Ingeborg Prehn.

Fantasier om identitet på Rønnebæksholm

Af Connie Boe Boss - 26. Jan 2019

Når en kurator sætter nogle kunstnere sammen i en fælles forståelsesramme, er det altid spændende at se, om idéen holder. Om vi andre også kan se det, han ser. På Rønnebæksholms nye udstilling Fantasmer både kan og kan jeg ikke. Det er en flot og vedkommende udstilling kurator, kunstner og anmelder på Politiken Mathias Kryger har sat op med de 3 kunstnere Roee Rosen, Julie Nord og Ingeborg Prehn og at de alle 3 arbejder med fantasier står mig klart – til gengæld kniber det lidt med sammenhængskraften i udstillingen. Godt nok præsenterer kunstnerne deres bud på identitetsfantasier, men de gør det måske så meget hver for sig og på hver deres måde, at det ligeså godt kunne have været 3 andre, der var sat sammen, var det ikke fordi disse 3 hører sammen i en særlig kuratorisk optik.

Fantasmer

En fantasme er et drømmesyn, en fantasi, en ønskeforestilling, en illusion. Den repræsenterer det, der ikke kan måles og vejes, som er i vores hoveder og som ikke er virkeligt – kun virkeligt for os.

På udstillingen udtrykker kunstnerne deres forestillinger om normalitet og identitet, familieliv, seksualitet og alt det fortrængte eller forvrængede i højst forskellige værker, der alle afspejler fantasmen – den i fantasien skabte virkelighed.

Ingeborg Prehn – den tilstræbte normalitet

Lad det være sagt med det samme: Jeg forstår ikke helt hvad Ingeborg Prehn skal på denne udstilling. Jeg er helt med på at hun har inspireret Julie Nord, hvilket jeg bestemt forstår ud fra hendes uhyggeligt stereotype tegninger af underligt ”glade og smilende” mennesker, og jeg er også med på at Mathias Kryger har været optaget af Museum Ovartacis kunst i flere år, samt at han i åbningstalen omtalte Prehn som motoren i udstillingen.

Men kunstnerisk set er der ikke meget at komme efter, synes jeg. Ingeborg Prehn levede fra 1895 til 1987 og var patient på Psykiatrisk Hospital i Risskov i 54 år af sit liv. Her tegnede hun især portrætter af ukendte personer, delvist inspireret af ugeblade som Billedbladet og Familie Journalen og deres idylliserende tegnede univers. Fint nok – men ikke nødvendigvis kunst, selv om der selvfølgelig er en pointe i, at ikke al galskabskunst er ekspressiv, vild og blodig, men at den også som hos Ingeborg kan være piget, drømmende og higende efter normalitet og familieliv.

Ingeborg Prehns tegnede øjne er store og lidt glasagtige, nærmest kunstige – hvori jeg godt kan se en idé, der korresponderer med Julie Nord. Jeg er blot i tvivl om der ligger kunstnerisk hensigt bag eller blot manglende evne, og ville derfor hellere have set enkelte eksempler på Julie Nords inspiration (f.eks. en af Prehns tegninger af en lidt for glansbillede-klam far med sin datter) ved siden af Nords egne tegninger.

Julie Nord.

Julie Nord – den forvrængede normalitet

Helt anderledes forholder det sig netop med Julie Nords værker. Som ingen anden formår hun at skabe fantasmer, eller fantasier, der løber os koldt ned ad ryggen. Her er du ikke et sekund i tvivl om den kunstneriske hensigt eller formåen: At spidde middelklassens idylliserede selvbillede og fremdrage uhyggen og det perverterede fra barnekamre og sofahjørner. Nords streg og teknik er velkendt, men på denne udstilling overgår hun sig selv ved at tage et nyt materiale i brug, nemlig japansk Yumi papir, der flosser i kanterne og som lader tusch og farve bløde ud i uforudsigelige retninger. Heraf har hun skabt sine gespenster som er kæmpe spøgelsesagtige figurer der svæver frit i rummet. Imposant og meget effektfuldt, idet det skrækindjagende indre materialiserer sig i stuerne på Rønnebæksholm sammen med hendes ”familieportrætter” på væggene.

Det er mesterligt, det Julie Nord her har skabt og absolut udstillingens højdepunkt.

Roee Rosen.

Roee Rosen – den forstyrrede normalitet

Rosen er en internationalt anerkendt israelsk billedkunstner, filmskaber og forfatter, som på Rønne-bæksholm i den grad leger med uvirkelighedens virkelighed. Hans overordnede fantasme er en fiktiv alter-egofigur: Belgisk-jødiske Justine Frank. Rosen viser en film om ”hende” og hendes delvist erotiske, pornografiske kunst og i det sidste rum vises en række vidunderlige Rorschack agtige, og stedvist erotiske, tegninger fra serien The Stained Portfolio – angiveligt udført og dateret af Justine, men jo altså skabt af Roee Rosen.

Dette er i virkeligheden Rosens primære idé i udstillingen: At bringe os i tvivl om virkelighed og fantasi, om hans eget fantasmes virkelighedspotentiale. F.eks. hænger der også en info-tavle med tekst om værkerne, der kan så tvivl om tegningerne nu (alligevel) er lavet af denne Justine eller om det stadig ”bare” er Rosens værk.

Fantasmernes forskellighed og fællestræk

Hvor man altså hos Roee Rosen ser fantasmet udspillet i en opdigtet figur, der tematiserer erotik, fiktion og sandhed, horror og traumer, er det hos Julie Nord en omvending af det reale: Hvad nu hvis der under overfladen i virkeligheden lurer ondskab, dekadence, perversitet og andet skummelt? Heroverfor står Ingeborg Prehns lidt hjælpeløse tegnede fantasi-idyl, som i hvert fald ifølge kuratoren gemmer på nogle mere dysfunktionelle aspekter.

I dag kræver politikerne sam-menhængskraft. Hvis man også kan dette i forbindelse med en kunstudstilling er jeg her en anelse betænkelig. Men flot og interessant tænkt og smukt sat op er Fantasmer i hvert fald. For i det indre liv er måske i virkeligheden det mest virkelige liv.

Rønnebæksholm
Rønnebæksholm 1, Næstved
Frem til 31. marts

Artikel fra: Nr. 01 / 2019 – Januar / Februar



Follow by Email
Facebook
Twitter