June Jin Engelharth ”… & Paris green” Sattler

Dødsens grønne tapeter

Af Inge Schjødt - 31. May 2018

At GRØN er vanskelig, det udsagn har jeg hørt andre kunstnere sige, bl.a. maleren Peter Martensen, som også har taget sin tørn med den grønne. Hvorfor det ER sådan, det sendte June Jin Engelharth på et sandt stykke feltarbejde, og på den baggrund præsenterer kunstneren nu en serie helt nye værker på soloudstillingen ”…& deadly decor” i Grønnegade i Horsens.

– Jeg startede med at Google GRØNT, og blev hurtigt ført ind i farvens grusomme og dystre historie, fortæller June Jin Engelharth, som er født i 1977, har en treårig uddannelse i Billedkunst & Formgivning, og er bosat i København. Kunstneren trækker desuden på 15 års erfaring som scenografibygger, maler og dekoratør for museer, tv, spille- og reklamefilm, samt som assistent for kolleger som Peter Land og Christian Lemmertz. Og så har hun en god række af udstillinger på cv’et – solo og gruppeudstillinger rundt i Danmark, Sverige, Italien, Holland og Korea. Gallery Hjorth har præsenteret June Jin Engelharth på flere internationale kunstmesser.

June Jin Engelharth ”… & gravitation”

Giftiggrønt

– For et moderne menneske er det svært at forestille sig, at en grøn farve skulle være decideret farlig at få på væggene. Men harmløst var det ikke i 17-1800 tallet, hvor der gik mode i det grønne. Hvidt arsenik pulver blev nemlig efter 1775 anvendt i fremstillingen af grøn farve – til brug i bl.a. sæbe, stearinlys, tekstiler, legetøj, fødevarer, papir og tapeter, fortæller June Jin Engelharth.

I 1875 blev det muligt at fremstille tapeter maskinelt og dermed gjort tilgængelig for det victoriansk inspirerede borgerskab, hvis stuer i stor stil blev dekoreret med stormønstrede, arsenikholdige grønne tapeter. Tapeterne kunne indeholde op til 1g arsenik pr. m2, nok til at slå hundredvis af mennesker ihjel, når beboerne kom i kontakt dermed og det førte til forgiftninger og stigende tilfælde af spædbørnsdød, beretter kunstneren, som også tidligere har sat fokus på moralske dilemmaer i sin kunst.

June Jin Engelharth ”… Grøn x 3 – Newton, Koch, Goethe”

De ansvarlige

– Jeg fandt, sammen med farvens historie, et helt persongalleri af involverede, både forskere og producenter, og dertil whistleblowers, som gjorde opmærksom på risikoen. Og samtidigt med, at jeg undersøgte farvehistorien, kom jeg til at stå overfor et andet persongalleri, som fangede min opmærksomhed ved et besøg på Horsens Statsskole, hvortil jeg har en bestillingsopgave, fortæller kunstneren.

– Jeg fik her en gennemgang af den omfattende portrætsamling, der vidner om 400 års udvikling, bl.a. i måden mennesker har ladet sig forevige på. Hvis der havde været sådan en stribe billeder af berømte hoveder på min egen skole, så kunne det nok være, at det havde bidraget til læselysten, det er jeg overbevist om, smiler June Jin.

– Så jeg er dykket ned i materien, og har håndplukket en stribe nøglepersoner, der er kommet med på mine nye billeder. En af dem var whistlebloweren Gmelin, en anden Andrew Taylor, som efter en forgiftning fra noget grønt, arsenikholdigt indpakningspapir, opfordrede til, at der blev stemplet et dødningehoved og korslagte knogler til skræk og advarsel. Det symbol kan derfor ses i billedernes baggrund, sammen med kemiske formler i stedet for nydelige blomstermønstre.

June Jin Engelharth ”… & the whistle” Gmelin

Forskydningens filter

June Jin Engelharth monterer sine oliemalerier med grønt plexiglas, som skaber forskydninger i gengivelsen. De underliggende motiver korresponderer med bemalingen udenpå plexiglasset, og baggrundenes farvetoner og farvetemperaturer forandrer sig med dagens gang – fra det klare morgenlys til aftenens mosesorte grund. Lysets farveskift og lysets brydning betyder en stadig forvandling i motiverne.

– Det hårdføre, spejlblanke plexiglas reflekterer også selve rummet, det hænger i. Det er koldt, men i kombination med håndens arbejde og de fodspor af passion, lidelser og kampe penslen og malerkniven efterlader, ændrer det karakter. Det skaber et møde mellem fortid og nutid, industri, ånd, design og kunst, har kunstneren tidligere sagt. Med den flermediale tilgang tager June Jin selve maleriet som medium ind i en ny tidslig dimension.

– Der har været tid til at filosofere over de udvalgte personers handlemåde og motiver under kompositionernes tilblivelse. Goethe med farvelæren, Newton med lysets brydning og farvespekteret, og Robert Koch med bakteriologien. Den dødsens giftige, og vanskeligt sporbare arsen, som kendes tilbage fra Antikkens grækere, er gentolket i tre kraniemotiver med giftig gulgrønne lag i baggrunden.

– Sattler, en tysk producent af farver og tapeter, er også blandt de portrætterede. Han fortsatte med at bruge arsenik, trods Gmelins advarsler.

Resultatet af konkurrencemenneskenes forretningsambitioner er forblevet de samme. I dag er producenterne ikke meget bedre. Der hældes stadigt phthalater i legetøj.
– Gad vide, om man selv ville turde stoppe et løbsk lokomotiv? Hvem kan man egentlig stole på? spørger kunstneren.

Gallery Hjorth
Grønnegade 25, 8700 Horsens
Frem til 27. juni 2018

PS. SMK – Statens Museum for Kunst inviterer 15. juni til sæsonens sidste SMK Friday, hvor temaet GRØN undersøges – i både naturens, videnskabens og kunstens univers.

På Johannes Larsen Museet vises frem til 9. september udstillingen ’GRØN – Modernisten Christine Swane’ …

Den grønne sommertid er over os – God tur rundt.

June Jin Engelharth ”… & Scheele’s green”
June Jin Engelharth ”… & arsen”



Follow by Email
Facebook
Twitter