Anton Melbye: Oprørt sø, 1852. Olie på lærred. Ribe Kunstmuseum.

En maler af wagnerske dimensioner på lærred

Af Inger de Stricker - 19. Mar 2018

Mange kunstnere er mere værdsatte ude end hjemme. Det gjaldt i høj grad for An-ton Melbye, ikke kun i hans levetid, men i mange år frem. De danske kunsthistorikere igennem tæt på et århundrede syntes, at han svigtede sin opgave ved at male anderledes end samtidens guldaldermalere, der kørte et nationalromantisk program med Ec-kersberg som den store læremester og kunsthistorikeren Høyen, som programsætter for de næste generationer.

I dag betragtes Anton Melbye som en enestående kunstner i sin egen ret og for første gang i Dan-mark, vises han, på en flot gennemarbejdet og vel researchet særudstilling på Den Hirschsprung-ske Samling.

Karakteristik af Melbyes kunst

Hvad var det så for en kunst, han lavede?
Han kunne male stort set alt, og han var en eminent tegner, men først og fremmest var han marinemaler. Her kunne man indvende, at det var Eckersberg også, men hvor Eckersbergs malerier bygger på nøgterne og om-hyggelige iagttagelser, bygger Anton Melbye på følelser og fantasi. Han er som en operakomponist, der bygger et drama op, ikke på scenen, men på sit lærred, næsten som en Richard Wagner omsat til maleri.

Det er ikke sådan, at han ikke bruger øjnene, når han indleder et motiv. Han iagttager, men når han først er i gang, lader han sig rive med. Han bruger ikke lokalfarve, men helhedstoner. En stemning kommer til at fylde hele billedet. Han dyrker det voldsomme vejr, stormvejret til havs med tunge sorte skyer. Dog undertiden med et håb i billedet i form af et gyldent lys i horisonten. Han antyder en redning forude. Andre gange laver han malede skitser, uden skibe, kun himmel og hav, der smelter helt sammen i voldsomme bevægelser og sortgrønne farver, svagt oplyst af lidt månelys i refleksvirkning. Månen er ofte ikke direkte at se. Han kan også male stille lyriske stemninger med pastelfarver og roligt vand, men altid fornemmer man en besjæling af naturen, hvor lysets indvirkning på farverne er es-sentiel, og natur ikke kun er natur, men også noget mere.

Han er mere i slægt med I.C. Dahl og Turner end med de danske guldaldermalere. Af sin samtids malere inspireres han især i Paris af Corots arbejdsmetode og farveholdning. Han rejser ud og forbliver stort set i udlandet. Det samme gør hans to brødre, Fritz og Wilhelm, som han i en periode er lærer for. I det nye toneangivende nationalliberale borgerskab i Køben-havn er der ikke rigtig plads til Anton Melbye. Det gælder også den modsatte vej. Det kunstneriske miljø I Danmark virker snævert på ham.

Rejserne

I 1862 udnævnes han ganske vist til professor på Akade-miet. Det er en anerkendelse af ham, og også noget han selv har villet, men det holder ikke længe. Inden der er gået to år, er han igen på farten. Rejserne og udlandsopholdene betyder mere for ham. Det er også i udlandet, han virkelig tjener penge. De gør ham velhavende og fri til at rejse rundt for at se nyt og blive inspireret. Konger og fyrster giver ham opgaver og medaljer over hele Europa. Selv den tyrkiske sultan giver ham bestillinger samt Medjidie-ordenen, da han i syv måneder sejler med ombord på et af den franske flådes skibe og besøger Istanbul og Bosporus strædet.

I Hamborg får han det nye, rige borgerskab som kunder, og her slår han virkeligt an. Han vælger at bo der i lange perioder for at male vandet og lyset omkring byen, alt imens han modtager bestillinger fra sine gode kunder.

Paris kommer dog nok alligevel til at stå hans hjerte nærmest. Her er han for alvor med i det kunstneriske miljø. Maleren Pissarro benævner sig som elev af Melbye, og han suger selv til sig af de samtidige franske kunstnere, som tidligere nævnt, især af Corot, som i en længere periode bliver formand for Salo-nen og dermed en indflydelsesrig vejleder. Også Napoleon d. 3. bestiller et værk af ham og tildeler ham en fornem fransk orden. I 1857 gifter han sig med en fransk kvinde, som han deler resten af sit liv med til sin død i Paris 1875. Betegnende nok er hans grav også i Paris.

Karakteristik af kunstnerens personlighed

Melbye må have haft et vindende væsen og været i stand til at begå sig overalt, høj som lav, når man ser alle de forbindelser, han formår at knytte.

Allerede i 1838 har den nyligt hjemvendte Bertel Thorvaldsen fået blik for ham og bliver hans mæcen, hvad der må have betydet umådelig meget for hans karriere, Thorvaldsens berømmelse og internationale indflydelse taget i betragtning.

En anden kunstner, af en hel anden art, som han knytter sig til, er H.C. Andersen, som bliver hans gode ven, og som han udveksler værker med.

Han må desuden have haft talent for sprog, siden han tilsyneladende ubesværet får kontakter i Hamburg og Paris. Sidste efterår vistes hans værker på en kæmpemæssig og meget flot særudstilling på Altona Museum i Hamborg. En del af disse værker er lånt med til København.

Udstillingen i København tæller over 100 af hans værker, overvejende malerier, men også række fine tegninger, som viser en stor følsomhed i iagttagelsen.

Der er sat gode og tydelige formidlingstekster op, og der er podcasts med en masse oplysninger for den videbegærlige gæst, som man kan downloade.

På Hirschsprung kan publikum virkelig glæde sig til at stifte bekendtskab med Melbye på denne dejlig udstilling af en fremragende maler, som i alt for mange år har været overset og næsten glemt i Danmark.

Hirschsprungs Samling
Stockholmsgade 20, København Ø.
Frem til 17. juni

Anton Melbye: Oprørt sø, 1845. Olie på lærred. Privatsamling Lübeck og Hamburg.
Anton Melbye: Hjuldamper i stormfuld fuldmånenat, 1848. Olie på lærred. Privateje, Hamborg. Arving efter maleriets oprindelige køber.
Artikel fra: Nr. 03 / 2018 – Marts / April



Follow by Email
Facebook
Twitter