Rum 2, Ry David Bradley. Foto Ole Jørgensen.

Digitaliseringen ta’r magten på HEART

Af Brynhild Bøtker Eriksen - 21. Nov 2018

Fremtiden i de digitale mediers lys

HEARTfuture programmet på HEART sætter fokus på yngre stjerner på den danske og internationale kunstscene. Med udstillingen LETMEIN (luk mig ind), tegner de to unge kunstnere, Ry David Bradley (f. 1979, AUS) og Jon Rafman (f. 1981, CAN), et billede af fremtiden i teknologiens og de digitale mediers lys. Det er ikke just et opmuntrende billede.

Dystopisk fortælling

MEN det er en fantastisk udstilling. En spektakulær totalinstallation, som man måske vil få allermest ud af ved at tage fodtøjet af og lade sig omslutte af de bløde tæpper, som dækker gulv og vægge med 2000 kvadratmeter specialvævet tæppe, som Herning-firmaet Ege Tæpper i samarbejde med kunstnerne har fremstillet til udstillingen.

Udstillingen fylder museets største udstillingssal, opdelt i 2 store rum, og omkranser publikum med en dystopisk fortælling, der opleves gennem en dobbelt-projekteret film, tæppernes overvældende billedstrøm og bevægelige lyseffekter. De enorme motiver på tæpperne spænder fra oprindelig natur over tabet af civilisation til science fiction. De imponerende bylignende motiver, som nogle steder viser bygninger, der splintres og falder sammen, andre steder bygninger, der rejser sig gigantisk mod himlen; et permanent virtuelt miljø beskrevet i det klassiske digitale farvesystem, RGB, hvor røde, grønne og blå lys kombineres på forskellige måder for at skabe andre farver. Ikke som den farveskala, vi kender fra malerkunsten, hvor der blandes farver ud fra de tre primærfarver, rød, blå og gul. Dette er det farveskema, vi møder i computeren.

“Fanget i den digitale verden”

I det første rum har Rafman skabt en fortælling om en hovedperson (en pige eller kvinde), som er “blevet fanget i den digitale verden”, måske fanget alene i en afkrog af det digitale univers, idet der hverken på filmen eller i billedrummet i øvrigt ses mennesker.
Fortælleren på filmen fører os igennem hovedpersonens flugtforsøg fra det digitale fangenskab i byen ud i naturen.

Rum 1, Jon Rafman. Tæppemotiver. Foto Ole Jørgensen.

Jon Rafman

Jon Rafman arbejder hovedsageligt med teknologi og digitale medier, ofte med en underliggende fortælling, der sætter fokus på, hvordan mediet forbinder brugerne, samfundet og historien. Rafmans to meget forskellige film i udstillingen viser, hvordan man, uden måske at være bevidst om det, omgives og defineres af det digitale, der omgiver os og hele tiden er til stede i vores samfund.

Naturen hacket?

Naturen er gengivet på tæpperne i det næste rum. Her spejler træerne sig mod hinanden igen og igen, hvilket kunne indikere, at naturen også er blevet digitaliseret, fragmenteret og opdateret. Måske hacket. Hoved-personen er blevet opslugt af det digitale, og kan ikke slippe ud. Fragmenteringen og digitaliseringen går igen i Bradleys vævede værker, der ligesom tæpperne i udstillingen fungerer som en fysisk fastgørelse af den virtuelle og “ikke virkelige” verden. De fungerer som en lagring af information, der ellers ville være gået tabt i den uendelige opdatering af det digitale, da motivet er skabt af data, som Bradley har fundet, og nu bevaret i sine vævninger.

Ry David Bradley

Billedkunstneren Ry David Bradley arbejder i sine malerier hovedsageligt med at ramme noget særligt for det 21. århundrede – både gennem selve maleriets konstruktion og dets forbindelse til det digitale. Bradley sætter fokus på postinternetkunst, og hvordan internettet har påvirket billeder i en sådan grad, at maleriet i dag, iflg. Bradley, defineres af internettet.

I den aktuelle udstilling har han netop brugt denne definition i bl.a. et af sine værker, hvor han har an-vendt morgendagens nyheder, som han har samplet sammen i et billede på computeren, som han derefter (digitalt) har malet på. I udstillingen fremstår det så næsten helt utydeligt og udtværet, lidt som om det er blevet ødelagt (pixeleret) af den digitale strøm.

Bradleys værker er jacquardvævede, og med en direkte linje mellem det fysiske og det digitale i denne væveform, har det digitale overtaget værkerne og overtaget den natur, som omgiver dem.

Hvordan opdateres historieskrivning?

Bradley og Rafman arbejder ud fra en idé om, at meget af den tristhed og det tab, der omslutter det digitale kommer af, at det digitale hele tiden skifter format pga. opdateringer. En så hurtig forandring gør alt forældet nærmest med det samme. Derfor kan f.eks. gamle programmer eller billeder blive svære at tilgå i deres oprindelige form, fordi de hele tiden laves om til en ny og forbedret udgave. Ingen historie kan skrives, når alt igen og igen opdateres.

Vores digitale verden

I udstillingen er alle overflader blevet forvandlet til en uforanderlig og permanent “skærm” af tæpperne på gulv og vægge. Den virtuelle og evigt foranderlige digitale verden er på HEART blevet fysisk og permanent. Det digitale er blevet frosset fast I det analoge medie: tæppet. Tæppet kommer derfor nærmest til at fungere som et billede på netop den tid, vi lever i nu. En tid, defineret af det digitale.

HEART
– Herning Museum of Contemporary Art
Bitten & Aage Damgaards Plads 2, Herning
Frem til 17. februar 2019

Artikel fra: Nr. 10 / 2018 – November / December



Follow by Email
Facebook
Twitter