J.L. Lund - Portræt af Eleanor Hage.

Havde Danmark mere end én guldalder?

Af Inger de Stricker - 28. Oct 2019

Hvorfor bliver nogle kunstnere glemt eller mere specifikt: Hvorfor blev professor på Kunstakademiet i København, J.L. Lund nedvurderet og stort set glemt af eftertiden?

Det spørgsmål stiller Hirschsprungs Samling i en ny særudstilling, som vises for tiden.

Udstillingen er velresearchet og dokumenteret i form af et imponerende katalog skrevet af flere forfattere, men primært af kurator Anna Schram Vejlby, som har gjort en stor indsats for at rehabilitere Lund.

Kataloget bærer titlen: Den anden Guldalder. Det lægger op til, at der er mere end en. Den egentlige guldalder er Eckersbergs og hans elevers billeder, den kendte, nøgterne guldalder med en national dimension, men udstillingen lægger op til, at der også var en anden med store følelser, religiøsitet og internationalitet, som Lund stod for i sin kunst og undervisning.

Udstillingen omfatter den store sal til venstre for hovedindgangen samt en række af de små køjer med tematisk opdeling. Der er oplysende læsetavler i alle rum med god læsehøjde.

På Kunstakademiet skulle man vise sit sande værd med historiemaleriet, som også omfattede mytologiske temaer. Man skulle endvidere demonstrere, at man mestrede komposition med mange involverede, den store fortælling og ikke mindst det store lærred.

J.L. Lund – Pyrrhus og Andromache ved Hektors grav. SMK.

Pyrrhus og Andromache ved Hektors grav

Et sådant eksempel er med på udstillingen med kæmpebilledet, Pyrrhus og Andromache ved Hektors grav i formatet 230 x 303,5 cm. I forgrunden ser vi Andromache med sin søn, Astyanax, foran Hektors gravmonument sammenbøjet af sorg. Hektors våben ligger ved siden af graven. Den person, der fylder mest i billedet er Pyrrhus, som holder Andromaches hånd på graven. Han ser på hende samtidig med, at han i en stor gestus med den anden arm rækker bagud for at vise vej for hende væk fra Troja. Det er den ædle sejrherre, malet som en græsk skulptur i idealiserende højklassisk stil, som ikke viser ansigtsudtryk af emotionel art. Hun, der er blevet hans slavinde, er nedbøjet af sorg, men viser heller ikke nogen mimik.

I baggrunden ser vi Troja med indbyggerne på vej ud fra den brændende by. Grækerne har sejret og indbyggerne i Troja føres med som slaver.

Grækerne er nøgne og indbyggerne fra Troja er påklædte.

Forgrunden er tæt på os, stort og klart malet med fordrevne penselstrøg. Klædedragtens folder er skulpturelt formet i de antikke dragter. Lyset er teateragtigt med klart, køligt lys oppe fra venstre side, der falder med stor virkning på Hektors våben, som skinner med strålende metaleffekt og derefter på hovedpersonerne. Lyset skaber kraftige skygger, men det fremhæver smukt det tredimensionelle element i dragterne og i gravmonumentet. Alle farverne er brækkede. Klarest står hovedpersonernes dragter med lokalfarve, nedtonet i rødt og okkergult.

Mellemgrunden er menneskeflokken på flugt, og baggrunden er den brændende by til højre, landskabet til venstre samt den uendelige og diffuse himmel, der fortoner sig ud i midten af billedet. Størrelsen og farverne er tonet ned for at vise mellemgrundens og baggrundens lavere betydningshierarki. J.L. Lund viser her, at han virkelig mestrede alle de formelle krav til den store kunst, som Kunstakademiet forventede.

Lunds arv fra mestrene før ham fornemmes tydeligt. Abildgaard var hans gamle læremester fra akademiet i København, og det teatralske element med dramatisk gestus og lyssætning samt motiverne fra antikken kommer nok herfra. Den berømte maler, David, blev hans lærer og forbillede, da han kom til Paris og her blev de ting, som han havde lært om maleriet hos Abildgaard, understreget og kompletteret. Den stramme nyklassicistiske komposition var noget nyt, men de antikke motiver med dramatiske elementer blev også dyrket med forkærlighed hos David.

Udstillingen viser nogle fine tegninger af Lund lavet med pen og blæk og brun og grå lavering. Det er fortrinsvis landskaber, som sandsynligvis har været skitser til landskabsmalerierne, som der også ses en del af, bla. et af Eleonora Hage, der er anbragt i et landskab, hun nok aldrig har været en del af, men man malede retfærdigvis på den tid heller ikke personer direkte ude i landskaber.

På udstillingen er der desuden en række billedeksempler på Lunds samtidige malervenner, såsom C.D. Friederich og Louis Gurlitt.

J.L. Lund – Sachsisk.

Glemslen

Kurators svar på hvorfor Lund blev glemt, er først og fremmest det dansk/tyske spørgsmål, som endte med afgivelsen af Slesvig-Holsten i 1864. Der opstod fordomme om hans herkomst.

Dette kan jo godt have været en del af årsagen. Jeg tror dog mere på, at han var blevet gammeldags allerede i en relativt ung alder. Hans arv fra Abildgaard og David var for teatralsk for kunstparnasset i Danmark. Klassicismen blev umoderne. De græske myter blev ganske vist afløst af nordiske myter, men de kom også til at virke lidt passé.

Hans tegninger er meget smukke, men nærmest lidt rokokoagtige med sfumatovirkninger.

Hans religiøse billeder var romantiserende og blev kaldt katolske. Han hang fast i den gode tradition, han havde lært uden at ændre sig meget.

Danmark havde nok kun en guldalder og Lund var en del af den som en dygtig og afholdt professor på Akademiet, men blev gradvist glemt, fordi han allerede i sin egen levetid forekom uaktuel i sin stil og sit udtryk.

Udstillingen er flot sat op og indlånene af tyske og danske malerkolleger og elever giver et godt perspektiv til forståelsen af guldaldermaleren Lund, som man på den måde kommer grundigt rundt om.

Hirschsprungs Samling
Stockholmsgade 20, København
Frem til 12. januar 2020

Artikel fra: Nr. 09 / 2019 – Oktober /November



Follow by Email
Facebook
Twitter