Jens Søndergaard. Uden titel, udateret.

Himmel og hav – Jens Søndergaard på Øregaard Museum

Af Orla Schantz - 22. Oct 2018

Man skal stå helt ude ved kanten, lige der hvor Bovbjerg Klint styrtdykker 40 meter ned mod den korte strand. Det skal være en stormende sensommerdag. Man skyder kroppen frem for at holde sig oprejst. På det brede panoramabillede, der strækker sig uendeligt til begge sider, tårner det hvide hav sig op som en brusende vold. Man ruskes igennem af blæst og skum fra det stejle Vesterhav.

Så er man i Søndergaard-land. Går man nogle få meter bagud, støder man ind i et par rødmalede huse. Det er nu hans museum, der engang var den bolig, han fyldte med sit sind og sine malerier. Den prægtige himmel og det vældige hav var hans element. Her levede han sig ud i sommermånederne, inden han om vinteren modvilligt flyttede til sit atelier på Rådhus-pladsen i rigets hovedstad.

“Lige så snart jeg var kommet til København, fortrød jeg det bitterligt. Her er frygteligt, når man kommer fra Bovbjerg, her er umalerisk og tamt, ja, det er fjollet at gå og vade rundt her til ingen nytte, når man kunne gå derovre ved havet og være glad og tilfreds og – det vigtigste af alt: at blive inspireret”, skrev han.

Men omkring Grundlovs-dag året efter rejste han atter tilbage til det vilde vest, hvor farverne i hans billeder slog lige så kraftfuldt mod hinanden som havet mod stranden. Der er brænding begge steder.

Jens Søndergaard. Rådhuspladsen, udateret.

Fra hav til by

Hvad der kan synes som ikke blot en geografisk splittelse, men også en mental hos Søndergaard, der som ægte vestjyde var fra Thy, kan man se på Øregaard Museums fine udstilling. Når han arbejdede i København, var det ofte med at gøre himmel-og-hav malerierne færdige, eller næsten færdige, for et facit nåede han sjældent. Det var altid et pukleri. Som han selv skrev i 1929: ”At faa hele det mægtige Landskab, man ser, gennemtrængt paa et Lærred, det er en uhyre Anspændelse, et saa utroligt Slid, at ingen, der ikke selv har be-skæftiget sig med det, kan have nogen Idé derom.”

Selv om Søndergaard i sine unge år havde deltaget i undervisningen på Statens Tegnekursus og i 1919 blev optaget på Kunstakademiet, flygtede han fra stedet tre måneder senere og udstillede to malerier på Den Frie, der var blevet stiftet i 1891 som protest mod den etablerede kunstverden på Charlottenborg.

Han følte sig lidt som en fremmed fugl, men blev dog hurtigt taget under vingerne af kunstkritikeren og senere direktør for Statens Museum for Kunst Leo Swane, der allerede i 1923 omtalte ham som en af landets mest talentfulde unge kunstnere. Vejen var banet. Og resten af livet befandt han sig indenfor i varmen. Han udstillede tre år senere på Grønningen og modtag Akademiets legat, så han kunne rejse til Paris, Sydfrankrig og Italien. Han fik legatet fire gange mere.

I 1930 købte han sit sommerhus på skrænten ved Bovbjerg Klint og indrettede det til atelier. Her fandt han den ustyrlige natur, de nøjsomme mennesker, de store vidder og de barske farver. Som H.C. Andersen skrev i 1859 efter et besøg: ”Bovbjerg strækker sig vist en halv Miil, Vandet har ædt ind, som man med store stærke Tænder kan bide ind i et Smørrebrød.”

Jens Søndergaard. Havbillede, 1955.

Fuld knald på farverne

Han er ofte blevet sat i bås med andre såkaldte ekspressionister fra perioden lige fra Edvard Munch til Emil Nolde, men han forblev sit eget knortede jeg. Hans stil nærmer sig det naivistiske, skabt af den gennemarbejdede proces han altid måtte kæmpe sig ind og ud af. Det hele malet med en ”farvekraft ad helvede til”, som han ofte er citeret for at stræbe imod.

Leo Swane beskrev i 1931 Søndergaards liv som kunstner: ”Som han lever med naturen, lever han da med sine billeder, derfor falder det han haardt at skille sig af med dem, mange gange, naar han om efteraaret er kommet til København, har jeg hørt ham sige, at han ikke vil sælge et eneste af dem, han kan ikke undvære dem.”

Han var ikke repræsentant for enfoldig naturalisme, men for subjektivistisk oplevelse og nærmest aggressiv sansning. Han malede sit indre ind i det ydre. Hvad Tom Kristensen gjorde med ord, lavede Søndergaard med farver. Og han efterlevede Émile Zolas berømte definition af et kunstværk som et hjørne af naturen, set gennem et temperament. Blidere nuancer toner dog frem i hans portrætter, dels som bestillingsopgaver, dels af konen Thora, datteren Annelise, bedstemoderen Ane Marie og såmænd også elskerinden But.

Mod øst til sidst

Det har en særlig betydning, at det netop er Øregaard Museum, der nu præsenterer den i dag måske lidt glemte Jens Søndergaard. Museet har som sit speciale at vise kunstnere, der har levet og/eller arbejdet indenfor museets indsamlingsområde, der dækker København og Nordsjælland.

Hans elskede atelier i Bovbjerg blev desværre overtaget af den tyske besættelsesmagt i 1941, hvorefter Sønder-gaard købte et sommerhus ved Lynæs i Nordsjælland og senere i 1955 en bolig på Strandvejen i Charlottenlund. Han døde i 1957 og er begravet på Ordrup Kirkegård.

Øregaard Museum gør os en stor tjeneste ved at lade os hilse på ham igen, både når han kigger til havs og mod Rådhuset.

Øregaard Museum
Ørehøj Allé 2, Hellerup
Frem til 27. januar 2019

Artikel fra: Nr. 09 / 2018 – Oktober /November



Follow by Email
Facebook
Twitter