Agnes Slott-Møller: Niels Ebbesen. Foto: Erik Meistrup.

Helte og Heltinder – Agnes Slott-Møller på ARoS

Af Erik Meistrup - 22. Oct 2018

Hvorfor denne udstilling?

ARoS har dukker op med en noget besynderlig udstilling fra tiden omkring år 1880 til 1930, hvor man omgående og overordnet må stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor denne udstilling og så netop nu. Det spørgsmål har jeg naturligvis ladet gå videre til museums-inspektør Jacob V. Sevel, der er kurator på udstillingen, og han svarer, at det er for at vise et bemærkelsesværdigt ståsted og gennembrud i dansk kunst for en kvindelig kunstner udfoldende sig i en tid, hvor der er opbrud – modernismen – og samtidig store nationale problemer med eftervirkningerne af Englandskrigene, tabet af Norge og ikke mindst de slesvigske krige med tabet af Sønderjylland.

Et stænk af ironi?

En sådan beskrivelse af vilkår og værker for Agnes Slott-Møller er jo helt rigtig og i orden, men det er alligevel påfaldende, at ARoS dukker op med en udstilling, der passer perfekt ind i den politiske kulturdebat, hvor DF med Alex Ahrendtsen kræver danskhed, historisk forståelse og dyrkelse af noget, man hævder, er særlige danske værdier på museernes udbudsliste – og man vil fjerne den statslige støtte til det alt for moderne. Så nu kommer ARoS og leverer varen! Er det for at tækkes den politiske dagsorden, eller er det med et stænk af ironi?

Udstillingen er således allerede i sit udgangspunkt problematisk, og dykker man ned i indholdet, bliver det ikke mindre problematisk.

Agnes Slott-Møller,1913 Fædrelandets Vaar. Foto: Erik Meistrup.

Agnes Slott-Møller en ener

Agnes Slott-Møller og hendes kunst udgør et særligt kapitel i dansk kunsthistorie, hvor man især har hæftet sig ved, at hun er en kvindelig kunstner, der vil det exceptionelle, og det i en tid, hvor kvinderne ikke måtte komme på kunstakademiet, og hvor mandedominansen var en-orm. Og det er fint, at man trækker den historie frem. Det fortjerner hun så absolut.

Agnes Slott-Møller (1862-1937) havde fra barndommen af været optaget af det historiske, og det vælger hun at omsætte i sit valg af motiver, hvor hun er parallel til den bevægelse, man kalder det sjælelige gennembrud, som er optaget af kritik af modernismen og sekulariseringen og afviste abstraktionen og det formløse. Agnes Slott-Møller forfølger sit mål fuldt ud og skaber i sin karriere en række meget store maleriske værker koncentreret om danskhedens historie – og meget specifikt om middelalderen – på den ene side og så folkevisernes fortællinger, ikke mindst om kvinder, der må bøde for deres følelsers valg. Hun forsøger at se tilbage og løfte en række holdninger og følelser ind i sin samtid – middelalderisme, altså dyrkelse af ud-valgte dele af den særlige historiske periode, som vi fortsat ser med Ringenes Herrer, Hobitten, vikingedyrkelsen, Game of Thrones, men også Star Wars, som er science fiction med middelalderkampe og æresfølelser.

Idealismen og den aristokratiske realisme

Slott-Møller hylder de stærke handlekraftige mænd og skønne møer og ikke mindst de ædle følelser som ære, stolthed, mod og den enlige helt, der sætter skel i historien som Niels Ebbesen og Valdemar Atterdag. De er frelsertyper, man bør beundre og se op til og Jacob Servel refererer i kataloget – som er uomgængeligt, hvis man vil prøve at komme bagom udstillingen – at hun ”med stor omhu leder efter mulige modeller på Randers-egnen, blandt de jyske bønder, som hun mente, stadig havde præg af ”den gammeldanske race””. Det er det eneste eksempel, der konkret peger tilbage på en tid, hvor der ikke kun i Tyskland, men også i Danmark og Sverige var en optagethed (dyrkelse) af race og undermennesker (som vi tvangssteriliserede). Slott-Møller havde været under indflydelse af Georg Brandes i ungdommen – men også af den tyske filosof Friedrich Nietzsche og hans aristokratiske ophøjethed – men forkaster ham og bliver nationalkonservativ. Dette skisma i hendes holdninger findes også i malerierne, og det er meget påfaldende, at man i kataloget undgår at vise og at tage stilling til maleriet: ”Fædrelandets vaar” fra 1913 (der tilhører dronning Mar-grethe II), som på mange måder kunne udlægges som nærmest fascistisk i sin dyrkelse af den blonde danske flok kvinder, der bærer de nyfødte frem til præsentation indrammet af en gotisk kirkebue. Hendes bemærkning om den gammeldanske race går i samme retning – vi er som nordisk folk noget ganske særligt.

Agnes Slott-Møller: Valdemar Atterdag-serien. 1934. Valdemar Atterdags hjemkomst.
Hænger på Nyborg Slot. Foto: Erik Meistrup.

En stærk kunstner

Agnes Slott-Møller er en meget stærk kunstner, der tror på sit projekt og er kampivrig. Hun leverer monumental og gennemarbejdet kunst – nogle af hendes værker er for tiden bemærkelsesværdige store som portrættet af Niels Ebbesen, 1893-94 (311 x 375 cm), eller de seks værker om Valdemar Atter-dag, der yderligere er indfattet i enorme udskårne trærammer fyldt med symbolik.

Hun kan sin kram og vil så meget. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at hun støder ind i modstand i sin samtid, hvor hun ikke kan sælge til museerne, der ikke vil have hendes ‘ukorrekte’ skildringer af historien.

Agnes Slott-Møller er imponerende som kunstner og hun har ydet et bemærkelsesværdigt bidrag til dansk kunsthistorie og til kvindelige kunstneres position – hun er faktisk en slags helteskikkelse – men det er alligevel svært at se bort fra de meget problematiske understrømme, der er i hendes tilgang til valg af motiver og deres udførelse, og jeg synes ARoS både i udstillingen selv og i kataloget svigter ved ikke at ville se denne side i øjnene og behandle den.

ARoS
Aros Allé 2, Aarhus
Frem til 6. januar 2019

Artikel fra: Nr. 09 / 2018 – Oktober /November



Follow by Email
Facebook
Twitter