Selvportræt.

Den Hirschprungske med stor udstilling om Kristian Zahrtmann

Af Inger de Stricker - 22. Feb 2020

Mange kunstnere tørster efter succes. Kristan Zahrtmann var en succes, og han blev med rette hyldet i sin samtid som en stor kunstner. Han havde i over 20 år sin egen malerskole, som blev en respekteret og fornyende pendant til Kunstakademiets uddannelse, og hvor han gennem årene uddannede ca. 200 malere. På den måde kom han til at præge flere generationer af kunstnere og var beundret og feteret af dem. Om sommeren boede han i Italien, oppe i bjergene ca. 100km syd for Rom, i en lille by ved navn Casa d´Antino og om vinteren i København. Han fik gode priser på sine billeder, og indtjeningen gjorde, at han kunne bo bekvemt, både i Italien og i København. Han var meget gæstfri og levede omgivet af mange venner og smukke ting.

Madam Ullebølle.

Motiver

Et af hans hovedmotiver var stærke kvinder, især Leonora Christine skikkelsen fascinerede ham. Han fik i 1869 i fødselsdagsgave erindringsbogen, Mit Jammers Minde, og læsningen af denne gjorde, at Leonora Christine optog ham resten af livet. Det resulterede i ca. 20 portrætter af kongedatteren og hendes historie. Han så hende ikke som en landsforræder, der var gået i ledtog med svenskerne, men som en helgeninde, der var uretfærdig forfulgt af svigerinden, dronning Sophie Amalie. Modellerne til Leonara Christine var enten hans egen mor, eller madam Ullebølle, en stor kraftig kvinde med en moden krop, som også passede ind i hans opfattelse af idealkvinden.

Et andet vigtigt motiv var unge mænd med atletiske kroppe. Temaerne var bibelske eller klassisk mytologiske, som skabte en acceptabel begrundelse for det nøgne look. I 1877-78 malede han David ved Sauls palads. David optrådte nøgen bortset fra et lændeklæde. Vennerne advarede ham mod at vise billedet offentligt, fordi det kunne give associationer om seksualitet mellem Saul og David. David lignede da også mest en trækkerdreng i fremstillingen. Et sådan maleri kunne den tid få konsekvenser for en maler, fordi forhold mellem mænd var strafbart.

Senere i sit liv blev Zahrtmann ligeglad og malede løs på disse motiver, udstillede dem og slap godt fra det, på trods af, at der i 1906-07 var en sædelighedssag i Køben-havn, som vakte stor opsigt. Sagen handlede om seksualitet mellem mænd og et overraskende stort antal personer viste sig af være involverede. En række af dem idømtes fængselsstraffe og blev afskedigede fra deres arbejde. Selvom nogle af de anklagede var elever af og bekendte til Zahrt-mann, skete der ikke ham noget. Han var åbenbart urørlig på det tidspunkt.

I 1914 malede han Adam I Paradis. Han havde mødt en ung soldat i toget og inviterede ham hjem til sig næste dag, så han kunne bruge ham som model.

Resultatet blev vellykket. Den nøgne Adam sidder i helfigur midt i billedet og kigger lige frem. Benene er spredte, og han sidder helt afslappet med den ene arm dovent løftet. Bag ham og omkring ham er der blomster og planter. Hans penis er halvt dække af figenblade med blomster. Mellem hans ben sidder en slange og vugger med hovedet rejst. Et yderst sensuelt billede. Kroppen fremstår som violet, bygget op af mange nuancerede farvelag, og danner komplementær kontrast til de orange blomster omkring lænden, det orange lys i baggrunden, samt modellens hår, som rammes af sollyset, så det får en orange tone. Slangen er symbol på noget farligt. Adam er i paradis, men slangen er kommet ind og vil snart destruere lykketilstanden.

Loke.

Zahrtmanns farvesyn

I 1912 malede Zahrtmann Loke, den nordiske gud for ondskab. Et fantastisk billede af en ung model med en smuk krop og egentlig også et smukt ansigt, men så alligevel ikke, for han har et nærmest diabolsk udtryk i ansigtet, som forstyrrer skønheden. Kropsfarven er bygget op af mange lag med mørk violet nederst og gul øverst, altså igen en proces med komplementær farve. Skyggefarverne er bl.a. orange og grøn. Farverne er malet med formende og synlige penselstrøg, som danner en tredimensionel, skulpturel virkning.

Kulminationen sker i knæene, hvor lyset rammer og fremhæver formen med lysegule strøg. At bruge farven på denne dristige måde er karakteristisk for Zahrtmann.

Malemåden og farvesynet kulminerede i selvportrætterne, der med årene blev mere og mere eksperimenterende med løse penselstrøg og provokerende farvekontraster, nærmest ekspressionistiske i deres udtryk. Her skulle han ikke please nogen.

Udstillingen

Det var ikke så mærkeligt, at Zahrtmann blev populær. Teknisk set var han fantastisk dygtig, og han kunne male stort set alt.

Han er i kraft af sin kvalitet og sine temaer stadig aktuel, og der er god grund til at lave en stor udstilling med ham.

Udstillingen fylder 6 rum på museet, indgangsrummet, den store sal til venstre for indgangen og fire mindre rum. Billederne er tematisk opdelt og forsynede med små fortolkende tekster, som giver en fin nøgle til værkerne. Der er tavler med årstal, der oplyser om kunstnerens liv og flotte, stort opsatte fotostater fra hans hjem med eller uden ham selv. Endvidere er der mellem billederne i de fire små rum udstillet nogle af hans møbler, bla. den stol han sad på, når han malede. Desuden er der en sjov kakkelovnsskærm påklistret små personlige fotos.

Udstillingen kommer godt rundt om kunstneren og er fint formidlet. Dertil kommer et spændende katalog, der kommer ind på det seksuelle aspekt, og som lige ud vover at kalde Zahrtmann for queer og diskutere det.

En absolut anbefalelsesværdig udstilling fuld af oplevelser.

Den Hirschsprungske
Stockholmsgade 20, København Ø
Frem til 10. maj

Artikel fra: Nr. 02 / 2020 – Februar / Marts



Follow by Email
Facebook
Twitter