Chloe Wise - How much worse can bad times get 2019. Pressebillede.

Canadiske Chloe Wise markerer 10-året for Kunstmuseet HEART

Af Brynhild Bøtker Eriksen - 19. Oct 2019

Kunstmuseet HEART fejrer 10 års fødselsdag. Det gør de med hele to store udstillinger. Jubilæumsudstillingen HEART 10, hvor de præsenterer værker fra museets egen samling og HEARTfuture udstillingen, Chloe Wise – And Everything Was True.

Chloe Wise – Which Lake Do I Prefer 2019. Pressebillede.

De unge

I museets største udstillingssal møder vi multimediekunstneren Chloe Wise med en spændende og meget farverig udstilling, som lever godt op til betegnelsen HEARTfuture, idet kunstneren her portrætterer interaktionen mellem grupper af unge. Hun sætter fokus på gruppedynamikker, begær, menneskelig interaktion, forbrugerkultur og de sociale mediers magt over det konstante blik på os selv og andre. Ved første øjekast kan de store, meget koloristiske og shiny oliemalerier virke lidt påtrængende, måske glansbilledagtige, men ved nærmere øjesyn viser de sig at indeholde netop en særlig iagttagelse af den malede gruppe, hendes egne venners afkodninger af hinanden, hinandens udseende og hinandens væremåde. Chloe Wise maler på en ganske særlig måde, således at man fornemmer et særligt engagement i de afbildede personer, og værkerne kommer til at udstråle både humor og satire, hvilket også bliver hjulpet på vej af tekst og slogans på personernes tøj, eller af evtuelle malede rekvisitter.

Følg reglerne

I udstillingen forundres man måske, hvis man er et tænkende menneske, over diverse forbrugsvarer i malerierne, så som f.eks en pakke Vita Wrap eller en pakke Kleenex, en dåse Nestlé mælk, en østers og en halv fersken som f.eks i Lactose Tolerance, 2017, og især i Chloe Wise’s opstillinger af diverse småskulpturer af mad-og drikkevarer på spejlmontrer, men måske allermest over de nedfældede Kleenex servietter i de specielt designede bænke. Chloe Wise antyder, ligesom hun gør i sine malerier, at man må spejle sig i gruppen: tørre sine hænder, dække munden, når man hoster og i det hele taget følge de uskrevne regler.

Chloe Wise – Breaking sugar on someone’s back 2017. Pressebillede.

Fokus på magt og begær

I et af de 4 udstillingslokaler i Chloe Wise udstillingen vises et par spændende videoer på storskærm. Videoerne er op-taget i en park, og aktørerne er unge mennesker. Virkemidlerne er diverse frugt og grønt, som på alle måder hjælper til med at sætte fokus på den måde vi interagerer med hinanden på, hvordan vi ser hinanden og os selv, og også her er der fokus på gruppedynamikker, magt og begær.

HEART
Bitten og Aage Damgaards Plads 2, Herning
Frem til 29. marts 2020

Artikel fra: Nr. 09 / 2019 – Oktober /November



Follow by Email
Facebook
Twitter