Esbjerg Kunstmuseum er en del af Musikhuset Esbjerg, og ligger midt i byen lige ved gågaden og med udsigt til havnefronten og Vadehavet. I nær fremtid tages taget i brug til udstillinger. Andre udenomsarealer, som for eksempel museets skulpturpark, er også under forvandling.

Esbjeg Kunstmuseum – En moderne kunstperle ved Vadehavet

Af Tatjana Schantz Johnsson - 30. Jan 2021

Esbjerg Kunstmuseum byder på en moderne kunstsamling i verdensklasse pakket ind i exceptionel arkitektur og et prisbelønnet møde med gæsten, som sætter individet i højsædet i et unikt samspil med kunsten på innovative måder.

Når vi forhåbentlig i løbet af foråret bliver lukket ud af coronaisolationen, og igen kan komme ud på de evige kulturmarker, som vores lille land i den grad byder på, så var det måske en ide at bruge tid på et besøg i Esbjerg Kunstmuseum.

Vi søger hele tiden nye veje for at skabe den bedst mulige oplevelse for den enkelte museumsgæst. I alt, hvad vi foretager os, fokuserer vi på mødet mellem gæst og kunstværk. Vi udvikler kontinuerligt nye måder at formidle billedkunst på og eksperimenterer med forskellige udstillingsformater. Noget af det bedste ved kunst er, at der ikke er rigtige eller forkerte facit. Kunst for os til at se verden og os selv på nye måder.
Citat: Inge Merete Kjeldgaard, direktør.

Musikhuset Esbjerg som Esbjerg Kunstmuseum er en del af, er tegnet af Jørn og Jan Utzon. Den nye plads foran med birketræer og vand har arkitektgruppen BIG stået for.

Utzon og BIG

Esbjerg Kunstmuseum er en del af en arkitektonisk perle i Danmarks femte største by med kig til Esbjerg havnefront, der er under enorm udvikling, som grøn metropol. Den gamle skrøne om at Esbjerg lugter af fisk, er en saga blot.

Når man træder ind ad hovedindgangen i Musikhuset, har man allerede passeret Henning G. Kruses Plads, der blev indviet i 2020, hvor en flok af slanke birketræer står som en lille skov rundt om en ”sø”. Denne plads foran indgangspartiet til Musikhuset er tegnet af det verdensberømte, danske arkitektfirma BIG – en forkortelse for Bjarke Ingels Group, og er en hyldest til både Utzons hus, havnebyen Esbjerg og kulturen i form af både musik, kunst og teater. Musikhuset Esbjerg, der udover Esbjerg Kunstmuseum også huser Den Ny Opera og cafeen Kulissen, er nemlig tegnet af endnu en verdensberømt arkitekt, Jørn Utzon og hans søn Jan. Utzons hovedværk er Sydney Opera House og Musikhuset Esbjerg blev indviet i 1997.

Vibrerende moderne kunstsamling

Esbjerg Kunstmuseum byder på moderne kunst fra 1900- og frem til i dag. Både dansk og international, realistisk og abstrakt med rod i blandt andet det surrealistiske og ekspressionistiske moderne kunstunivers. Diverse hovedværker og mange nyerhvervelser indkøbt med uvurderlig fondsstøtte, kan man finde på kunstmuseets hjemmeside www.eskum.dk – Her er det hele repræsenteret lige fra Svend Wiig Hansen til Olafur Eliasson. På Esbjerg Kunstmuseum er man god til at samlingen kontinuerligt bliver vist på nye måder. Der skabes konstant ny vibrerende dialog og sammenhænge mellem værkerne alt efter, hvad emnet er, og hvad der er fokus på i de forskellige udstillingsrum.

Den individuelle kunstoplevelse

På kunstmuseet er der skabt flere faciliteter, som fremmer publikums personlige kunstoplevelser.

Der er etableret åbne magasiner, hvor gæster kan opsøge en stor del af de malerier, som ikke er udstillet. Der er også et æstetisk laboratorium, hvor man kan eksperimentere med det stof, kunsten er gjort af, og på egen hånd finde ud af, hvad det vil sige at se. Desuden er der en række originale tiltag i et krydsfelt mellem billedkunst og andre kunstarter for eksempel parret med naturvidenskab.

Leg med og klik ind på emnekategorien ‘Mit Museum’ på hjemmesiden, der blev lanceret i december, og er finansieret af Bikubefondenscorona-pulje. Her bringes kunsten hjem i folks stuer på helt nye og involverende måder. Egne fotografier kan for eksempel blive til nye kunstneriske udtryk.

Leg med kunsten online i coronatider

‘Mit Museum’ på hjemmesiden blev lanceret i december, og er finansieret af Bikubefondenscorona-pulje. Her bringes kunsten hjem i folks stuer på helt nye og involverende måder, der byder på meget mere end ”bare” en tur rundt i samlingen. For eksempel kan man give sine egne fotografier et kunstnerisk udtryk ved at benytte Christian Skeels ”multiple”. Her benyttes programmet ImageDivider, hvor man kan tegne en maske ovenpå eget foto, hvor hvert felt i masken omdannes til en farver, der opstår, når programmet beregner gennemsnittet af alle de farver, som var inden for det pågældende felt i det oprindelige fotografi. Det er sjovt og nemt at lege med.

Kunst for livet – er et forskningsprojekt under Esbjerg Kunstmuseum, hvor man i fem år undersøger indlæring ved hjælp af kunst på en gruppe børn fra vuggestue til indskoling. Projektet startede i 2019 og er et samarbejde med flere af byens kommunale institutioner og pædagoguddannelsen.

Forskning og fremtid

Kunst for livet – er en pædagogisk tilgang til kunst, der løber over fem år som et forskningsprojekt under Esbjerg Kunstmuseum. Projektet startede i 2019. Fra vuggestue til indskoling får små børn i samarbejde med byens kommunale institutioner næsten kunsten ind med modermælken i mange variationer. Hvilket allerede nu viser sig at have båret frugt, for delresultater viser at tidlig tilgang til kunst i mange afskygninger, har betydning for børnenes kreativitet, livslyst og åbenhed for at få mere viden om verden.

Lige nu er kunstmuseet ved at omskabe deres udendørsrum til attraktioner, der også kan opleves på afstand, så esbjergenserne bliver gjort opmærksomme og forhåbentlig nysgerrige på, hvad der foregår på museet allerede fra gaden.

Taget på museet ud mod havnen vil blandt andet blive brugt til udstillings- og opholdsrum, hvor Esbjergs grundvilkår som vind, skiftende lys og vand bliver inddraget som kunstoplevelser. Følg med der bliver meget at glæde sig til i kunstperlen ved Vadehavet.

Esbjerg Kunstmuseum har hele tiden individet som gæst i centrum, og inddrager publikum som medskabende potentiale. Ud fra ideen om, at et museum ikke kun er, hvad man ser, men også hvordan man ser. Museets moderne kunstsamling er i verdensklasse og oplevelserne er unikke, hvis man gider at lege med, så er man helt sikkert mange æstetiske oplevelser og erfaringer rigere.

Esbjerg Kunstmuseum
Havnegade 20, Esbjerg

Artikel fra: Nr. 01 / 2021 – Januar / Februar



Follow by Email
Facebook
Twitter