Superflex - Swing - Foto: Inge Schjødt.

Copenhagen Contemporary slår portene op på Refshaleøen

Af Inge Schjødt - 24. Aug 2018

PRØV – TÆNK – SNAK – TÆNK – PRØV – Kunst, man kan gå ind i og sanse med hele kroppen tiltrækker et ungt publikum hos CC – Copenhagen Contemporary på Refshaleøen.

Det første jeg hører, er glade børnestemmer i hallerne hos Copenhagen Contemporary – Københavns nye kunstcenter, der viser dansk og international installationskunst i den tidligere B&W Støberihal på Refshaleøen overfor Langelinie. Det sidste jeg hører, er unge stemmer, der ivrigt debatterer, hvad de lige har oplevet på egen krop ved at manøvrere, gyngende, liggende, siddende, gående igennem den 7.000 kvadratmeter store udstilling. Ind imellem svøber sig en rolig, melankolsk jazz-standard – I Only Have Eyes for You – i en popversion, der lægger et dybt, meditativt pulsslag.

Copenhagen Contemporary har slået portene op i nye rammer efter halvandet års vellykket pilotprojekt på Papirøen i København. Ved genåbningen præsenteres Superflex-installationen One Two Three Swing! der er omplantet fra Tate Modern i London, og videoværket Song 1 af californiske Doug Aitken, som oprindeligt skabte værket til projektion udenpå Hirshhorn Museum på The Mall i Washington. Installationskunsten har fået en ny, funktionel scene med Refshaleøens superkreative miljø af start-up virksomheder, kunstnerværksteder, teater, gourmet- og streetfood samt skiftende musikfestivaler som bagtæppe.

Smagsprøver på fællesskab

Allerede på skranken ligger der en serie kort med bløde runde hjørner, og en overskuelig folder, som skal øge tilgængeligheden for publikum. Dem stikker jeg nu i første omgang i tasken, og går efter lydene.

I den første, rå, lyse fabrikshal træder man varsomt ind i et Super-flex legelandskab, fyldt med gyngestativer i forskellige højder. Gulvet er lavet af et blødt korklignende materiale, der tager godt imod den vovehals, der måtte kaste sig for vildt over de orange gyngestativer. Her er plads til tre personer side om side på gyngerne, som publikum gladelig tager i brug. Et par tvillinger løber fra gynge til gynge, og hjælper hinanden med at få højde på, da de først har valgt en. De får sus i kasketterne, og inviterer deres mor til at deltage. Længere nede i rummet gynger et ungt par, hun med en flot mave på, så legen varer ikke så længe. Ind træder tre unge piger, hvor de to giver sig til at gynge sammen, og den tredje filmer det. Ingen er uberørt af legens mulighed, men havde gyngen nu været konstrueret, så deltagerne gyngede vis-á-vis, overfor hinanden, som i en estisk landsbygynge, så var der kommet mere substans i oplevelsen.

Superflex har før sat legen og fællesskabet i højsædet, idet trioen sammen med tegnestuen BIG og TOPOTEKET 1 står bag design af Superkilen med Den Røde Plads, Det Sorte Marked og Byparkens grønne område på Nørrebro, etableret 2012.

Superflex One Two Three Swing – Foto: Inge Schjødt.

Pendulet svinger

Jeg går ind i den næste hal, hvor gulvtæppet er stribet i orange, grønne, grå og violette farvetoner, angiveligt inspireret af farverne på eurosedler. I loftet svinger en stor, blank kugle adstadigt frem og tilbage, og spejler både publikum og stribemønster. Proportionerne i spejlingen forvrænges efter kuglens position. Kuglens leg med tyngdekraften giver et dramatisk gys, indtil jeg sanser, hvor bundet den er i sin pendulerende bevægelse, på én gang nærværende og fraværende, som det EU, der har lagt farver til. Jeg overvejer, hvordan tæppet ville have virket på mig, havde det nu haft farver fra de nordiske flag, jeg kender bedre end eurosedler, og løsriver mig og går mod mørket og melodien i det tredje rum.

Doug Aitken I Only Have Eyes for You.

Kunst som kommunikation

Song 1 er en 35 minutter lang lyd- og videoinstallation af Doug Aitken, der består af et rytmisk flow af klip, som projiceres op på en åben, cirkulær skærm til melodien I Only Have Eyes for You, sunget og udført af forskellige performere. Billedsiden er ’Made in America – en Noir’ med sine industrilandskaber, fabrikkers samlebånd, diners, kvinden på gaden, mørk mand tiltrækkes af hvid kvinde, lysglimt fra motorveje, lysreklamer og tv-stjerner.

Publikum træder ind i et repetetivt værk, vi både kan gå rundt om og sidde på gulvet og se på. Også her er kroppen med i oplevelsen, for koreografien er særdeles vellykket. Lyd og billede klæder hinanden, det er nærmest som en dans.

Doug Aitken, født 1968, bor og arbejder i Los Angeles, hvorfra han siden 1990’erne har produceret eksperimenterende video, arkitektur, performance- og installationsværker, som afsæt for kunstens egenartede kommunikation ind i en kontekst af samtidens kommercialisme, Hollywood som nabo, racespørgsmål, natur, miljø og musik. Kort sagt det psykologiske landskab i et for ham nonlineært univers. Tilbage i 1999 deltog han på Venedig Biennalen. Han har optrådt på førende museer og gallerier i USA, Paris, Wien, London og nu i København. Fra CC Shoppen kan varmt anbefales Doug Aitken Electric Earth, et retrospektivt katalog fra The Museum of Contemporary Art, L.A. for nærmere præsentation af kunstneren, som får mig til at tænke på den nordiske og jævnaldrende Olafur Eliasson.

Prøv, tænk, snak, opfordrer de pædagogiske kort fra skranken, som gør sit til at introducere samtidens installationskunst med forslag og spørgsmål til videre refleksion. Copenhagen Contemporary tager pænt imod publikum. Æstetikken får fem stjerner.

Copenhagen Contemporary
Refshalevej 173 A, København K
Frem til 30. december

Artikel fra: Nr. 07 / 2018 – Aug. / Sept.



Follow by Email
Facebook
Twitter