Mississippi får de bl.a. billedserien Cribble-Crabble 1-2-3, hvor et katalog fra væveren Ane Henriksen kommer til ny ære og værdighed:
– Ane Henriksens brystkasser er baggrund og kommer fra et katalog fundet i rodekasse, billerne fra bogklubbog fra gadebibliotek, benene fra artikel om for tidligt fødte børn i hollandsk tidsskrift, og ansigter/hovederne er klippet fra blade, fortæller Marina Scissorhands.

Collagen Fladbord og Friarm er fra Bille-serien og er på lærred.

– Baggrunden er fra en almanak fra 1800 tallet, kjolen er klippet ud af katalog med Malene Müllertz flettede keramik, ben fra cowboybuksereklame, fødder fra modemagasin, skovl fra et Silvan-katalog, og tekst fra dameblad fra 1950’erne, fortæller kunstneren.

Marina Rubini Rordam – Match Made in Hell.

Zoom

I sine assemblager, skabt af makreldåser, legetøj og alskens påfund stikker Knokelmanden sine selvlysende lemmer frem. Målgruppen for værkerne var unge på Nørrebro, og de er blevet taget imod med kyshånd på Monday Studio i Brorsonsgade, Kbh N.

Marina Rubini Rordam elsker at udfordre sit publikum ved at vende elementer på hovedet, og allerhelst give beskueren en overraskelse. Her er noget at studse over og grine af, eller måske rødme af.

Når man ser nærmere til, er næbbet noget ganske andet end et næb i billedet Nasty Women, og det nøgne menneske bruger hun generelt med både let og fast hånd.

I det hele taget interesserer kvindeperspektiver, politik og frihedsrettigheder også kunstneren, som med sine collager præsenterer fantasifulde facetter af tilværelsen, klippet og formet i miniatureformat.

Marina Scissorhands kan følges på facebook og Instagram.
Zoom ind og se, hvad illusionisten finder på at præsentere os for af fine fund fremover.

Mississippi – forårsudstilling
Jupitervej 26, 7790 Thyholm
Planlagt fra 28. marts – 3. maj

– før forholdsreglerne mod Coronavirus blev iværksat.
Følg Mississippi på facebook og se, hvornår udstillingen åbnes




Follow by Email
Facebook
Twitter